Mødedato: 02.05.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplan 2011

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte et høringssvar til Økonomiudvalget om forslag til Kommuneplan 2011.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har vedtaget Kommuneplanstrategi 2010, der sætter Grøn vækst og Livskvalitet på dagsordenen for byudviklingen i de kommende år. Forslag til Kommuneplan 2011 udmønter denne strategi i en politisk vision for byudviklingen, samt retningslinjer og rammer for planlægningen af byens omdannelse. Økonomiudvalget besluttede den 22. marts at sende forslaget til Kommuneplan 2011 til høring i fagudvalg og hos lokaludvalg. Teknik- og Miljøudvalget skal afgive bemærkninger til kommuneplanforslaget med frist den 6. maj 2011.

I lyset af TMU’s drøftelse af sagen den 27. april 2011 er indstillingens bilag 2 opdateret således, at det mere klart fremgår, hvilke ændringsforslag, der er til kommuneplanforslaget - især i forhold til retningslinjer og rammer, der kun findes digitalt på kk - net og ikke er optrykt.

Løsning

Forslag til høringssvar fra Teknik- og Miljøudvalget er vedlagt som bilag 1.

Kommuneplanforslaget sætter en stærk politisk dagsorden for byens udvikling de kommende år. Der er tænkt helhedsorienteret med fokus på grøn vækst og livskvalitet. Disse pejlemærker afspejler de politiske visioner og mål for udvikling af ”Miljømetropolen København” og ”København som Metropol for Mennesker”, som sætter rammerne for Teknik- og Miljøforvaltningens indsats. Kommuneplanforslaget er derfor som et godt grundlag for det videre arbejde i forvaltningen.

 

Kommuneplanforslaget ligger kimen til et endnu større fokus på gode betingelser for vækst i erhvervslivet. Vi har behov for øget vækst for at finansiere udviklingen af København som en god by at bo og leve i og det kræver en fokuseret indsats. Det er der bred enighed om. Udfordringen ligger i at fremme byens grønne vækst gennem en bæredygtig byudvikling med kvalitet i bylivet og ved at bruge målet om CO2-neutralitet som drivkraft for væksten. F.eks. ved aktivt at tiltrække investorer, virksomheder og arbejdskraft. Herved bruges byens grønne profil i højere grad aktivt til at fremme vækst.

 

Der lægges i høringssvaret op til at sættes fokus på en konkretisering af de politiske målsætninger, så de i højere grad vil afspejle sig i retningslinjerne og rammerne for planlægningen frem mod næste revision af kommuneplanen i 2016. Det gælder bl.a. rammebetingelser for erhverv og en videreudvikling af boligpolitikken.  Teknik- og Miljøforvaltningen vil fremlægge en handlingsplan for CO2 neutralitet i 2012.

 

I hovedstrukturen opstilles en revideret målsætning for håndtering af væksten i persontrafikken i København, idet der i modsætning til den gældende målsætning åbnes for en vækst i biltrafikken. Det vil gøre det meget vanskelig at nå målsætningen om, at mindst 1/3 af trafikken i København sker med cykel, mindst 1/3 med kollektiv transport og højest 1/3 med bil. Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at den gældende målsætning om, at biltrafikken ikke må stige, fastholdes.

 

Sideløbende med udarbejdelsen af forslaget til Kommuneplan 2011 er der udarbejdet en handlingsplan for Grøn Mobilitet og en politik for udsatte byområder. Der er behov for at skabe sammenhæng mellem disse tiltag og kommuneplanlægningen. Bilag 2 indeholder konkrete forslag til ændringer af kommuneplanforslaget og her er der bl.a. skitseret et forslag til, hvordan politikken for de udsatte boligområder kan håndteres i kommuneplanforslagets politiske vision.

