Mødedato: 02.04.2008, kl. 15:00

Dispensation fra lokalplan nr. 205 "Snorresgade"

Dispensation fra lokalplan nr. 205 "Snorresgade"

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 2. april 2008

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Dispensation fra lokalplan nr. 205 "Snorresgade"

TMU 179/2008  J.nr. 2008-147639

 

 

Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte, om der skal meddeles dispensation fra lokalplan nr. 205 "Snorresgade" til en ny kontorbygning.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

1.      at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at der gives dispensation fra bestemmelserne i lokalplan nr. 205 "Snorresgade" om bebyggelsesprocent, placering, højde og husdybde

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 2. april 2008
Godkendt

 

 

 

PROBLEMSTILLING

C.W. Obel ønsker at opføre en 5 etagers kontorbygning ved siden af deres eksisterende bygning i Halfdansgade 8, som er nabo til Hans Tausens Kirke på Islands Brygge. Projektet forudsætter, at der gives dispensation fra bestemmelserne i lokalplan nr. 205 "Snorresgade", § 5, stk. 2, pkt. a, b, c, og e om henholdsvis bebyggelsesprocent, sluttet randbebyggelse, husdybde og bygningshøjde.

Bygningens anvendelse og placering med facade i byggelinien langs den fastlagte sti mellem Snorresgade og Halfdansgade er i overensstemmelse med lokalplanen.

Bebyggelsesprocenten må maksimalt være 110, men den samlede bebyggelsesprocent for de to bygninger er ca. 139. Bygningen sammenbygges ikke med den eksisterende bygning, hvilket er i strid med kravet om sluttet randbebyggelse. Husdybden må ikke overstige ca. 10 m, men der ønskes en dybde på 15 m for at opnå rationalitet i forhold til erhvervsanvendelsen. Bygningen overskrider den maksimale bygningshøjde på 20 m med ca. 0,75 m i det indvendige hjørne grundet nabobygningens skrå afskæring.

Bygningen er udført i et nutidigt arkitektonisk sprog med glasfacader.

Forvaltningen har foretaget en naboorientering i overensstemmelse med planloven. Naboorienteringen er vedlagt som bilag 1 og 2. Det bemærkes, at der i naboorienteringen ved en fejl er nævnt dispensation til etageantal, hvilket ikke er tilfældet, idet bygningen må være i 4 etager samt udnyttet tagetage. Den 5. etage er beliggende i tagetagen.

Der er inden for høringsfristen modtaget 6 indsigelser, herunder fra Hans Tausens Kirkes menighedsråd og Københavns Stiftsøvrighed. Sagen forelægges til politisk behandling på grund af disse indsigelser. Oversigt over de modtagne henvendelser samt forvaltningens bemærkninger hertil fremgår af bilag 3.

 

LØSNING

Et hovedpunkt i de modtagne henvendelser er, at man ikke ønsker, at der gives tilladelse til opførelse af bygningen, idet den findes skæmmende for kvarteret, har en arkitektur, der er i strid med lokalplanens formål, og vil ødelægge kirkehaven. Derudover er man imod, at der gives så mange dispensationer fra lokalplanen, og man mener, at der bør udarbejdes en ny lokalplan.

Et andet punkt i indsigelserne omhandler kirkehaven, som på den ene computertegning hørende til naboorienteringen er vist fjernet. Tegningen er udført for bedre at vise bygningen. Kirkehaven berøres imidlertid ikke, hvilket ved en fejl ikke er oplyst i teksten. Der er efterfølgende udarbejdet en ny tegning, der viser de faktiske forhold, bilag 4, og yderligere 2 tegninger, der viser bygningen set fra luften, bilag 5 og 6.

Forvaltningen finder, at der er tale om et spændende projekt, der tilfører området en bymæssig kvalitet, og at byggeriet ikke er mere belastende for kirken end et projekt, der er i overensstemmelse med lokalplanen.

Hensynet til den eksisterende oprindelige fabriksbygning taler for at undgå sammenbygning.

Kælderen i den eksisterende bygning har en højde over terræn, der gør, at den skal medregnes i bebyggelsesprocenten. Uden denne kælder samt den øverste etage der anvendes til ventilationsanlæg, ville bebyggelsesprocenten blive ca.118.

Højdeoverskridelsen er minimal og vender ind mod gården.


ØKONOMI
Intet

VIDERE PROCES

Såfremt udvalget tiltræder indstillingen, vil forvaltningen meddele de nødvendige dispensationer, underrette indsigerne og give byggetilladelse.

 

BILAG

Bilag 1: Naboorientering

Bilag 2: Bilag til naboorientering

Bilag 3: Oversigt over modtagne henvendelser samt forvaltningens bemærkninger hertil

Bilag 4: Ny computertegning af facade mod kirken

Bilag 5: Ny computertegning af området set fra luften mod øst

Bilag 6: Ny computertegning  af området set fra luften mod vest

 

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN PÅ RÅDHUSET, 1. SAL, VÆRELSE 36

Bilag A     Et sæt kopier af de modtagne henvendelser

 

 

 

Hjalte Aaberg                                           Ulrik Winge

 

 

 

Til top