Mødedato: 01.11.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispositionsforslag for skybrudssikring i Kagsmosen, Brønshøj-Husum

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til dispositionsforslag for skybrudssikring i Kagsmosen med henblik på at etablere et oversvømmelsesområde, der kan rumme ekstreme skybrudshændelser, hvorefter forvaltningen igangsætter den videre projektering og miljøvurdering (VVM).

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at dispositionsforslag for skybrudssikringen i Kagsmosen danner grundlag for den videre projektering og miljøvurdering (VVM), jf. bilag 4.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 13. december 2018 at igangsætte skybrudssikring i Kagsmosen, som er et blandt flere projekter i den fælleskommunale ”Kapacitetsplan 2018” (TMU 29. april 2019), hvor de ti kommuner (Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre) og deres forsyninger i Harrestrup Ås opland sammen har forpligtet sig til at sikre åen og arealerne omkring, så de kan bruges til at opmagasinere skybrudsvand. Konkret betyder dette, at der med skybrudssikringen i Kagsmosen skal etableres et oversvømmelsesområde, der kan rumme ekstreme skybrudshændelser. Projektets tiltag for at minimere påvirkningen af et fredet naturområde, samt gevinsten ved at sikre mod oversvømmelser af infrastruktur og beboelse, indgår i dispositionsforslagets løsning.

Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til dispositionsforslaget for skybrudssikring i Kagsmosen samt igangsætte en miljøvurdering (VVM).

Løsning

Dispositionsforslag

Projektområdet omfatter Kagsmosen i Københavns og Rødovre Kommune samt Kagssøen i Herlev Kommune, jf. bilag 3. Kagsåen løber desuden gennem projektområdet. Med fremtidens ekstreme regnhændelser vil Kagsåen ikke kunne rumme det vand, der løber til åen fra overfladen og fra overløb. Derfor er Kagsmosen og Kagssøen i Kapacitetsplan 2018 udpeget som et oversvømmelsesareal, som skal sikre projektområdets op- og nedstrøms arealer imod oversvømmelser fra Kagsåen.

Skybrudssikring

Projektområdet indrettes som et oversvømmelsesareal ved at terrænregulere i områdets kant, så der opnås en digefunktion. Oversvømmelsesarealet kommer i funktion ved de ekstreme regnhændelser, hvor regnvand overfladisk og fra en række overløb ledes til Kagsåen. I takt med at Kagsåen når sin maxkapacitet, vil Kagsåen løbe over sine bredder og ind i Kagsmosen Med skybrudsikringen i Kagsmosen sikres det, at oversvømmelserne sker indenfor projektområdet i stedet for at skade infrastruktur, beboelse o.lign. i Harrestrup Å-systemet., jf. bilag 4.

Miljø- og myndighedsforhold

Kagsmosen i Rødovre og Københavns Kommune er fredet. Fredningen har udover at beskytte Vestvolden som historisk monument og sikre offentlighedens adgang også til formål at bevare områdets eksisterende naturværdier. Det fredede område er allerede i dag belastet, da Kagsåen hyppigt går over sine bredder og løber ind i Kagsmosen. Dette har medført, at naturtilstanden i mosen i dag er relativ lav. Der er ved sidste gennemgang af mosen (sommeren 2021) ikke registreret beskyttede padder.

I forbindelse med skybrudssikringen i Kagsmosen har forvaltningen foretaget en sensitivitetsanalyse, der undersøger situationen i projektområdet i dag og konsekvenserne ved at benytte Kagsmosen, som oversvømmelsesareal under skybrud. Analysen omhandler også to af Kapacitetsplanens andre projekter, som er en vandløbsudvidelse af Kagsåen opstrøms projektområdet, og et projekt, der nedbringer overløbene fra Kagsåen til det fredede område. Analysen viser, at Kagsåen allerede i dag hyppigt belaster det fredede område i Kagsmosen. Som følge af skybrudssikringen i Kagsmosen, Kapacitetsplanens andre projekter og kommunernes spildevandsplanlægning reduceres belastningen over tid, efterhånden som projekterne i kapacitetssamarbejdet gennemføres.