 

Kommuneplanforslaget lægger op til en udvidelse af den fokuserede byudvikling med udpegning af indsatsområder i den eksisterende by. Det vurderes at være et godt redskab til at samle kræfterne og få mest mulig byudvikling for pengene. Det rejser spørgsmålet, om der er behov for at give den ekstra indsats en tydeligere retning i de kommende handlingsplaner for de udpegede områder. Det foreslås, at Grøn vækst, Livskvalitet og Bæredygtig Byudvikling bør afspejle sig i de prioriterede indsatser. Der er også en opfordring til at skabe mest mulig synergieffekt mellem de ofte meget store økonomiske ressourcer, der indgår i indsatsen for de udsatte områder i byen og den fokuserede byudvikling. Det kan ske ved at indarbejde udsatte boligområder i afgrænsningen af de udpegede handlingsplanområder i 2011, hvor det er muligt.

Økonomi

Der er ingen direkte økonomiske konsekvenser af indstillingen.

Videre proces

·         Økonomiforvaltningen sammenfatter bemærkninger fra fagudvalgshøringen i hvidbog, der vedlægges endelig indstilling til Økonomiudvalgets møde den 31. maj

·         Kommuneplanforslaget behandles i Borgerrepræsentationen den 15. juni

·         Der gennemføres en 8 ugers offentlig høring af forslaget fra den 15. august til den 14. oktober.

·         Økonomiforvaltningen udarbejder hvidbog med bemærkninger og forslag til ændringer fra offentligheden, som behandles af Økonomiudvalget den 29. november i forbindelse med indstillingen om vedtagelsen af kommuneplanforslaget.

·         Borgerrepræsentationen behandler indstilling om endelig vedtagelse af forslag til Kommuneplan 2011 den 15. december 2011.

 

        

                                             Hjalte Aaberg

                                                                               /Tina Saaby

Beslutning

Udvalget stillede ændringsforslag til indstillingen:

”Til Bilag 1, Teknik- og Miljøudvalgets bemærkninger til forslag til Kommuneplan 2011 tilføjes et nyt afsnit med følgende ordlyd:

Tung trafik

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit møde den 27. april 2011 ikke at vedtage et rutenet for lastbiler i København, og finder som konsekvens heraf, at retningslinjen om Tung Trafik i kommu-neplanforslaget med tilhørende kortbilag og redegørelse ikke længere er relevant og bør udgå.”

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Indstillingen blev godkendt.

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance afgav protokolbemærkning:"Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance deler visionerne i kommuneplanen, men mener, at kommuneplanen skal tage højde for, at nogle københavnere er afhængig af en bil, for at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Vi mener ikke, at en trængselsafgift er en del af løsningen. Tværtimod mener vi, at en trængselsafgift vil fungere som en ekstra skat på at færdes i København. Vi mener i stedet, at vi skal bruge kræfterne på at få etableret en havnetunnel som en østlig omfartsvej, så trafik uden ærinde i City med fordel kan køre uden om byen. Det vil lette trafikken, støjen og forureningen i City.

Der bør skabes flere parkeringspladser i konstruktion i København, så færre københavnere skal pendle rundt i brokvartererne for at lede efter en parkeringsplads efter endt arbejdsdag. Vi ønsker derfor, at der skal fastsættes en højere parkeringsnorm, så der stilles krav om flere parkeringspladser i konstruktion i nybyggeri - både i Indre By og i brokvartererne. Vi mener, at der i kommuneplanen bør være en plan for, hvordan vi sikre et nødvendigt antal parkeringspladser til beboerne både i betalingszonerne, og i kvartererne uden for betalingsparkeringszonerne.
 
Vi mener desuden, at kommunen mangler en plan for, hvordan kommunen vil håndtere udledning fra tomgangskørsel.

Endelig bryder vi os ikke om forherligelsen af Christinia, så længe Politiet ikke kan færdes frit og uden stenkast på stedet!"

Socialdemokraterne afgav protokolbemærkning: ”

Målsætningen om en fordeling af ture på 1/3, 1/3 og 1/3 skal ses som Københavns Kommunes langsigtede mål for både den eksisterende by og for byudviklingsområderne. Afhængig af udbygningstakten i de forskellige byudviklingsområder, herunder navnlig hvor tidligt kollektive trafik og cykelinfrastruktur kan etableres, vil der være perioder, hvor trafikfordelingen ikke matcher målsætningen.

1/3, 1/3 og 1/3 skal dog fastholdes som det langsigtede mål gældende for hele byen.”

Til top