Mødedato: 02.06.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Tidsrum for affaldsindsamling og ambitionsniveau for omlægning til el-skraldebiler (udsat)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at udvide tidsrummet for affaldsindsamling og ambitionsniveau for omlægning til el-skraldebiler.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at affaldsindsamling på indsamlingsdage fra januar 2022 i takt med hjemtagelse af affaldsindsamlingen gradvist omlægges til at foregå fra kl. 5 til kl. 20.
  2. at 70-80 % af skraldebilerne omlægges til eldrevne biler i forbindelse med hjemtagelse af affaldsindsamlingen i perioden 2022 til 2024.

Problemstilling

Kompetenceoverdragelse af affaldsindsamlingen fra Københavns Kommune til Amager Ressourcecenter (ARC) blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 20. september 2018. Beslutningen indebærer, at ARC hjemtager affaldsindsamlingen, hvor ARC selv ansætter skraldemændene. Dette giver mulighed for at forbedre skraldemændenes arbejdsmiljø ved at sikre et mindre tidspres i forhold til arbejdsopgaverne. På den baggrund skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om tidsrummet for affaldsindsamling skal udvides.

Cirkulær København - Ressource- og Affaldsplan 2024 (BR 13. december 2018) har et mål om et skift fra gasdrevne til eldrevne skraldebiler for at mindske støj og CO2-udledning, men omfanget heraf er ikke nærmere fastlagt i Cirkulær København. Af ARC’s vedtægt fremgår, at ARC’s formål er at opfylde målsætninger i ejerkommunernes affaldsplaner. Desuden er det fastlagt i forbindelse med kompetenceoverdragelsen af affaldsindsamlingen fra Københavns Kommune til ARC, at ”Københavns Kommune kan i sine affaldsplaner fastsætte krav til serviceniveau, indsamlingsmetode og udvikling. ARC skal sikre, at opgaven løses inden for rammerne af Københavns Kommunes affaldsregulativ og den til enhver tid gældende ressource- og affaldsplan, samt tilhørende plangrundlag (planer, politikker og strategier)”. På denne baggrund skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til ambitionsniveauet for at omlægge til el-skraldebiler.

Løsning

Affaldsindsamlingen blev overdraget til ARC per 1. januar 2019. Beslutningen indebærer, at indsamlingen skal hjemtages i takt med, at de nuværende aftaler med private vognmænd udløber i perioden fra 1. januar 2022 til 1. september 2024.

Tidsrum for affaldsindsamling

I den indstillede løsning har ARC foreslået, at affaldsindsamlingen ændres fra tidsrummet kl. 7 til kl. 18 til tidsrummet kl. 5 til kl. 20, så der kan bibeholdes to-holds-drift (fremadrettet à hold på 7,4 time).

En ændring af arbejdsdagen til 7,4 timer med samme arbejdsmængde for den enkelte skraldemand kan give mulighed for et lavere arbejdstempo. Ændringen vil medføre samme antal skraldebiler (120) og medarbejdere (350) som i dag.

Projektet ”Sunde Skraldemænd”, som Kræftens Bekæmpelse og Københavns Kommune har gennemført i 2018-2019, anbefaler at gå bort fra et højt arbejdstempo, der medfører skader og nedslidning. Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om ”Sunde Skraldemænd” den 18. december 2019.

Indsamlingen af affald påvirker omgivelserne med støj og trængsel. Støjen kommer i mange områder af byen især fra håndtering af affaldsbeholdere. ARC har tilkendegivet, at løsningen åbner mulighed for mere fleksibel ruteplanlægning og ARC vil i planlægningen af indsamlingen så vidt muligt se på, hvordan indsamlingen kan tilrettelægges, så der tages støjmæssige hensyn i særligt følsomme eller tætte boligområder. Affaldsindsamlingen skal tilrettelægges, således at de steder, der tømmes i ydertimerne, skal være forbundet med få eller ingen gener. Desuden vil ARC i forbindelse med hjemtagningen få mulighed for selv at uddanne skraldemændene yderligere fx i ergonomisk og støjreducerende håndtering af affaldsbeholderne. Det bemærkes, at der normalt kun i meget ringe omfang kommer klager fra borgerne over tidlig affaldshåndtering i gårdene. De få klager, der kommer, har vist sig primært at være over private vognmænds håndtering af erhvervsaffald, hvor kommunen ikke kan stille krav til tidspunktet.

I forbindelse med corona-situationen har tidsrummet for affaldsindsamling været udvidet til kl. 5 til kl. 20 for at sikre skraldemændenes mulighed for at holde god afstand og forebygge smitte, samtidig med at affaldsindsamlingen opretholdes som normalt. Dette har kun medført få klager.

Tømning af mobilsug og glas støjer erfaringsmæssigt mere end den øvrige affaldsindsamling og er derfor ikke omfattet af en udvidelse af tidsrummet for indsamling.

Alternativ løsning

En alternativ løsning er at reducere affaldsindsamlingen til et enkelt hold dagligt á 7,4 timer for at tilgodese arbejdsmiljøet – fx i tidsrummet fra kl. 8 til kl. 16. Denne løsning kræver 228 skraldebiler (mod 120 ved to-holddrift) og dermed behov for mere parkeringsareal, ladestandere mv. ARC råder ikke pt. over det nødvendige areal. ARC har på denne baggrund anslået, at den ekstra årlige driftsomkostning ved dette alternativ bliver ca. 86 mio. kr. pr. år, svarende til en gebyrstigning på 277 kr. per gennemsnitshusstand fra 2024.

