Medlemsforslag om forsøg med at give skoler råderet over offentlige arealer til leg og ophold i skoletiden (udsat sag)
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om mulighederne for, på baggrund af ansøgninger fra folkeskoler, at gennemføre forsøg, hvor folkeskoler med små udearealer får mulighed for at inddrage omkringliggende offentlige vejarealer til leg og ophold i skoletiden. Forslaget skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget senest i april måned.
(Stillet af Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti)
Motivering
Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har i forbindelse med coronapandemien opbygget gode erfaringer med at finde alternative løsninger på skolernes behov for mere udendørs plads. Dette samarbejde er der god grund til at bygge videre på og styrke.
Mange københavnske skoler har udfordringer med alt for lidt udendørs plads til børnenes udfoldelser. Det er problematisk, for der er brug for god udendørs plads for at sikre leg og frisk luft til børnene i frikvartererne, ligesom det også understøtter målsætningerne om bevægelse i skoletiden.
Folkeskolen skal være et attraktivt valg for børn og forældre i København, og det er ærgerligt, hvis dårlige fysiske rammer skal tale imod at vælge den lokale folkeskole. Mange af skolerne er omgivet af den eksisterende by, og det er derfor ikke muligt at udvide skolernes områder. Derfor er vi nødt til at tænke i nye baner, og her vil det være en stor hjælp for mange skoler at kunne anvende omkringliggende offentlige arealer i skoletiden.
Teknik- og Miljøforvaltningen er myndighed for ansøgninger om at udnytte offentlige arealer til rekreative formål. Skolerne har mulighed for at sende en konkret ansøgning om brug af bestemte, omkringliggende offentlige arealer, men kendskabet til dette er ikke særligt udbredt.
Et af de områder i byen, hvor udfordringen er meget markant, er på Østerbro. Østerbro Lokaludvalg har på den baggrund kontaktet såvel Børne- og Ungdomsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget og bedt om at gennemføre forsøg, hvor skolerne i skoletiden kan inddrage nogle af de omkringliggende offentlige vejarealer til leg og ophold. Randersgades Skole og Langelinieskolen er nogle af de oplagte skoler på Østerbro i denne forbindelse. Det foreslås på den baggrund, at skoler på Østerbro indgår i pilotforsøget sammen med skoler fra andre bydele, som er berørt af problematikken.
Forslagsstillerne ønsker derfor at pålægge Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde forslag til et pilotforsøg, hvor forvaltningen orienterer og rådgiver skoler om at ansøge om at anvende omkringliggende offentlige arealer og efterfølgende evaluerer skolernes brug af byrummet. Børne- og Ungdomsforvaltningen og de relevante Lokaludvalg skal inddrages i processen.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 1. februar 2021
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til nyt at-punkt:
”at forvaltningen skal undersøge de sikkerhedsmæssige samt de trafikale konsekvenser ifm. dette medlemsforslag.”.
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C og V.
Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne vil gerne være med til at stille offentlige parker og pladser til rådighed, hvis skolerne har et behov, men ikke vejareal, idet vi har behov for vejarealerne til at sikre fremkommelighed i en by med flere og flere indbyggere.”