4. reperiodisering 2014, Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme 2014-2018
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til disponeringen af udvalgets anlægsramme i årene 2014 til 2018, som den ser ud efter 4. reperiodisering.
Indstilling og beslutning
- at det forventede forbrug på anlægsprojekterne i 2014 medfører, at bevillingen Byfornyelse anlæg nedskrives med 38,9 mio. kr., bevillingen Ordinær anlæg opskrives med 196,5 mio. kr., bevillingen Takstfinansieret anlæg nedskrives med 8,7 mio. kr. og bevillingen Klima anlæg nedskrives med 0,2 mio. kr. og periodiseres fra 2014 og ud i overslagsårene, som vist i bilag 1.
- at periodiseringen af Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme i 2014 til 2018 foretages som beskrevet i bilag 2.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 26. november 2008, at forvaltningens anlægsportefølje med forventet forbrug skal fremlægges for udvalget kvartalsvist.
Indstillingen er af teknisk karakter og indebærer at bevillingerne periodiseres i overensstemmelse med projekternes forløb således, at budgetterne er til rådighed i de år, hvor de skal bruges. Dette gøres af hensyn til kommunens likviditet og i henhold til bevillingsreglerne. Samtidig sikrer periodiseringen, at bevillingen bliver fremskrevet indtil det år, hvor den skal bruges, hvorved risikoen for merforbrug som følge af prisudviklingen på bygge- og anlægsområdet minimeres.
Løsning
Reperiodiseringen af budgetterne mellem årene forårsages af teknisk periodisering for at tilpasse anlægsrammen til kommunens anlægsmåltal, justering af projektprognoser samt aktivitetsforskydninger i forskellige projekter.
Konkret betyder det, at der med 4. reperiodisering foretages følgende ændringer:
- Byfornyelse anlæg nedskrives med netto 38,9 mio. kr. pga. aktivitets- og udbetalingsforskydninger på projekter, hvor forvaltningen ikke selv er bygherre på byfornyelsesprojekterne Af eksempler på projekter kan bl.a. nævnes Hedebygade-karreen og Fakse Tværgade 2 - 6.
- Bevillingen Ordinær anlæg opskrives med netto 196,5 mio. kr. Dette skyldes primært Nordhavnsvejen, som bliver opskrevet med 193,1 mio. kr., da projektet ved tidligere reperiodiseringer i 2014 har været teknisk nedskrevet for at tilpasse anlægsrammen til kommunens samlede anlægsmåltal.
- Bevillingen Takstfinansieret anlæg nedskrives med netto 8,7 mio. kr. pga. projekterne Genbrugsstation, Sydhavn og Genbrugsstation, Bispeengen/Fuglebakken station. For begge projekter forventes ibrugtagning senere end først planlagt.
- Bevillingen Klima anlæg nedskrives med netto 0,2 mio. kr. pga. mindre justeringer på et anlægsprojekt. Det konkrete anlægsprojekt som bliver nedskrevet er Cykkelpakke V - Cykelrute Amagerbanen sammentænkning med klimatilpasning.
Som resultat af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om kvartalsvis fremlæggelse af anlægsporteføljen gives der i bilag 1 og bilag 2 en samlet redegørelse for forvaltningens anlægsområde fra 2014-2018.
Bilag 1 er en komplet oversigt over anlægsprojekterne i 2014 på Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Byfornyelse anlæg, Ordinær anlæg, Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg med forventet forbrug for 2014 på projektniveau.
Det korrigerede budget for 2014 udgør i alt 1.482,4 mio. kr. brutto for den samlede anlægsramme. Til sammenligning var forbruget i 2013 på 1.282 mio. kr.
Særlige projekter i fokus
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser med denne indstilling om status på ni projekter, som er i fokus blandt andet som følge af særlige (økonomiske) risici i projekterne. Projekterne nedenfor er udvalgt på baggrund af, hvor stort politisk fokus der er på projektet, samt projektets økonomiske størrelse. Status på de ni projekter i fokus findes i bilag 3.
- Nordhavnsvej
- Bro over Inderhavnen
- Israels Plads
- Superkilen
- Klimatilpasningsmidler
- Udskiftning af gadebelysning
- Renovering af trafiklyssignaler og ITS – Trafikledelse og grøn mobilitet
- Cykelpakker
- Ny Nørreport
I bilag 4 findes desuden status på forvaltningens igangværende anlægsprojekter mht. ibrugtagning og økonomi. Det fremgår af bilaget, at Teknik- og Miljøforvaltningen i 14 % af de aktive, ikke-ibrugtagne anlægsprojekter forventer, at det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt bliver overskredet med mere end 6 måneder.
Ud af forvaltningens 358 aktive, ikke-ibrugtagne projekter er der 51 røde projekter (dvs. at ibrugtagningstidspunktet er overskredet med mere end 6 måneder), hvoraf 41 % skyldes eksterne faktorer, såsom at forvaltningen ikke selv er bygherre på projektet, at eksterne sagsbehandlingstider har trukket ud eller tvister med entreprenører. Med andre ord forhold som forvaltningen ikke selv kan styre. De resterende projekter er forsinket blandt andet på grund af politisk godkendte ændringer i projekterne, koordinering med andre projekter samt interne forhold i forvaltningen.
Som Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om den 6. oktober 2014, har forvaltningen i samarbejde med Ernst & Young igangsat en minutiøs gennemgang af samtlige fysiske anlægsprojekter. Formålet er at styrke økonomistyringen og få fuld indsigt i, om flere af de igangværende fysiske projekter er udfordret af merforbrug. Forvaltningen forventer at kunne præsentere Teknik- og Miljøudvalget for resultaterne fra denne gennemgang på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 26. januar 2015.
Økonomi
Reperiodiseringen sker i overensstemmelse med det forventede forbrug på projekterne og tager ikke højde for et forvaltningsspecifikt anlægsmåltal jf. Økonomiudvalgets beslutning fra 28. januar 2014, men for Københavns kommunes samlede anlægsmåltal.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningens reperiodiserede anlægsoversigt indgår i Københavns Kommunes samlede anlægsoversigt, dvs. alle forvaltningers anlægsprojekter, som behandles af Økonomiudvalget den 9. december 2014 og af Borgerrepræsentationen den 11. december 2014, jf. cirkulæret for budgetopfølgning 2014.
Pernille Andersen
/ Signe SkovgaardBeslutning
Indstillingen blev godkendt.