Præsentation af Center for Mental Sundhed
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager præsentationen af Center for Mental Sundhed til efterretning.
Problemstilling
Jævnfør sundhedsprofilen for Region Hovedstaden 2021 har 22 % af borgerne i Københavns Kommune et lavt selvvurderet mentalt helbred. Andelen med et dårligt psykisk helbred er stigende og højest blandt kvinder i alderen 16-24 år. Udover en stor andel med et højt stressniveau angiver henholdsvis 10 % af befolkningen at være meget generet af angstsymptomer og 10 % som tilsvarende for depressionssymptomer. Hyppigheden er højest blandt de yngre målgrupper.
Dårlig trivsel og psykiske udfordringer har stor betydning for både den enkelte og familien i hverdagen og har store konsekvenser for indlæring, muligheden for at gennemføre en uddannelse, for at få og fastholde et arbejde og leve et aktivt og meningsfuldt ældreliv. Center for Mental Sundhed har til opgave at fremme københavnernes mentale sundhed, trivsel og livskvalitet.
Løsning
Center for Mental Sundhed åbnede 1. januar 2020. Etableringen af centret er et vigtigt skridt i retningen af at indfri et af de bærende principper i Københavns Kommunes Sundhedspolitik ”Nyd livet, københavner 2015-2025” om at ligestille københavnernes fysiske og psykiske sundhed. Handleplanen for Bedre Mental Sundhed 2019-2023 udgør rammen for tilbuddene i centret (Bilag 2).
Center for Mental Sundheds opgavevaretagelse har juridisk ophæng i Sundhedslovens § 119 stk. 2, hvorefter ”Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne”.
Det fremgår af loven og af gældende vejledning, at kommunens opgaver på det forebyggende og sundhedsfremmende område omfatter indsatser og tilbud rettet mod at forebygge sygdom og ulykker hos ellers raske borgere (borgerrettet forebyggelse) eksempelvis forebygge,
at borgere med stress eller lette symptomer på angst eller depression udvikler en psykisk lidelse.
Derudover har kommunen til opgave at forebygge, at en sygdom udvikler sig yderligere og begrænse eller udskyde sygdommens eventuelle komplikationer (patientrettet forebyggelse) eksempelvis forebygge, at borgere, der har en historik med gentagne depressioner, udvikler endnu en depression.
Al forebyggelse, der ikke foregår i forbindelse med patientbehandling i sygehusvæsenet og i almen praksis, varetages af kommunerne. Regionens opgavevaretagelse omfatter behandling af psykiatriske diagnoser såsom angst (svære tilfælde), depression (svære tilfælde), skizofreni,
personlighedsforstyrrelser, OCD, ADHD, anoreksi, bipolar lidelse, borderline mv.
Center for Mental Sundhed udvikler og driver flere af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forebyggende indsatser til fremme af københavnernes mentale sundhed og trivsel. Unge, voksne og ældre københavnerne kan få hjælp til at håndtere og afhjælpe symptomer på stress,
angst, depression og anden psykisk mistrivsel. Centret foretager systematiske effektmålinger af tilbuddene. Tilbuddene og deres effekter er beskrevet yderligere i bilag 1.
Center for Mental Sundhed modtager et vedvarende stort antal henvisninger til centrets forløb, hvoraf særligt antallet af henvisninger af unge i psykisk mistrivsel er tiltagende Det har medført ventetid til centrets forløb, som for nuværende er 3-4 måneder for de unge og 2-3 måneder for de voksne. Den tendens er i overensstemmelse med offentliggørelsen af data fra Sundhedsprofilen for Region Hovedstaden 2021, der dokumenterer en bekymrende udvikling i danskernes mentale sundhed, hvor særligt andelen af unge i psykisk mistrivsel er øget siden den seneste sundhedsprofilundersøgelse i 2017. Ud over at tilbyde københavnerne virkningsfulde indsatser ift. deres specifikke mentale sundhedsudfordringer, er det ambitionen, at Center for Mental Sundhed også kommer til at varetage en funktion som videns- og ressourcecenter inden for mental sundhed. Det vil være ved at bidrage til metodeudvikling og afprøvning af nye indsatser og samarbejdsformer ift. at fremme borgernes mental sundhed og mindske uligheden i mental sundhed på tværs af befolkningsgrupper. Derudover samarbejder centret med de øvrige bydækkende enheder om i endnu højere grad at styrke fokus på borgernes mentale sundhed i behandlingen og rehabiliteringen af borgere med kroniske lidelser.
Økonomi
Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget vil have mulighed for at besøge Center for Mental Sundhed i 2022.
/Katrine Schjønning