Mødedato: 02.05.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Renovering eller udskiftning af skaterampen i Fælledparken, Østerbro

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til hvorvidt udmøntning af de bevilgede midler fra Overførselssagen 2015-16 til den u-formede skaterampe i Fælledparken, skal bruges på en renovering eller en udskiftning af rampen med nye skatemuligheder.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at skaterampen i Fælledparken renoveres, og ombygges, så flere kan benytte den.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  2.  at der frigives en anlægsbevilling på 0,825 mio. kr. til renoveringen og ombygning af skaterampen i Fælledparken. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2016.

Problemstilling

På nuværende tidspunkt er skaterampen i meget dårlig stand, da materialerne, rampen er bygget af, har vist sig at have en kort levetid. Samtidig tvinger uvedkommende sig adgang til husly i rampens indre dele ved at fjerne plader fra konstruktionen.

Der er i Overførselssagen 2015-16 blevet bevilget midler til enten at renovere skaterampen i Fælledparken, eller at rive rampen ned og etablere et nyt byrum med skatemuligheder, som kommer et bredere publikum til gode. Teknik- og Miljøforvaltningen blev pålagt at fremlægge en indstilling som grundlag for, at Teknik- og Miljøudvalget kan vælge mellem de to løsninger.

Løsning

Inddragelse af rampens brugere
Teknik- og Miljøforvaltningen har i forbindelse med overførselssagen haft en tæt dialog med skatemiljøet. Der er for nylig blevet nedlagt en indendørs u-formede skaterampe i Copenhagen Skatepark, og udøverne ser derfor meget gerne, at den u-formede skaterampe i Fælledparken bibeholdes. Brugerne foreslår, at skaterampen renoveres og ombygges, således at kravene til den tekniske kunnen lempes, så flere brugere kan få glæde af rampen. På baggrund af dialogen med brugerne har Teknik- og Miljøforvaltning valgt, at justere på indholdet af scenarie 1 i forhold til, hvordan det var skitseret i Overførselssagen 2015-2016.
 

Scenarier for skaterampen i Fælledparken
Scenarie 1

Skaterampen renoveres og ombygges, så en bredere gruppe af brugere kan benytte den. Skaterampen konstrueres samtidig på en måde, som i højere grad besværliggør utilsigtet adgang til rampens indre dele.

Fordelene ved scenarie 1 er, at den u-formede skaterampe bevares, så København fortsat kan tilbyde udøverne af denne svære disciplin at køre vert og afholde vert-konkurrencer i København på internationalt niveau. At køre ’vert’ beskriver den form for skating, som køres på de u-formede ramper, hvor udøverne kan komme op i luften og udføre forskellige tricks, inden de lander på rampen igen. Ved at renovere og ombygge rampen, så kravene til den tekniske kunnen lempes, vil rampen i fremtiden henvende sig til en bredere målgruppe, og flere får glæde af rampen. Den fremtidige rampe vil samtidig få en længere levetid end den nuværende pga. stærkere materialevalg og forebyggelse af utilsigtet adgang i konstruktionen.

Scenarie 2
Skaterampen rives ned, og arealet indrettes til ophold og andre skateaktiviteter.

Scenarie 2 åbner for muligheden for at etablere nye skatemuligheder, der henvender sig til et bredere publikum, end skaterampen hidtil har gjort, og tilgodeser nogle af de ønsker brugerne af skateparken har ytret siden åbningen i 2013. Det gælder fx flere siddepladser og opholdssteder, hvor man kan spise og grille.

Tilblivelsen af scenarierene forudsætter en fortsat tæt dialog med brugerne af skateparken og Kultur- og Fritidsforvaltningen, der tidligere har bemandet skateparken.

Anbefaling
I forbindelse med Overførselssagen 2015-2016 anbefalede forvaltningen nedrivning - scenarie 2. Dette var især begrundet i hensynet til, at flere skulle kunne udnytte mulighederne i skateparken.

På baggrund af dialog med og ønsker fra skatemiljøet, vælger forvaltningen nu at anbefale scenarie 1, der indebærer en renovering og ombygning af den eksisterende u-formede skaterampe fra 2013.

Økonomi

Der er i Overførselssagen 2015-16 (BR 28. april 2016) (A, B, C, F, I, O og V) afsat 0,825 mio. kr. til en renovering eller udskiftning af rampen med nye skatemuligheder. De 0,825 mio. kr. skal frigives til renovering og ombygning af den u-formede skaterampe i Fælledparken på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2016, jf. nedenstående tabel:

 

 

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2016 p/l)

År 2016

TMU

Renovering og ombygning af den u-formede skaterampe

3400 – Ordinær anlæg

0.28.20.3

825

I alt

 

 

 

825

 Det nye anlæg vil ikke medfører driftsmæssige merudgifter ved løsningsforslaget.

Videre proces

I forlængelse af beslutningen iværksættes proces med inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen og repræsentanter fra skatemiljøet for videre opgaveløsning.

Processen med interessentinvolvering og opstart på projektet forventes i maj 2016. Projektet forventes afsluttet og klar til brug i december 2016.

 

 Pernille Andersen

                                                      /Jon Pape               

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. maj 2016

1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top