Navngivning af vej på H.C. Ørstedsværkets område
Indstilling
Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at en vej på området omkring H.C. Ørstedsværket navngives Energiporten pr. 1. juli 2016.
Problemstilling
Den østlige del af H.C. Ørstedsværket har i dag adresser på Tømmergravsgade, mens den vestlige del og museet DieselHouse har adresser på Elværksvej. Der er i dag adgang til værket fra både Tømmergravsgade og Elværksvej.
I Lokalplan 494 for Enghave Brygge er det besluttet at ændre på en række fysiske forhold i området, bl.a. at afkorte Elværksvej, så der ikke længere vil være adgang til værket fra Elværksvej. Det vil medføre, at adgang til værket og museet fremover kun kan ske fra Tømmergravsgade, og at værkets nuværende adresser på Elværksvej skal ændres. Dong Energy er desuden i gang med en større udstykningsplan på værket, hvilket kræver flere adresser. Dong Energy har på den baggrund anmodet om, at en unavngiven vej, som er beliggende på området omkring H.C. Ørstedsværket og museet DieselHouse, navngives. Vejen fremgår af kortet i bilag 1. Vejnavnenævnet indstiller, at vejen navngives Energiporten.
Løsning
Da der er tale om et relativt stort område med mange bygninger og et museum med publikumsrettet funktion finder Vejnavnenævnet, at det giver god mening at navngive vejen. Vejnavnenævnet indstiller, at vejen navngives Energiporten. Navnet er relateret til områdets anvendelse og til, at der er en port ud mod Tømmergravsgade.
Forslaget har været i høring hos de berørte parter og Vesterbro Lokaludvalg. Der blev udsendt 12 høringsbreve til ejere samt et til Vesterbro Lokaludvalg. Lokaludvalget havde ingen bemærkninger til forslaget. Ejeren Dong Energy har meddelt, at de ikke har bemærkninger til det foreslåede vejnavn. Høringssvaret fremgår af bilag 2. I høringssvaret nævner Dong Energy dog også sagen om navngivning af nye veje til Enghave Brygge. Den sag forelægges for Teknik- og Miljøudvalget, når Vejnavnenævnet har fået forelagt de indkomne høringssvar.
Navngivningen vil have adressemæssige konsekvenser for H.C. Ørstedsværkets nuværende adresser.
Økonomi
Der er kun mindre økonomiske konsekvenser i forbindelse med opsætningen af vejnavneskilte, der afholdes over forvaltningens driftsbudget.
Videre proces
Når navnet er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget vil det blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. juli 2016.
Formand for vejnavnenævnet
Morten Kabell
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. maj 2016
Indstillingen blev godkendt.