Mødedato: 02.05.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Parkering 2016 – parkeringsredegørelse

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til den årlige parkeringsredegørelse Parkering 2016 og drøfte fremtidige initiativer på parkeringsområdet.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget tager Tema 1 om opfølgning på Budget 2016 og Overførselssagen 2015-16 i Parkering 2016, jf. bilag 1, til efterretning.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
      

  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen på baggrund af Tema 2 om bedre udnyttelse af eksisterende parkeringskapacitet igangsætter initiativerne.

  3. at byudviklingsområder fremadrettet som hovedregel ikke indgår i betalingsområdet, jf. Tema 3 om nye byudviklingsområder.

Problemstilling

Med Budget 2016 (BR 23. november 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev der udover vedtagelse af en række konkrete tiltag bestilt følgende i forhold til parkeringsredegørelsen i 2016:

”Parterne er enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen i parkeringsredegørelsen for 2016 skal følge op på ovenstående tiltag samt komme med nye forslag, som håndterer de udfordringer, der identificeres i parkeringsredegørelsen. Parterne er endvidere enige om, at der i parkeringsredegørelsen for 2016 skal ses på muligheden for at gøre flere parkeringspladser på offentlige institutioner offentligt tilgængelige.”

Løsning

Den årlige parkeringsredegørelse identificerer en række relevante temaer og investeringsbehov på parkeringsområdet. Temaerne kan efterfølgende danne grundlag for fremadrettede politiske beslutninger på parkeringsområdet. I Parkering 2016 (bilag 1) er problemstillingerne vedrørende befolkningstilvækst, stigning i bilejerskab og bedre udnyttelse af parkeringskapacitet centrale. Forvaltningen har i vinteren 2016 afholdt workshops med lokaludvalgene og områdefornyelserne om Parkering 2016 med temaet fleksibel parkering. Disse workshops affødte en række idéer og konkrete forslag til forsøg i byen.

Parkeringsredegørelsenindeholder forslag til konkrete anlægsinitiativer og tiltag, som bidrager til beslutningsgrundlaget for fremadrettede løsninger på parkeringsområdet indenfor tre temaer. Temaerne er udvalgt på baggrund af de parkeringsudfordringer, der er identificeret i datadelen (bilag 1). I det følgende er temaerne beskrevet med konkrete forslag til mulige initiativer: 

TEMA 1: Opfølgning på Budget 2016 og Overførselssagen 2015-16 (uddybes desuden i bilag 2)

Temaet omhandler opfølgning på initiativer besluttet i forbindelse med Budget 2016 og Overførselssagen 2015-16. Det drejer sig om følgende initiativer:

  1. Anlæg af tre underjordiske parkeringsanlæg, som vil tilføre 600-700 nye parkeringspladser til beboerparkering på Fridtjof Nansens Plads, Baggesens Gade og Otto Krabbes Plads, hvor belægningsgraden er høj.    
  2. Åbning af flere kommunale parkeringspladser for at skabe flere parkeringspladsertil beboerparkering i aften- og nattetimerne, hvor belægningsgraden er høj.    
  3. Opfølgning på gul betalingszone for at sikre vedligehold af kommunale, offentlige parkeringspladser i gul betalingszone, og undersøger afgrænsningen i Valby nærmere, så der ikke opstår en ny randzone.
  4. Omdannelse af 80 parkeringspladser i Indre By til cykelparkering og byrum af høj kvalitet.                                                                                

TEMA 2: Bedre udnyttelse af eksisterende parkeringskapacitet 

Temaet omhandler initiativer, som udnytter eksisterende parkering på en mere effektiv måde end i dag. I store dele af byen, særligt i Indre By og i brokvarterene er der markante forskelle i belægningsgrad i løbet af døgnet. Derudover udgør ”ikke-kommunale parkeringspladser” ca. 1/4 af den samlede parkeringskapacitet i København. Der foreslås følgende initiativer:

  1. Kortlægning og samarbejde med statslige institutioner og private virksomheder for at tilføreflere parkeringspladser i aften- og nattetimer til beboerparkering.
  2. Privates øgede brug af parkering på egen matrikel eller tilhørende kælder for atfrigivegadeareal til beboere uden parkering på egen grund eller tilhørende parkeringskælder.

 TEMA 3:Nye byudviklingsområder

Den største stigning i bilejerskab og antal af biler sker i byudviklingsområderne. Byudviklingsområderne skiller sig ud fra de ældre bydele ved at være opført med parkering. I bydele opført før 1950 har dette ikke været et krav. Ved at lade byudviklingsområderne stå uden for betalingsområdet, fastholdes den parkeringsnorm, der er fastsat i kommuneplanen, og som har til formål at begrænse bilejerskabet.

Byudviklingsområder udenfor betalingsområdet for at sikre, at byudviklingsområder som hovedregel ikke indgår i betalingsområdet for derved at sikre plads til beboerparkering i de ældre bydele og understøtte nulvækst i bilejerskabet i nye byudviklingsområder (jf. at-punkt 3)

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.  

Videre proces

På baggrund af ønsker fra Teknik- og Miljøudvalget vil der blive udarbejdet budgetnotater for udvalgte initiativer.

Parkeringsredegørelsen erstatter fremover det årlige P-regnskab, som blev igangsat på baggrund af en bestilling fra Teknik- og Miljøudvalget den 21. oktober 2009. P-regnskabet tager udgangspunkt i erstatningspladsproblematikken i brokvartererne, mens parkeringsredegørelsen er bydækkende og vil kunne adressere aktuelle parkeringsproblemstillinger bedre end P-regnskabet.  

 

                             Pernille Andersen

                                                             /  Jakob Møller Nielsen

                                                              

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. maj 2016 

1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

3. at-punkt blev godkendt med syv stemmer mod tre. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C og V.

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er bekymrende, at der ikke i byen er plads til den stigende befolknings transportmidler, herunder biler. Vi mener, at der bør være et stigende antal parkeringspladser til den voksende befolkning. Vi mener, at der bør være plads til, at alle beboere med en parkeringslicens også har faktisk og reel mulighed for at finde en ledig parkeringsplads.”

Til top