Adfærdskampagne for sikker cykeltrafik
Adfærdskampagne for sikker cykeltrafik
Teknik- og Miljøudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 2. april 2008
Sager til beslutning
16. Adfærdskampagne for sikker cykeltrafik
TMU 181/2008 J.nr. 2007-54183
Teknik- og Miljøudvalget skal frigive 2,5 mio. kr. til gennemførelse af en adfærdskampagne for sikker cykeltrafik samt give forvaltningen mandat til at indgå sponsoraftaler og partnerskaber for at øge kampagnens gennemslagskraft.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, 2. at Teknik- og Miljøudvalget frigiver 2,0 mio. kr. til at gennemføre en adfærdskampagne for sikker cykeltrafik i 2008-09 fra anlægsrammen fra Cykelpakke II, funktion 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer). 3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiger Teknik- og Miljøforvaltningen til at indgå aftaler om partnerskaber og sponsorater med private og offentlige virksomheder for at øge kampagnens effekt og gennemslagskraft |
Teknik- og
Miljøudvalgets beslutning i mødet den 2. april 2008 |
Problemstilling
Københavns Kommune ønsker med "Miljømetropolen - Vores vision CPH 2015" at fremme sikker cykeltrafik. Målene for 2015 er:
- mindst 50 % cykler til arbejde eller uddannelse i København
- antallet af alvorligt tilskadekomne københavnske cyklister er mere end halveret i forhold til i dag
- mindst 80 % af de københavnske cyklister føler sig trygge i trafikken.
Der gennemføres i de kommende år et stort antal projekter, som forbedrer fremkommeligheden for cyklister ved anlæg af nye cykelstier og udvidelse af cykelstier på steder, hvor der er trængsel. Trafiksikkerheden for cyklister bliver forbedret gennem ombygning af kryds, og der bliver investeret markant i forbedring af cykelparkeringen - blandt andet ved Metrostationer.
Adskillige undersøgelser viser imidlertid, at en stor del af cyklisterne - over 40 % - er utrygge ved at færdes i trafikken, og at utrygheden i høj grad er forårsaget af andre cyklister. Cyklisternes adfærd kan derfor vise sig at være en barriere for at nå kommunens ambitiøse mål på cykelområdet.
Løsning
Forvaltningen gennemfører i samarbejde med kommunikationsrådgiver Claus Buhl, Buhl Global, en kampagne i 2008-09 under overskriften "I Bike CPH". Kampagnen har følgende 6 elementer:
- En synliggørelse af de mange enkeltstående cykelprojekter under logoet "I Bike CPH". Denne del af kampagnen skal understrege, at København er en af verdens bedste cykelbyer, og at byen også fortjener verdens bedste cyklister. Som en del af kampagnen udgives en avis i stort oplag. Forår 2008.
- En kvalitativ undersøgelse af hvilke risici cyklisterne oplever, når de bevæger sig i den københavnske bytrafik. Undersøgelsen skal registrere og beskrive adfærdsmønstre og bidrage til en sprog- og begrebsdannelse, så adfærdsmønstre kan diskuteres - især mellem cyklister indbyrdes. Undersøgelsen gennemføres af NIRAS med chefanalytiker Henrik Dahl som projektleder. Forår 2008.
- En intern kampagne for medarbejdere i Københavns Kommune. Kampagnen skal invitere medarbejdere til at være ambassadører for god cykelkultur både privat og i forbindelse med udførelse af deres job. Deltagelse er frivillig. Cykelambassadørerne vil blive tilbudt kampagnemateriale, blandt andet T-shirts og cykelhjelme, som underbygger deres rolle som ambassadører for "I Bike CPH". Medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen vil blive inviteret. Teknik- og Miljøforvaltningen vil derudover kontakte direktionerne for Sundhedsforvaltningen og Børne- og Ungeforvaltningen med henblik på at involvere medarbejdere herfra. Den interne kampagne lanceres i foråret 2008 og løber med en række milepæle i hele kampagneperioden.
- En ekstern kampagne, hvor "I Bike CPH" lanceres som overligger på kommunens mange cykelaktiviteter. Kampagnen skal stråle af overskud og muligheder - og slå tonen an for god cykelkultur i København. Forvaltningen foreslår, at forårets kampagne mod højresvingsulykker mellem cyklister og lastbiler bliver den konkrete anledning. I forbindelse med lanceringen åbnes en hjemmeside - der skal være en platform for den digitale cykelbevægelse, og som bliver det bærende element i kampagnen. Forår 2008
- Som en grundlæggende del af de digitale aktiviteter, som forbindes med kommunens kampagne "I bike CPH", vil forvaltningen indgå en projektaftale med Social Square APS om at udvikle en digital platform, som skal virke som paraply og samlingssted for alle kampagnens aktiviteter. Denne platform skal skabes af medlemmerne (brugerne) og fokusere på mennesker, deltagelse, bevægelse og fællesskab. På platformen vil der være aktiviteter, som brugerne kan være sociale og deltagende omkring: Initiativer, projekter, ideer, tip, tekst, billeder og video. Platformen åbnes i foråret 2008 og kører i hele kampagneperioden
- Ekstern kampagne, som er målrettet mod bedre cykeladfærd. Denne kampagne gennemføres i det offentlige rum samtidig med, at den udvikles af medlemmerne på den digitale platform. De ønskede adfærdsændringer bygger blandt andet på anbefalingerne fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker. Det er basale budskaber, som skal formidles: Opmærksomhed, gensidigt hensyn og tegngivning i trafikken.
Kampagnekonceptet og aktivitetsplan er beskrevet detaljeret i Bilag 1 og bilag 2.
Økonomi
Med beslutningen frigives 0,5 mio. kr. til udvikling af kampagnekoncept og de første aktiviteter. Det er en del af cykelpakke I.
Med beslutningen om at frigive 2,0 mio. kr. bliver forvaltningen i stand til at gennemføre de samlede kampagne for bedre cykeladfærd 2008-09. Dette er en del af cykelpakke II.
Forvaltningen vil derudover søge aftaler om partnerskaber og sponsorater med fonde og private og offentlige virksomheder for at øge kampagnens effekt og gennemslagskraft.
I mødet den 12. marts 2008 har Teknik- og Miljøudvalget derudover indstillet til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at frigive 0,5 mio. kr. til en kampagne rettet mod ulykker mellem cyklister og højresvingende lastbiler. Forvaltningen vil sikre, at denne kampagne, som gennemføres af Byens Trafikråd, kommer til at supplere og understøtte kampagnen for sikker cyklistadfærd.
Videre
proces
På grundlag af beslutningen i Teknik. og Miljøudvalget vil forvaltningen igangsætte kampagnen. Forvaltningen vil vende tilbage med en status for kampagnen omkring årsskiftet 2008/09. Desuden vil vi Teknik- og Miljøudvalget få lejlighed til at drøfte den samlede evaluering af kampagnen.
Overordnet tidsplan for kampagnen er vedlagt i bilag 2.
Bilag
1. Kampagnekoncept - Notat fra Claus Buhl
2. Overordnet aktivitetsplan for kampagnen
Hjalte Aaberg Niels Tørsløv