El-skraldebiler

Cirkulær København (Ressource- og Affaldsplan 2024) har et mål om at indføre el-skraldebiler for at reducere støj og CO2-udledning fra affaldsindsamlingen. Omlægning til eldrevne biler vil desuden fjerne de nuværende skraldebilers udstødningsgasser, der indeholder sundhedsskadelige partikler. Omlægningen til skraldebiler på el vil i starten medføre en mindre stigning i CO2-udledningen ift. biogasdrevne biler. Denne udledning vil dog blive mindre og mindre i takt med, at elnettet overgår til mere vedvarende energikilder.

ARC har undersøgt markedssituationen for el-skraldebiler og vurderer, at markedet ikke er modent og derfor ikke kan levere så mange el-biler, at hele vognparken kan omlægges fuldstændigt i takt med hjemtagningen af affaldsindsamlingen i 2022 – 2024. Dette er i overensstemmelse med erfaringerne i andre kommuner, fx i Frederiksberg Kommune. El-skraldebiler koster omkring 5,1 mio. kr. per stk., mens en gasdrevet bil koster omtrent 2,5 mio. kr., som markedet ser ud lige nu. Markedsundersøgelserne viser desuden, at el-skraldebilerne har en kortere rækkevidde end gasdrevne biler, hvilket medfører, at der på de længste ruter, fx ved indsamling af haveaffald er behov for gasdrevne biler for at kunne sikre at affaldet på hele ruten indsamles. Nogle biler, fx mikrobiler, og mobilsugebiler, kan ikke teknisk omstilles til el på nuværende tidspunkt. På baggrund af markedsundersøgelserne har ARC vurderet, at markedet samlet set kan levere omkring 70 - 80% af skraldebilerne som el-biler ved hjemtagelsen af affaldsindsamlingen i 2022-2024, mens en mindre andel må være biogasdrevne biler og mikrobiler og mobilsugebiler må være diesel-drevne, som i dag (bilag 2). ARC vil sikre, at der alene indkøbes biler med andet drivmiddel end el, hvis der ikke eksisterer en egnet elbaseret løsning.

Alternativt kan ARC, i stedet for at omstille til el-skraldebiler, benytte biogasdrevne biler. Dette vil medføre samme støj, partikelpåvirkning og omkostningsniveau som i dag.

ARC har foreslået, at skraldebilerne anskaffes ved finansiel leasing i KommuneLeasing (under KommuneKredit). Derved skal der ikke rejses et beløb på 450 mio. kr. i forbindelse med indkøb af bilerne. I stedet afholdes omkostningerne løbende som en årlig leasing-betaling. Finansiel leasing af skraldebilerne vil ikke have økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Økonomi

Tidsrum for affaldsindsamling

ARC har vurderet, at den indstillede løsning forventes at være økonomisk neutral.

El-skraldebiler

Den indstillede løsning vil, når løsningen er fuldt indfaset i 2024, give ARC årlige driftsomkostninger til finansiel leasing af skraldebilerne på ca. 46 mio. kr. Beløbet inkluderer ekstraomkostninger til eldrevne biler i forhold til gasdrevne biler på omkring 9 mio. kr. årligt fra fuld indfasning i 2024. Følsomhedsberegninger viser, at ekstraomkostningen ligger i et interval på mellem 1,5 og 22,5 mio. kr. Ekstraomkostningen på 9 mio. kr. årligt svarer til en stigning i affaldsgebyret på ca. 28 kr. per gennemsnitshusstand fra 2024.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, giver Teknik- og Miljøforvaltningen besked til ARC. Teknik- og Miljøforvaltningen vil indarbejde ekstraomkostninger til el-biler i affaldsgebyret for husholdninger fra 2022 og frem.

 

Søren Wille                         

/ Karsten Biering Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. juni 2020

 

Det Radikale Venstre og Alternativet stillede følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:

”at affaldsindsamling på indsamlingsdage fra januar 2022 i takt med hjemtagelse af affaldsindsamlingen gradvist omlægges til kl. 20, men at tømningsvinduet ikke udvides til kl. 05”.

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 7. 1 undlod at stemme.

For stemte: B og Å.

Imod stemte: A, C, F, V og Ø.

Undlod at stemme: O.

 

Indstillingen bortfaldt grundet stemmelighed med 5 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, F og Ø.

Imod stemte: B, C, V, O og Å.

 

Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Af hensyn til københavnerne ønsker partierne ikke, at skraldeindsamling påbegyndes allerede kl. 05 om morgenen.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti er imod, at Amager Ressourcecenter skal overtage affaldsindsamlingen fra private vognmænd. Dette medfører også en stor ekstra udgift til skraldebiler for det fælles kommunale selskab.”

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partiet ønsker ikke at udvide tidspunktet for afhentning af affald til kl. 5 om morgenen pga. støj, der vækker københavnerne. I takt med at skraldeafhentningen hjemtages til ARC vil skaldemedarbejdere arbejde på timeløn fremfor på akkord, hvilket afhjælper nedslidning af medarbejderne.”

 

Indstillingen blev viderebragt til Borgerrepræsentationen af Marcus Vesterager (A), jf. kommunestyrelseslovens § 11, og indstillingen indbringes dermed i sin helhed til behandling i Borgerrepræsentationen.

 

Til top