Endelig vedtagelse af lokalplan Molestien og kommuneplantillæg med miljørapport og udbygningsaftale, Vesterbro/Kgs. Enghave
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Molestien med tilhørende kommuneplantillæg, miljørapport og udbygningsaftale. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Molestien og miljørapport. Økonomiudvalget skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg til Kommuneplan 2019, miljørapport og udbygningsaftale. Planforslagene muliggør opførelse af boliger, serviceerhverv, plejecenter og daginstitution ved Sjællandsbroen/Bådehavnsgade.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende lokalplan Molestien (bilag 2) med miljørapport (bilag 4).
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, - at godkende tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2) med miljørapport (bilag 4).
- at godkende udbygningsaftale (bilag 9) med grundejeren.
Problemstilling
Grundejer ønsker at opføre ungdoms- og familieboliger, serviceerhverv og parkeringshus i området mellem Sjællandsbroen, Bådehavnsgade og Øresundsbanen. Det indgår desuden i Kommuneplan 2019’s opgørelse over arealbehov for området, at der skal etableres en daginstitution og et plejecenter. Projektet forudsætter ny lokalplan og kommuneplantillæg, da det gældende plangrundlag ikke muliggør boliger. Lokalplanforslaget blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 20. maj 2021 og har været i høring fra den 27. maj 2021 til den 27. august 2021. Forvaltningen har modtaget 15 henvendelser. Høringen har givet anledning til ændringsforslag fra forvaltningen.
Løsning
Lokalplanen muliggør et samlet etageareal på 68.600 m2 inkl. eksisterende erhvervsbebyggelse og et p-hus på op til 8.500 m2, der kan etableres udover den maksimale bebyggelsesprocent, jf. Kommuneplan 2019. Samlet svarer det til en bebyggelsesprocent på ca. 185 ekskl. p-hus. Der stilles krav om 25 % almene boliger, der etableres som et plejecenter, og der er indarbejdet en daginstitution til ti grupper, der forventes ibrugtaget i 2026.
Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
Høringen har givet anledning til, at Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår en række ændringer af lokalplanforslagets bestemmelser. På baggrund af høringssvar fra bygherre foreslås det, at der justeres på krav til højde på gulvkoter og hævede terrasser i kantzoner samt på bredder for beplantningszoner for at tilgodese terrænforhold. I lokalplanforslaget er der ikke overensstemmelse mellem krav til højde på gulvkote og krav til højde på hævet terrasse – dette sikres med den foreslåede justering. Krav til antal træer langs Bådehavnsgade foreslås reduceret fra seks til fem, da brandredning vanskeliggøres, hvis der plantes seks træer. De præcise forslag til ændringer fremgår af bilag 8 og 12. Herudover foreslås det, at det tilføjes i redegørelsen, at der på ejendommen er tinglyst en servitut om, at bebyggelse over 25 m kræver godkendelse af luftfartsmyndighederne. Servitutten er tinglyst i 1947, og der er bygninger i området over 25 m., hvorfor der ikke forventes at være en udfordring. Bygherre har i planprocessen søgt at opnå en forhåndsgodkendelse fra luftfartsmyndighederne, men det er endnu ikke lykkedes. Derfor foreslås afsnittet indarbejdet i redegørelsen, så godkendelsen skal opnås inden byggetilladelse kan meddeles.
Høring
Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
De 15 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 7. I bilag 8 er de refereret med forvaltningernes bemærkninger. Der blev afholdt borgermøde den 17. august 2021, hvor ca. seks borgere (inkl. lokaludvalg) deltog. Referat af mødet er vedlagt (bilag 11). Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.
Kgs. Enghave Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 8, henvendelse nr. 13):
1. Generelt positiv over projektet, og at lokaludvalgets synspunkter til startredegørelsen er indarbejdet, herunder reduktion af højder mod Fiskerhavnen. Positivt, at projektet indeholder boliger til alle aldersgrupper, at byggeriet påtænkes DGNB-certificeret, at der planlægges for taghaver samt at vej under Bådehavnsgade fastholdes som stiforbindelse, som forhåbentlig kan forlænges langs banen.