Forvaltningen er ifølge miljøvurderingsloven forpligtet til at vurdere projektets påvirkning af miljøet herunder påvirkningen af fredede områder, den rekreative brug og anlægsarbejdets udførsel. Ifølge lovgivningen er projektet underlagt kravet om en screening, der afgør behovet for en egentlig miljøvurdering (VVM). Forvaltningen har dog i samråd med VVM-myndigheden i de tre kommuner Herlev, Rødovre og København besluttet at igangsætte miljøvurderingen med udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport. Endelig har forvaltningen efter dialog med VVM-myndighederne i de tre kommuner anmodet Miljøstyrelsen, som ellers skulle stå for myndighedsbehandlingen, om at overdrage myndighedsrollen til Københavns Kommune, da størstedelen af projektområdet er placeret i Københavns Kommune. Ved at hjemtage myndighedsrollen til Københavns Kommune opnås der en tidsmæssig gevinst, da Miljøstyrelsen for lignende sager melder om sagsbehandlingstider på flere år mod en samlet behandlingstid på et år ved at lade kommunen varetage myndighedsrollen. Miljøvurderingen giver samtidig et solidt grundlag for at ansøge om dispensation fra fredningen, som er nødvendig for at gennemføre projektet.

Som en del af miljøvurderingen vil der være to offentlige høringsperioder, hvor Brønshøj-Husum Lokaludvalg, interesseorganisationer samt offentligheden inviteres til borgermøder omkring projektet. Som en del af projektets omverdensinddragelse er der også nedsat en følgegruppe, som består af Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Slots- og Kulturstyrelsen, Ældrerådet, Friluftsrådet og Lokaludvalget. Følgegruppen har særligt haft fokus på projektets indvirkning på naturen og Vestvolden som fortidsminde. Deres input planlægges medtaget som emner i miljøvurderingen, samtidig med at dialogen fortsættes med følgegruppen frem mod projektforslaget.  

Landskab og træer

Kagsmosen er i dag kendetegnet ved en tæt bevoksning bestående af tætte krat af tjørn, pil og elletræer, som vokser i moseområdet samt store træer som eg og birk, der vokser på områdets mere tørre dele. Områdets træer er kortlagt de steder, hvor der i dispositionsforslaget påtænkes ændringer.

For at realisere løsningen beskrevet i dispositionsforslaget er det nødvendigt at fælde træer. I dispositionsforslaget estimeres der med, at max. 30 træer fældes ud af områdets mange eksisterende træer. Der vil i forbindelse med projektforslaget blive udarbejdet et detaljeret træregnskab, der redegør for hvert træ, som foreslås fældet. For hvert træ foretages en vurdering af, om det er muligt at bevare træet eller dets biologiske værdi enten som stående døde stammer eller som liggende stammer til gavn for insekter og svampe.

Med terrænbearbejdningen indføres med projektet et nyt landskabeligt element i Kagsmosen, som udføres, så det indpasser sig projektområdets eksisterende terræn. Terrænbearbejdningen opbygges hovedsageligt som jorddiger, men på udvalgte strækninger også som stendiger, der kendes fra det danske landskab og som samtidig tilfører området nye levesteder for insekter og dyr.  

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Borgerrepræsentationen har i forbindelse med Klimatilpasningsredegørelsen 2018 taget stilling til finansieringen, herunder fordelingen af udgifter fra de deltagende kommuners forsyningsselskaber vedrørende skybrudssikringen i Kagsmosen. De i alt 25,0 mio. kr. til skybrudsprojektet i Kagsmosen blev frigivet ved samme indstilling, som behandlingen af Klimatilpasningsredegørelsen (BR 13. december 2018).

Videre proces

Miljøvurdering og miljøkonsekvensrapport

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt dispositionsforslaget, vil forvaltningen igangsætte den første offentlige høring i forbindelse med miljøvurderingen (VVM), som skal afgrænse, hvilke emner miljøkonsekvensrapporten skal undersøge. Denne proces forventes afsluttet ultimo 2021.

Teknik- og Miljøudvalget skal derefter godkende miljøkonsekvensrapporten i første halvdel af 2022, inden rapporten sendes i den anden offentlige høring medio 2022. Efter denne høring skal Teknik- og Miljøudvalget træffe afgørelse og endelig vedtage miljøkonsekvensrapporten ultimo 2022.

Projektering

Sideløbende med VVM-processen vil forvaltningen fortsætte projekteringen, så Teknik- og Miljøudvalget samtidig tager stilling til projektforslaget samtidig med fremlæggelsen af miljøvurderingen, forventeligt ultimo 2022.

Anlægsarbejdet forventes udført i 2023 med forventet ibrugtagning ultimo 2023.

 

Søren Wille

                                                                 /Henriette Hall-Andersen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 1. november 2021

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne er enige i hensigten om at mindske og helt fjerne udløb af spildevand til søer og havn. Det kræver dog en separat kloakering af hele byen og er derfor ikke en realistisk løsning på kort sigt.”

Til top