Projektforslag for Basargrunden, Nørrebro (udsat sag)
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til projektforslag for Basargrunden ved Nørrebro Station.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget i bilag 4 danner grundlag for færdigprojektering og anlæg på Basargrunden.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 14. maj 2020 at igangsætte udvikling af Basargrunden med henblik på at gøre pladsen mere attraktiv og grøn. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 27. april 2020, at de ønsker at godkende projektforslaget. Under overskriften Fra transitrum til bytorv igangsatte Teknik- og Miljøforvaltningen i maj 2020 udviklingen af Basargrunden med inddragelse af lokaludvalget og repræsentanter fra lokalmiljøet, jf. høringsafsnittet.
Den samlede anlægsbevilling er stjernemarkeret og frigivet ved tidligere budgetvedtagelser, jf. økonomiafsnittet.
Løsning
Med projektforslaget ændres Basargrunden til en mere rolig og sammenhængende brostensbelagt plads omkranset af store bede med træer, buske og blomsterbunddække. Genbrug af materialer er en del af designet, hvor blandt andet granit til siddekanter og belægninger giver pladsen et robust design af høj kvalitet. Tilgængeligheden forbedres for fodgængere og cyklister, jf. bilag 4.
Der blev i Budget 20 (BR 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) afsat finansiering til et nyt offentligt toilet ved Nørrebro Station. Der er i forslaget anvist en placering heraf tæt på højbanen og tæt på bussernes stoppested.
Konsekvenser for træer og parkering
Med projektforslaget bevares de to eksisterende egetræer fra 1989 midt på pladsen og der plantes mere end 40 nye træer som opstammede træer af varieret art som rødeg, tretorn og sølvløn og flerstammede træer som skovfyr, paradisæble og stilkeg, jf. bilag 4.
Projektforslaget har ikke konsekvenser for bilparkering og det eksisterende antal cykelparkeringspladser fastholdes, men omplaceres, så tilgængeligheden forbedres.
Høring
Projektforslaget er udviklet i dialog med en lokal følgegruppe bestående af repræsentanter fra Nørrebro Lokaludvalg, naboejendomme, foreninger og Føtex. Der blev fra 24. august til 8. september 2020 afholdt en digital afstemning via Facebook og Borgerpanelerne på hhv. Nørrebro og Bispebjerg. Mere end 3.700 personer deltog i afstemningen og 66 % pegede på et forslag med en rolig, grøn plads med mange træer fremfor en mere urban plads med markedsplads, scene og færre træer.
Der er afholdt tre møder med den lokale følgegruppe. På møderne er lokalområdets forventninger til tryghed, grønt, robusthed, cykelparkering og design blevet afstemt med de økonomiske rammer for projektet.
Høringssvar fra Lokaludvalg: Projektforslaget blev sendt i høring hos Nørrebro Lokaludvalg fra den 6. november til 27. november 2020. Der er indkommet svar fra lokaludvalget om, at det er et flot forslag og de er tilfredse med den grundige proces, hvor lokalområdets input er diskuteret og indarbejdet, jf. bilag 5. De peger på nogle justeringsmuligheder i forhold til cyklisters mulige adfærd på pladsen.
Forvaltningens bemærkninger: Forvaltningen vil se på justeringsmuligheder i den videre projektering.
Politiet har forhåndsgodkendt projektforslaget.
I tilknytning til projektet ligger et areal på 300 m2, delvist under højbanen mellem Lygten, Lyngsies Plads og busgadeprojektet på Nørrebrogade, jf. bilag 2, som vil kunne opgraderes med samme belægninger og belysning som resten af Basargrunden for derved at skabe et sammenhængende område omkring Nørrebros Station. Dette vil koste 0,8 mio. kr., hvis det realiseres samtidig med det øvrige projekt, men det ligger uden for projektets økonomi.
Økonomi
Den samlede bevilling til projektering og udførelse af Basargrunden er 7,12 mio. kr. bestående af fire bevillinger. De fire bevillinger er 4,70 mio. kr. fra Budget 2020 (BR 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å), 1,35 mio. kr. fra Overførselssagen 2017-2018 (BR 3. maj 2018) (A, F, O og Ø), en donation på 0,86 mio. kr. fra Danica Ejendomsselskab ApS (BR 14. maj 2020) (A, B, C, F, I, O, Ø og Å) og 0,21 mio. kr., som er en donation fra Sallinge Fondene (BR 10. december 2020). Hele bevillingen er stjernemarkeret og frigivet med tidligere budgetvedtagelser.
Anlægsmåltal
Der udestår prioritering af anlægsmåltal i 2021 på i alt 1,01 mio. kr. til en donation fra Danica Ejendomsselskab ApS (0,86 mio. kr.) og 0,15 mio. kr., der blev afsat til ”Evaluering og oplæg til videre proces”, da Basargrunden var et projekt om et byrum, skal fremrykkes fra 2025. De manglende anlægsmåltal blev ikke tildelt i Budget 2021, hvorfor de grundet beløbets mindre størrelse vil indgå i forvaltningens overbookning for 2021.
Afledt drift
Der er afsat 0,18 mio. kr. til årlig drift fra 2022 og frem. I indstillingen fra foråret 2020 fremgik, at forvaltningen i forbindelse med detailprojekteringen ville finde ud af, om beløbet var dækkende. Med det foreliggende detailprojekt estimerer forvaltningen den årlige drift til 0,34 mio. kr. fra 2022 og frem. Merudgifterne til afledt drift håndteres i Teknik- og Miljøforvaltningens budgetlægning for 2022.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte fysisk anlæg af projektet. Det forventes at indvie Basargrunden i tredje kvartal 2021. Dog plantes træer, buske og stauder i fjerde kvartal i 2021 på grund af plantesæsonen, og endelig ibrugtagning er herefter klar.
Søren Wille
/Lone Byskov
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 1. februar 2021
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.