2. En fremtidig planlægning for den vestlige side af Bådehavnsgade bør være for lavere byggerier og tage hensyn til de nærliggende haveforeninger og Sydhavnstippen.
3. Boligområdet bør skærmes mod støj fra slæbested ved Fiskerhavnen, så arbejde her ikke forhindres af boligernes nærvær.
4. Stor bekymring for udbygningsaftalens punkt om anlæg af cykelbane for venstresvingende cyklister til venstre for bilernes højresvingsbaner. Håb om samlet planlægning af trafikafviklingen på Sydhavnsgade/Sjællandsbroen, da byudvikling i området vil medføre øget trafik og udfordringer her.
Forvaltningernes bemærkninger
1 og 2. Når planlægning for den vestlige side af Bådehavnsgade igangsættes, vil forvaltningerne undersøge, om stiforbindelsen kan fortsættes langs banen, og der vil blive taget udgangspunkt i områdets egenart, herunder mødet med haveforeningerne og Sydhavnstippen.
3. Slæbestedet ligger bag jernbanen og støjskærm, hvorfor støj herfra ikke forventes at genere de nye beboere. Bygherre vil igangsætte dialog med eksisterende beboere og brugere af Fiskerhavnen.
4. Forvaltningerne bemærker, at flere løsningsmuligheder har været undersøgt, men den foreslåede cykelbane for venstresvingende cyklister i udbygningsaftalen vurderes at være den mest trafiksikre løsning. Løsningen er valgt, fordi den både forbedrer cyklisternes fremkommelighed, men også giver mere plads til, at de højresvingende biler kan passere uden at være i konflikt med de ligeudkørende cyklister. Krydset vil med udformningen bedre kunne afvikle trafikken for begge trafikantgrupper og reducere risikoen for højresvingsulykker, der er den mest fremherskende ulykkestype i København. Med lokalplanen reserveres areal til evt. senere etablering af stiforbindelse over Sjællandsbroen, som kan muliggøre, at cyklister og fodgængere kan krydse vejen ude af niveau med bilerne. Kort over løsningen ses på side 11 i udbygningsaftalen (bilag 9).
Henvendelse fra Københavns Museum (bilag 8, henvendelse nr. 6):
Museet finder ikke, at det foreslåede byggeri spiller sammen med kystlandskabet, herunder de kulturhistoriske og naturmæssige interesser i området omkring Fiskerhavnen.
Forvaltningernes bemærkninger:
Mellem lokalplanområdet og Fiskerhavnen ligger Øresundsbanen, og den planlagte bebyggelse følger banens bueslag. Bebyggelsen er højere end det eksisterende byggeri ved Fiskerhavnen og har et større volumen, men vil med sin udformning spille sammen med landskabets udformning. Planlægningen er et led i den udvikling med bymæssig karakter, som er på vej i området.
Hovedsynspunkter og ønsker til ændringer fra bygherre (bilag 8, henvendelse nr. 14):
Bygherre har igangsat projektering af projektet og har i den forbindelse opdaget en række forhold i lokalplanen, der er vanskelige at overholde. Der fremsættes derfor en række konkrete ønsker til justeringer af højde på gulvkoter, højde på hævede terrasser, bredde på kantzoner og beplantningsbånd samt, at krav til antal træer langs Bådehavnsgade reduceres fra seks til fem.
Forvaltningernes bemærkninger:
På baggrund af bygherres yderligere detaljering af projektet under høringsperioden, foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at en række af bygherres foreslåede justeringer af lokalplanen imødekommes. Enkelte justeringer vil kunne håndteres i byggesagen.
Hovedsynspunkter i øvrige henvendelser (bilag 8):
1. Kommunale funktioner og almene boliger: En borger mener, at der bør indarbejdes fritidsaktiviteter til børn og unge. En række grundejere vest for Bådehavnsgade mener ikke, at der bør stilles krav om almene boliger, da der allerede er en høj andel i området.
