Medlemsforslag om udfasning af brændeovne som primær opvarmningskilde
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge, om det er muligt at pålægge boligejere at tilslutte sig enten fjernvarme eller elvarme, hvis deres ejendom udelukkende har brændeovn som opvarmningskilde eller primært har brændeovn som opvarmningskilde. Undersøgelsen fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget med indstilling om handlemuligheder senest i april 2021.
(af Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Luftforurening er et stort problem i København og har stor betydning for københavnernes sundhed. 460 københavnere dør hvert år for tidligt og partikler og andre skadelige stoffer i luften koster samtidig flere hundredetusinde sygedage i hovedstaden.
En del af partikelforureningen kommer fra gamle brændeovne.
Brændeovne er en af de største lokale kilder til luftforurening i København og den største udleder af partikler.
København har et udbygget fjernvarmenet med forholdsvis ren energi til opvarmning, og alternativt er der mulighed for at bruge grøn el til opvarmning.
Forslagsstillerne ønsker derfor at få undersøgt, om de ejendomme i København, der har brændeovne som primær varmekilde, kan pålægges at bruge grøn centralvarme, fx fjernvarme eller elvarme.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 1. marts 2021
Medlemsforslaget blev godkendt uden afstemning.