Mødedato: 01.02.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Dispositionsforslag for omdannelse af fjerde etape af Istedgade, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at dispositionsforslag danner grundlag for projekt for omdannelse af fjerde etape af Istedgade under forudsætning af, at der findes finansiering ved kommende budgetforhandlinger, jf. bilag 4.

Problemstilling

I Budget 2020 (BR 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) blev der afsat og frigivet 1,0 mio. kr. til færdiggørelse af helhedsplan og gennemførelse af borgerinddragelse for fjerde og sidste etape af Istedgade. Borgerinddragelsesprocessen er gennemført i foråret 2020. Teknik- og Miljøudvalget har på baggrund af resultaterne fra borgerinddragelsen udarbejdet dispositionsforslag, som forudsætter finansiering i kommende budgetforhandlinger. Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til dispositionsforslaget.

Løsning

Istedgade er siden 2009 blevet omdannet i tre etaper med det formål at forbedre forhold for cyklister og fodgængere. Fjerde og sidste etape af Istedgade, der udgøres af strækningen fra Flensborggade til Enghavevej, har afventet færdiggørelsen af Cityringen med tilhørende metroforplads på Enghave Plads.

På nuværende tidspunkt er der på Istedgades fjerde og sidste etape udfordringer med høj fart blandt bilister i retning mod Enghavevej, dårlige krydsningsmuligheder, samt utrygge cykelforhold. Etablering af metroen har desuden medført, at der i dag kører langt færre busser på strækningen, hvilket muliggør andre prioriteringer af arealerne.

Dispositionsforslag
Dispositionsforlaget er udarbejdet på baggrund af resultater af en borgerinddragelse og en trafikanalyse af Viatrafik, jf. nedenfor og bilag 5, hvor langt de fleste forslag og ønsker tilgodeses, jf. bilag 4. Forslaget indeholder enkeltrettede cykelstier i begge sider af Istedgade på hele strækningen med en bredde på 2,2 meter. Derudover foreslås det, at der etableres vejbump, en hævet flade og en parkeringslomme. Bumpene placeres mellem Haderslevgade og Enghavevej og vil fungere som en port til Istedgade fra Enghavevej. Der etableres en hævet flade, hvor den eksisterende cykelsti på metroforpladsen krydser Istedgade, så cyklisterne kan krydse gaden mere trygt og sikkert. Både bump og den hævede flade medvirker til, at bilernes hastighed sænkes. Der etableres en parkeringslomme foran Kristkirken til kortere stop til rustvogne for at imødekomme kirkens ønske.

Det eksisterende fodgængerfelt og et busstoppested flyttes. Fodgængerfeltet flyttes fra vest for Flensborggade til øst for Haderslevgade. Skoleeleverne kan dermed krydse gaden mere direkte, og derved mere trygt og sikkert, mellem Tove Ditlevsens Skoles to bygninger på hver side af Istedgade. Fodgængerfeltet vil desuden være bedre placeret i forhold til fodgængeres adgang til metro. Busstoppestedet i østgående retning flyttes tættere på Enghavevej for at skabe bedre oversigtsforhold for krydsende fodgængere og cyklister.

Vesterbro Lokaludvalg og Movia er positive overfor dispositionsforslaget.

Borgerinddragelse
Forud for udformning af dispositionsforslaget har forvaltningen gennemført en borgerinddragelse i foråret 2020 via møder, telefonsamtaler og online spørgeskema. Deltagerne er udvalgt sammen med Vesterbro Lokaludvalg. Borgerinddragelsen har været delt op i to faser: interessentinddragelse samt inddragelse af offentligheden.

Interessentinddragelsen har bestået af dialog med udvalgte interessenter, hvor Vesterbro Lokaludvalg, Tove Ditlevsens Skole, de erhvervsdrivende på Enghave Plads (en uformel organisation der består af en lukket Facebookgruppe) og Kristkirken (sognepræsten) har været involveret. Derudover har forvaltningen været i dialog med Movia og Økonomiforvaltningen om placering af busstoppesteder. Nedenstående skema opsummerer, hvilke ønsker for omdannelsen af den sidste strækning af Istedgade som har været væsentlige for de fem interessentgrupper samt Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger.

