Mødedato: 02.03.2020, kl. 16:15
Mødested: Rådhusstræde 13, 1466 København K.

Flere reserverede pladser til el-delebiler

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til etablering af flere reserverede parkeringspladser til el-delebiler.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at parkeringspladser til el-delebiler etableres, forudsat at der afsættes finansiering hertil i forbindelse med kommende forhandlingerne om Overførselssag 2019-2020, jf. løsning.

  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslag om oprettelse af faste parkeringspladser til delebiler i brokvartererne af Socialistisk Folkeparti, godkendt af Borgerrepræsentationen den 31. oktober 2019, jf. bilag 2.

Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 31. oktober 2019 et ændret medlemsforslag om muligheder for at oprette minimum én el-delebilsparkeringsplads pr. gade i brokvartererne (inklusive Amagerbro), Indre By og på Christianshavn samt el-delebilspladser ved trafikknudepunkter. På den baggrund skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til mulighederne for at implementere forslaget.

Løsning
I kraft af københavnernes øgede brug af delebiler opnås mere plads i byrummet til at dække det parkeringsbehov, der fremadrettet vil være i København i forbindelse med det stigende antal københavnere. Delebilister kører mere på cykel og med kollektiv trafik samt mindre i bil. En øget satsning på delebiler med fast stamplads er derfor et af midlerne til at nå Københavns Kommunes målsætninger i forhold til fremkommelighed, CO2-udledning, luftforurening, ressourceudnyttelse og sundhed.

Der findes i dag ca. 1.100 veje i brokvartererne, Indre By og på Christianshavn. På nuværende tidspunkt er knap 200 forsynet med parkeringsplads for enten en elbil eller en delebil med fast stamplads. Under forudsætning af finansiering vil forvaltningen kunne konvertere én parkeringsplads pr. vej af de eksisterende el- eller delebilpladser til en parkeringsplads reserveret til el-delebil. I tillæg til disse knap 200 pladser skal der oprettes ca. 900 parkeringspladser reserveret til el-delebil med fast stamplads for at kunne realisere medlemsforslagets vision om én el-delebilsplads pr. gade i brokvarterne (inklusive Amagerbro), Indre By og på Christianshavn samt ved trafikknudepunkter. Der reserveres i øjeblikket pladser til elbiler generelt, pladser som el-delebilerne vil kunne benytte.

Etableringen af parkeringspladserne kan ske ved bl.a., at der opsættes skilte og i nogle tilfælde afmærkes på asfalten. Fra screening af muligheder for parkeringspladser, godkendelse fra politiet, samt etablering af en el-delebilplads med fast stamplads på alle 1.100 veje inklusiv ved trafikknudepunkter vil der forventeligt kunne gå op til halvandet år og koste omkring 5 mio. kr. Finansieringen ligger ikke inden for forvaltningens nuværende økonomiske ramme og kan indgå i kommende forhandlinger for overførselssag eller budget, hvor der bl.a. tages højde for provenutab ved nedlæggelse af betalingsparkeringspladser.

De eksisterende parkeringspladser er indtil videre blevet oprettet på opfordring fra udbyderne af delebiler med fast stamplads, når de har ønsket at sætte nye biler i drift.

Der findes i dag ca. 10 delebiler, som vil kunne parkere på de nye el-delebilpladser. Forvaltningen forventer på baggrund af dialog med udbyderne af delebiler med fast stamplads, at en fuldt elektrificeret flåde på op mod 700 delebiler i København og på Frederiksberg kan være i drift i 2025.  

Det nuværende antal af el-delebiler vil derved kun i mindre grad kunne udnytte det foreslåede antal el-delebilspladser, og pladserne vil heller ikke kunne benyttes af eksempelvis private elbiler. Størstedelen af de 1.100 pladser vil derfor kunne komme til at stå tomme. Samtidig oplever forvaltningen stigende efterspørgsel efter flere pladser til fossildrevne delebiler med fast stamplads samt elbilpladser til for eksempel parkering for beboeres private elbiler. Pladserne vil sandsynligvis heller ikke i særlig stor udstrækning kunne forsynes med ladestandere, da ladestanderoperatørerne ønsker et andet udrulningstempo og mønster.

Udover rene elbiler findes der i øjeblikket kun brintbiler på markedet, som opfylder kravet om emissionsfrihed. Brintbiler er ligesom elbiler pr. 1. januar 2020 fritaget for betalingsparkering i Københavns Kommune fra årsskiftet, men der findes ikke samme hjemmel i lovgivningen til at reservere parkering til dem som til elbiler. I den udstrækning, at delebiler benytter sig af brint, vil de imidlertid kunne parkere på eksisterende og nye delebilpladser.


Mulighed for bedre udnyttelse af pladserne
Kommunen udsteder i dag ikke delebillicenser til delebiler uden fast stamplads også kaldet ’bybiler’ eller ’free-flow’ delebiler (se bilag 2). Der er i dag ca. 1.000 af disse biler i drift i København, og omegnskommuner. Heraf er størstedelen el-biler. Hvis denne typer delebiler i fremtiden får tildelt licens til parkering på de nye reserverede pladser, vil udnyttelsesgraden af disse sandsynligvis vokse markant. Mulighed og betingelser for udstedelse af en sådan licens kan indgå i oplægget til kommende forhandlinger for Overførselssag eller Budget vedr. nye el-delebilpladser.

Stillingtagen afventer kommende sag om betingelser for delebiler i København
Forvaltningen forventer uafhængigt af denne indstilling i løbet af første halvår af 2020 at fremlægge en drøftelsessag for udvalget om delebiler med og uden fast stamplads. Endelig stillingtagen til kommunes rolle i udviklingen på området kan alternativt afvente behandling af den sag.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, udarbejder forvaltningen budgetnotat forud for forhandlingerne om Overførselssag 2019-2020 med henblik på at tilvejebringe finansiering til, at forvaltningen kan arbejde videre med udbredelse af reserverede parkeringspladser til el-delebiler.

Søren Wille                                            

                        /Hans Christian Karsten

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. marts 2020

Det Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag om tilføjelse til 1. at-punkt:
”herunder at pladserne skal være nye pladser og ikke blot konverterede konventionelle pladser.”

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 6 stemmer mod 2. 1 undlod at stemme.

For stemte: C og I.
Imod stemte: A, B, F og Ø.
Undlod at stemme: O.

Indstillingen blev godkendt med 6 stemmer mod 2. 1 undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C og I.
Undlod at stemme: O.

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Hele forslaget synes at bygge på den misforståelse, at delebiler kun udbydes af større organisationer. Forslaget tager ikke højde for de mange private, der udbyder deres egen bil som delebil.”

Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Så snart det bliver muligt, ønsker partierne, at privat delebil udlejnings parkerings mulighed prioriteres.”  

Til top