Byggesag vedr. Appelbys Plads
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal varsles et § 14-forbud, der forhindrer et ansøgt byggeri i Appleby Plads karréen og giver mulighed for at udarbejde en ny lokalplan.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der overfor ejeren af Applebys Plads 9-31varsles et § 14-forbud med henblik på at udarbejde et nyt plangrundlag for hele karréen, der omdisponerer bebyggelsesplanen i gården.
Problemstilling
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 24. november 2014 blev følgende medlemsforslag med ændringsforslag vedtaget: ”Forvaltningen pålægges at undersøge muligheden for en ny lokalplan for Applebys Plads, Christianshavn, som tager udgangspunkt i, at der ikke kan bygges yderligere på grundene. Det forudsættes, at det kan ske med udgangspunkt i planmæssige forhold f.eks. fri- og udearealer, adgang til grøn gård, adgang til lys i eksisterende boliger og erhvervsejendomme, et ønske om at bevare den eksisterende bebyggelsesprocent og hensynet til at bevare en karrébebyggelse uden bygninger i gårdrummet”.
Udvalget skal nu tage stilling til, om der skal varsles og partshøres om et § 14-forbud i henhold til planloven med henblik på at forhindre det ansøgte byggeri, og efterfølgende udarbejde et nyt plangrundlag, der arbejder med disponeringen af arealerne i hele karréen, herunder bebyggelse i gårdrummet.Løsning
Forvaltningen har siden sommeren 2014 været i dialog med grundejeren af Applebys Plads 9-31, der ønsker at udnytte sin rest-byggemulighed på ca. 6.000 m². Grundejer ønsker at bygge tre etager plus tagetage som en L-formet boligbebyggelse i karréens gårdrum jf. gældende lokalplan. Den 5. december 2014 er bygherre orienteret om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning af den 24. november 2014, og sagens videre behandling afventer således udvalgets beslutning.
Den gældende lokalplan for Applebys Plads 9-31, nr. 186, ”Langebrogade”, tinglyst den 8. august 1991, giver mulighed for, at der kan bygges i karréens indre. Formålet med lokalplanen er bl.a. at muliggøre en samlet fornyelse og udbygning af området i henhold til en fælles bebyggelsesplan. Der er i lokalplanen udlagt et byggefelt i gårdrummet, hvor der kan bygges i tre etager med en tagetage udført som sadeltag. Tagetagen kan indeholde op til to boliglag.
Forvaltningen bemærker, at lokalplanen er 24 år gammel, og at en lokalplan i dag ville arbejde med hensynet til byliv, byrum, kantzoner, lys, luft, bevægelsesmønstre og krav til friarealer på en anden måde, end det er tilfældet i den eksisterende lokalplan.
Forvaltningen har udarbejdet en analyse og foretaget forskellige analyser af bebyggelsesforholdene i og omkring lokalplanområdet jf. bilag 1. Analyser viser, at karréen i sammenligning med andre karréer i lokalområdet er relativt stor og med fordel vil kunne fortættes i overensstemmelse med kommunens målsætninger om at fortætte stationsnært, bygge blandet by og flere boliger til de 1.000 nye københavnere, der hver måned kommer til byen.
Karréen ligger centralt placeret i forhold til Indre By, offentligt transport (500 m til metrostationerne Islands Brygge og Christianshavn), kommende og eksisterende cykelruter og naturområder som Voldanlægget, kanalerne og Inderhavnen. Området har et lavt støjniveau, da volden afskærmer trafikstøjen fra Amager Boulevard.
Det er forvaltningens vurdering, at der lovligt kan træffes beslutning om at varsle et § 14-forbud med henblik på at udarbejde et nyt plangrundlag, der ikke forudsætter bebyggelse i gården, sådan som det fremgår af medlemsforslaget, men forvaltningen anbefaler på baggrund af analyserne, at der, hvis der skal udarbejdes en ny lokalplan, arbejdes med fortætning ved en anden disponering af arealerne i gården med særligt fokus på, at skabe grønne, attraktive friarealer af høj kvalitet.
Nedlæggelse af § 14-forbud
I henhold til planlovens § 14 kan kommunen nedlægge forbud mod, at der etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan, uanset at forholdet måtte være i overensstemmelse med en gældende lokalplan. Forud for, at der kan nedlægges et forbud, skal bygherre partshøres herom, så bygherre har mulighed for at komme med bemærkninger til sagen. Hvis udvalget beslutter at nedlægge et § 14-forbud, vil forvaltningen straks herefter påbegynde varslingsproceduren. Herefter skal sagen forelægges for udvalget igen til endelig beslutning om at nedlægge forbuddet.
Hvis der nedlægges et § 14-forbud, indebærer det, at byggesagen afvises, og at forvaltningen skal udarbejde et nyt plangrundlag. Såfremt der ikke nedlægges et § 14-forbud vil kommunen være forpligtet til at fortsætte behandlingen af byggeprojektet.
Det er forvaltningens vurdering, at der i den konkrete sag kan nedlægges § 14-forbud mod det ansøgte byggeri med henblik på at revurdere det gældende plangrundlag, da der ikke er udstedt byggetilladelse eller meddelt bindende forhåndstilsagn til bebyggelsen. Det bemærkes dog, at bygherre på baggrund af byggesagens forløb kan have en forventning om at kunne bygge i henhold til lokalplanen. Bygherre vil kunne prøve lovligheden af § 14-forbuddet ved at indbringe spørgsmålet for Natur- og Miljøklagenævnet.
Spørgsmål om eventuel erstatning kan ikke afgøres af Natur- og Miljøklagenævnet, men skal rejses som en selvstændig sag ved domstolene. Det er forvaltningens vurdering, at Københavns Kommune ikke pådrager sig et erstatningsansvar ved nedlæggelse af forbuddet. Der ses ikke at være sammenlignelige fortilfælde i domspraksis.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Hvis udvalget beslutter, at der skal varsles et § 14-forbud over for bygherre vil forvaltningen påbegynde denne procedure med henblik på efterfølgende at forelægge en sag for Teknik- og Miljøudvalget vedrørende nedlæggelse af § 14-forbud. Efter nedlæggelsen af et § 14-forbud vil lokalplanforslag blive udarbejdet og forelagt udvalget.
/ Torben Gleesborg
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. februar 2015
Indstillingen blev godkendt med seks stemmer mod to. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: A, F og Ø.
Imod stemte: C og I.
B undlod at stemme.