Interessent

Synspunkt

Forvaltningens bemærkninger

Vesterbro Lokaludvalg

  • Det er vigtigt at samtænke Enghave Plads og vejarealer
  • Cykelsti på strækningen
  • Tiltag der bidrager til at gøre gaden fredeligere
  • Placering af busstop i østgående retning (mod Hovedbanegården) skal gentænkes, da dets nuværende placering skaber dårlige oversigtsforhold for krydsende cyklister og fodgængere
  • Tydeliggørelse af indkørslen til Istedgade fra Enghavevej (f.eks. markeret med hævet flade eller brosten)
  • Vejarealet er tænkt sammen med Enghave Plads
  • Cykelstier indgår
  • Gaden fredeliggøres via hastighedsnedsættende foranstaltninger
  • Busstopstedet flyttes
  • Tydeliggørelse af indkørslen til Istedgade fra Enghave indgår ikke i dispositionsforslaget, men tages med i projekteringsfasen

Tove Ditlevsens Skole

  • Etablering af sikkert krydsningspunkt (fodgængerfelt) ved Haderslevgade
  • Hastighedsdæmpende tiltag på Istedgade
  • Heller og fodgængerfelt indgår
  • Gaden fredeliggøres via hastighedsnedsættende foranstaltninger

De erhvervsdrivende på Enghave Plads

  • Hastighedsdæmpende tiltag
  • Brede fortove
  • Fodgængerfelt ved Haderslevgade
  • En mere hensigtsmæssig placering af busstoppestedet ift. eksisterende forhold
  • Bedre muligheder for renhold af fortovet
  • Gaden fredeliggøres via hastighedsnedsættende foranstaltninger
  • Heller og fodgængerfelt indgår
  • Busstopstedet flyttes
  • Forslag tages med i projekteringsfasen

 

Kristkirken

  • Hastighedsdæmpende tiltag
  • Brede fortove
  • Tilgodese kirkens behov for et areal beregnet til kortere stop til rustvogne
  • Gaden fredeliggøres via hastighedsnedsættende foranstaltninger
  • Fortovet udvides ved kirken
  • Forslaget indeholder parkeringsplads til rustvogn foran kirken

Movia og Økonomiforvaltningen

  • Hastighedsdæmpende tiltag må ikke blive for stejle ift. materielle skader på busserne.
  • Etablering af metroen ved Enghave Plads har medført lavere frekvens af busser på strækningen
  • Løsningerne vil harmonere med resten af Istedgade og gældende standarder

Inddragelse af offentligheden fandt sted i perioden 25. maj 2020-10. juni 2020 og bestod på grund af Covid-19-situationen af et online spørgeskema om hele den nuværende udformning af Istedgade samt vurdering af fire forslag til omdannelse af strækningen i etape fire. 417 borgere deltog i undersøgelsen, fortrinsvist lokale fra Vesterbro i alderen 25-54 år, som dagligt hovedsageligt bevæger sig til fods eller på cykel i området. Resultaterne af undersøgelsen viste, at borgerne ønskede cykelstier i begge retninger, bedre krydsningsmuligheder samt forbedrede oversigtsforhold, hvilket indgik i det forslag, der fik størst opbakning Disse ønsker indgår i dispositionsforslaget.

Trafikanalyse
Grundet Covid-19-situationen har det ikke været muligt at foretage en repræsentativ tælling eller observation af trafikken på strækningen. Trafikale observationer er derfor baseret på hhv. den offentlige inddragelse og interessentinddragelsen. Der er derudover foretaget en uheldsregistrering på strækningen. Observationer går på høj hastighed blandt bilister og behov for forbedrede forhold for lette trafikanter. Trafikanalysen understreger at fokus bør være på optimering af krydsningsmuligheder, fartnedsættende foranstaltninger og etablering af cykelsti, da den lavere koncentration af butikker, cafeer og lignende taler for, at noget af det brede fortov i stedet anvendes til cykelsti. Herved skabes også en bedre cykelforbindelse til Enghavevej, jf. bilag 5. 

Konsekvenser for bilparkering og træer
Dispositionsforslaget har hverken konsekvenser for bilparkering eller træer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøforvaltningen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2022 med henblik på finansiering af projektering og anlæg af fjerde etape af Istedgade.

Søren Wille

                                                      /Lone Byskov

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 1. februar 2021

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten er glade for, at vi nu er nået til sidste etape af Istedgadeprojektet. Enhedslisten vil fortsat arbejde for endnu større trafiksikkerhed og tryghed for gående og cyklister på Istedgade og håber samtidig, at det er muligt ved kommende budgetforhandlinger at finde midler til at lave en god sammenhængende løsning for den sidste del af Enghave Plads.”

Til top