2. Ledninger og adgangsforhold: HOFOR og Energinet gør opmærksom på ledninger. Sund & Bælt bemærker, at de fortsat skal have adgangsmulighed til banen. En række grundejere vest for Bådehavnsgade bemærker, at planens foreslåede vejstruktur vil forringe adgangsforhold til Bådehavnsgade 20 og 22.
3. Støj: Sund & Bælt mener ikke, at analysen af banestøj tager højde for den fremtidige forøgelse af banetrafik.
4. Omfang af bebyggelse: En borger mener, at bebyggelsesgrad- og højde er for høj.
Forvaltningernes bemærkninger:
1. Der arbejdes fortrinsvis for en placering af fritidsaktiviteter til børn og unge i tilknytning til en skole, der i henhold til kommuneplan 2019 skal placeres vest for Bådehavnsgade. De almene boliger i lokalplanområdet etableres som et alment plejecenter, og kravet stilles, da det vurderes, at lokalplanen kan understøtte den blandede by ved at tilføre området andre almene boligtyper end de eksisterende almene boligtyper. Der henvises desuden til bilag 10.
2. Bebyggelsesplanen tager højde for ledninger, og ledningsejere kontaktes inden anlæg. Bygherre er i dialog med Sund & Bælt, og kørselsret og parkering vil blive sikret i både anlægsfasen og efterfølgende. Når planlægning for den vestlige side af Bådehavnsgade igangsættes, vil ejendomme, der i dag har vejadgang via Molestien, skulle betjenes direkte fra Bådehavnsgade. Det er i lokalplanen sikret, at der er mulighed for, at ejendommene kan have vejadgang via Molestien, indtil byudvikling for den vestlige side af Bådehavnsgade er gennemført.
3. I beregningen af støj fra banen er medtaget trafiktal fra Trafik- og Byggestyrelsen for 2030.
4. Planforslaget muliggør højere bebyggelsestætheder i et stationsnært område for at understøtte brugen af kollektiv infrastruktur og for at skabe en bymæssig karakter. Lokalplanområdet ligger kun ca. 200 m fra den planlagte metrostation Sluseholmen.
Økonomi
På grundejers anmodning er udarbejdet en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b. Det fremgår af aftalen, at grundejer afholder udgifter til flytning af cykelbane i vejkrydset ved Sjællandsbroen-Bådehavnsgade, signalreguleret kryds ved Molestien-Bådehavnsgade samt cykelsti og beplantningsbælte, som kan inddrages i evt. kommende dobbeltrettet cykelsti, langs Bådehavnsgade. Herudover forpligter grundejer sig til at bidrage til at medfinansiere en kommende stiforbindelse over Sjællandsbroen med et fast beløb. Anlæg af forbindelsen vil kræve yderligere privat og/eller kommunal finansiering. I forhold til udkastet til udbygningsaftale er antallet af nye træer langs Bådehavnsgade reduceret fra seks til fem. Signalanlægget overdrages vederlagsfrit til kommunen, når det er færdiganlagt og godkendt af kommunen. De øvrige anlæg overdrages ikke til kommunen. Hvis udbygningsaftalen vedtages, afsættes der 35.000 kr. i afledt drift til projektet. Beløbet indarbejdes i en kommende budgetindstilling i en pulje under Økonomiudvalget. Midlerne udmøntes, når Teknik- og Miljøforvaltningen overtager driften, efter signalanlægget er gennemført og ibrugtaget.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget planforslagene, bekendtgør forvaltningerne disse i henhold til reglerne i planloven.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 1. november 2021
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
“at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egne grund uden at belaste de offentlige vejarealer.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):
“At der ikke stilles krav om opførelse af almene boliger.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O, V, Ø og Å.
Imod stemte: C.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
“Området mellem Sydhavnsgade og jernbanen til lufthavnen og Sverige er meget støjplaget, og derfor vil vi ikke være med til at placere boliger på arealet”.
Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne mener, at placeringen er uegnet til plejehjem på grund af støj, hvorfor partierne stemmer imod kravet om almene boliger”.