Mødedato: 02.06.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Fremtidige scenarier for Amager Strandpark

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte, hvilken af Teknik- og Miljøforvaltningens to fremtidsscenarier for Amager Strandparks I/S, udvalget ønsker, at forvaltningen skal arbejde videre med.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder på at integrere Amager Strandpark I/S’s funktion med drift og udvikling af strandparken i Teknik- og Miljøforvaltningen og fremlægger et forslag til endelig politisk beslutning
  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslag fra Det konservative Folkeparti på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 24. februar

Problemstilling

På baggrund af et medlemsforslag, stillet af Jakob Næsager (C), blev Teknik- og Miljøforvaltningen på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 24. februar 2014 bedt om at fremlægge en indstilling, der redegør for mulige fremtidsperspektiver for Amager Strandpark med henblik på en politisk drøftelse.

Baggrunden for medlemsforslaget er, at det snart er 10 år siden, Amager Strandpark blev færdiganlagt, og at selskabet gradvis går over i en mere langsigtet driftsfase.

Teknik- og Miljøudvalget skal nu tage stilling til, hvilket scenarie udvalget ønsker, at forvaltningen skal arbejde videre med.

Løsning

Amager Strandpark I/S blev etableret 1. marts 2003 som et samarbejde mellem Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Amt (se bilag 1 for vedtægter). I forbindelse med kommunalreformen trådte amtet/staten ud af ejerkredsen. Selskabet ejes derfor i dag af Københavns Kommune (95,6 %) og Frederiksberg Kommune (4,4 %). De to kommuner deles om driftsomkostningerne ud fra denne fordelingsnøgle. 

Københavns Kommunes medlemmer af bestyrelsen for Amager Strandpark udpeges af Borgerrepræsentationen og består i indeværende valgperiode af Anders Thomsen, formand (B), Gorm Gunnarsen (Ø), Sten Lykkebo (A) og Jacob Næsager (C). Derudover er Frederiksberg Kommune repræsenteret af Karsten Lauritsen (B). Sekretariatet for Amager Strandpark I/S betjener bestyrelsen og står for varetagelsen af drifts- og udviklingsopgaver i strandparken. Sekretariatet er bemandet med en Drifts- og Udviklingschef samt tre medarbejdere og en studentermedhjælper. Sekretariatet varetager alle opgaver vedr. Amager Strandpark, herunder tilsynet med den udliciterede drift af strandparken, udviklingsopgaver, kommunikation, borgerkontakt, økonomistyring og tilladelsesadministration i forbindelse med arrangementer i strandparken. Interessentselskabets økonomi er adskilt fra Teknik- og Miljøforvaltningen således, at selskabet fungerer som en selvstændig administrativ og økonomisk enhed.

Nedenfor gennemgås to mulige scenarier for Amager Strandparks fremtid. Andre scenarier som A/S, fondsdannelse mv. vurderes ikke som relevante.

Nedlæggelse af Amager Strandpark I/S

En mulighed er en nedlæggelse af Amager Strandpark I/S med henblik på, at lade driften og udviklingen af strandparken integrere i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Fordele

  • Fokus på drift herunder mulighed for at flytte driftsressourcer fra andre dele af byen i sommeren spidsbelastningsperioder.
  • Integration af strandparken i Teknik- og Miljøforvaltningens helhedsorienterede byudvikling herunder udviklingen af Amager samlet set og de øvrige strand- og havnebadfaciliteter i kommunen.
  • En vurderet besparelse på driften af strandparken i størrelsesorden 1 mio. kr. (se økonomiafsnit).
  • Der skal ikke længere laves selvstændigt årsregnskab, hvilket er en ressourcekrævende opgave, som understøttes af Teknik- og Miljøforvaltningen i dag.

Ulemper

  • Som udgangspunkt mindre fokuseret udvikling af strandparken. I dag er der en fuldtidsressource til arbejdet.
  • indre lokal indflydelse på udviklingen af strandparken, idet den nuværende bestyrelse med lokale repræsentanter nedlægges. Det kan overvejes, om der skal nedsættes et lokalt brugerråd for strandparken eller parkerne i området mere generelt.
  • Uden den markante selvstændige profil strandparken har herunder en velbesøgt hjemmeside, kan det være svært at tiltrække fondsmidler til medfinansiering af den videre udvikling af strandparken.

Dette scenarie indebærer, at Københavns Kommune skal blive enig med Frederiksberg Kommune om at overtage Frederiksbergs 4,4 % af strandparken. Københavns Kommune vil således også skulle overtage Frederiksberg Kommunes del af driftsudgifterne, som i 2014 beløber sig til 319.000 kr.
Ved en nedlæggelse af interessentselskabet skal sekretariatets medarbejdere omplaceres i andre stillinger i Teknik- og Miljøforvaltningen. Da de opgaver sekretariatet varetager i dag også findes i andre dele af forvaltningen, vurderes dette at være muligt.

Opretholdelse af Amager Strandpark I/S
En anden mulighed er at bibeholde den konstruktion, som strandparken drives under i dag.

Fordele

  • Mulighed for at bruge projektledertimer fra sekretariatet i forbindelse med anlægsprojekter.
  • Fortsat stort fokus på udvikling af nye faciliteter og aktiviteter.
  • Al viden om strandparken er samlet et sted til fordel borgere, som henvender sig.
  • Mulighed for at fastholde den markante selvstændige profil, som er en fordel for de private erhvervsdrivende og i ansøgninger til fonde.

Ulemper

  • Ikke mulighed for at flytte ressourcer til strandparken i spidsbelastede periode.
  • Selvstændig administration og regnskabsføring er ressourcekrævende.

Teknik- og Miljøforvaltningens anbefaling
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at Amager Strandpark I/S nedlægges og forvaltningen arbejder videre med at opnå enighed med Frederiksberg Kommune om en overtagelse af strandparken. Det er forvaltningens vurdering, at der efter mange års fokus på udvikling af strandparken nu er mere behov for fokus på drift, og at strandparken med fordel kan blive yderligere indtænkt i forvaltningens samlede byudviklingsarbejde.

Økonomi

Amager Strandpark I/S havde ved udgangen af 2013 en gæld til Københavns Kommune på 47 mio. kr. Amager Strandpark har pr. 31. december 2013 en likvid konto på 47,2 mio. kr., men da der skal betales løn og andre driftsomkostninger, er det ikke muligt at indfrie hele gælden på én gang. Amager Strandpark I/S har tilkendegivet, at de ønsker at afdrage gælden så hurtigt som muligt.

På baggrund af Amager Strandpark I/S’s budget for 2014 (se bilag 2) vurderer forvaltningen, at følgende opgaver kan spares væk ved en nedlæggelse af interessentselskabet:

  • Besøgsstatistik (60.000 kr.)
  • Information/hjemmeside mv. (50.000 kr.)
  • Sekretariat drift (140.000)
  • Sekretariat udvikling (50.000 kr.)
  • Bestyrelse (10.000 kr.)
  • Revision (75.000 kr. laverede end budgetteret i 2014 men det er den nuværende forventning)
  • Forsikring, advokat mv. (155.000 kr. idet cafébåden fortsat skal forsikre for 45.000 kr. årligt.)
  • Repræsentation (15.000 kr.)
  • Afdrag på gæld (450.000 kr.)

Efter forvaltningens vurdering vil dette give en årlig besparelse i størrelsesorden 1 mio. kr.

Videre proces

Frederiksberg Kommune er blevet orienteret om denne indstilling.

Såfremt udvalget ønsker, at forvaltningen skal arbejde videre med en nedlæggelse af interessentselskabet, kræver dette forhandlinger med Frederiksberg Kommune om vilkårene, en vedtagelse i Borgerrepræsentationen og godkendelse i Statsforvaltningen. Forvaltningen vil i givet fald rette henvendelse til Frederiksberg Kommune umiddelbart efter udvalgets behandling af sagen.

Når en forhandling er afsluttet, og vilkårene for ophævelsen af interessentselskabet er aftalt mellem parterne, vil forvaltningen fremlægge en indstilling til beslutning med den endelige aftale. En sådan indstilling forventes at være klar til udgangen af 2014. Der skal herefter indledes dialog med de berørte medarbejdere om en genplacering.

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget ønsker at bibeholde den nuværende konstruktion, vil de nuværende aktiviteter fortsætte.

 

         Pernille Andersen                    

                                                                  /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 2. juni 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top