Boligplan for Københavns Kommune 2005-8 - høring
Boligplan for Københavns Kommune 2005-8 - høring
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 31. marts 2005
Sager til beslutning
3. Boligplan for Københavns Kommune 2005-8 - høring
SOU 64/2005 J.nr. 7/2005
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at nærværende indstilling fremsendes til Økonomiforvaltningen som udvalgets høringssvar til forslaget "Boliger for alle – Boligplan for Københavns Kommune 2005 – 2008".
RESUME
Økonomiudvalget har den 1. marts 2005 (ØU 88/2005) besluttet at fremsende "Boliger for alle – Boligplan for Københavns Kommune 2005 – 2008" til høring i Bygge- og Teknikudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Integrationsudvalget og Integrationsrådet.
Det fremsendte materiale består af "Boliger for alle – Boligplan for Københavns Kommune 2005 – 2008" (bilag 1) og økonomisk oversigt (bilag 2).
For at fremme mobiliteten på boligmarkedet for ældre københavnere er der tidligere etableret en boligrådgivning, der drives af "Boligtrivsel i Centrum". Det har ikke været muligt at opnå lovhjemmel til at give et direkte tilskud hertil, og Boligrådgivningen for ældre lukker derfor med udgangen af april 2005.
Rådgivningen til ældre om boligskift søges indarbejdet i Borgerservicecentrene i København, mens de øvrige aktiviteter i boligrådgivningen ophører.
Sundhedsforvaltningen
foreslår, at boligplanen revideres i overensstemmelse hermed.
I planperioden 2005-2008 starter moderniseringen af kommunens plejeboliger.
Sundhedsforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget anfører som præmis for forslaget "Boliger for alle – Boligplan for Københavns Kommune 2005 - 2008", at der er en særlig opmærksomhed på muligheden for nybyggeri af moderne plejeboliger i de nye boligkvarterer i byen som element i moderniseringsplanen for kommunens ca. 3000 utidssvarende plejeboliger.
Herudover er der
ingen bemærkninger og Sundhedsforvaltningen indstiller, at nærværende
indstilling fremsende som Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar.
SAGSBESKRIVELSE
Den 13. juni 2001 vedtog Borgerrepræsentationen "Boliger for alle – Boligpolitisk strategiplan for Københavns Kommune 2001 – 2004" med dertil hørende aftale om Københavns boligpolitik af 23. maj 2001, samarbejds- og partnerskabsaftaler samt investeringsoversigt (BR 297/01).
Siden da er gennemført en lang række tiltag inden for de udvalgte indsatsområder:
· Infrastruktur og byggemodning
· Forbedring af veje, pladser, grønne områder o.l.
· Flere boliger for unge
· Frivillige lejlighedssammenlægninger
· Information om København som boligby
· Fremme af mobiliteten på boligmarkedet
· Ekstraordinær boligsocial indsats
Samlet har det fremmet nybyggeriet i de nye boligområder og forbedringerne i de eksisterende boligkvarterer.
Det overordnede mål i den Boligpolitiske strategiplan er at gøre København til en mere alsidig boligby, som kan give flere københavnere mulighed for at blive i byen og dermed skabe en bred befolkningssammensætning.
Et centralt mål i den Boligpolitiske strategiplan er at få etableret flere familieboliger. Samlet forventes der i perioden 2001 – 04 at være tilvejebragt ca. 6.500 flere familieboliger dels ved nybyggeri dels ved boligsammenlægninger. Seneste undersøgelse af nybyggeri viser, at 60 % af boligerne indflyttes af københavnere, og da boligsammenlægninger typisk gennemføres af københavnske familier, har de større boliger været med til at fastholde flere familier i byen.
Et andet centralt område i den Boligpolitiske strategiplan er målet om attraktive og alsidige boligområder. De flere lejlighedssammenlægninger har bidraget til at give de eksisterende boligområder en mere alsidig sammensætning med hensyn til boliger i forskellige størrelser. Byfornyelsen - ikke mindst på Vesterbro - og kvarterløftindsatsen har også haft stor betydning i form af boligfornyelse og forbedringer af byrum. Seneste evaluering af byfornyelsen viser, at indsatsen har bidraget til en bredere beboersammensætning i form af flere familier i områderne.
I den Boligpolitiske strategiplans periode 2001 – 04 er det samlede antal af husstande med børn steget med 6 %. Det er således lykkedes at fastholde flere familier i København.
Revision af politikken og det videre arbejde
Kommuneplanstrategien "Fremtidens København og Københavnere" blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 25. marts 2004 (BR 94/2004). Af Kommuneplanstrategien fremgår det, at der skal foretages en revision af den Boligpolitiske strategiplan for Københavns Kommune 2001 – 04.
På baggrund heraf er der på tværs af Økonomiforvaltningen, B ygge- og Teknikforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen udarbejdet forslag til revideret boligplan. Forslaget er vedlagt som bilag.
Den reviderede plan bygger videre på strategien, målene og indsatsområderne i den Boligpolitiske strategiplan 2001 – 04 og er en opdatering af den nuværende boligpolitik. Boligplanen har følgende indsatsområder, hvor der fra 2005 – 08 vil blive gennemført en række projekter for at realisere kommunes mål om at udvikle København, som en alsidig og attraktiv boligby:
· Nybyggeri
· Boligomdannelse.
· Byfornyelse og fysiske forbedringer
· Områdefornyelse og boligsocial indsats
· Ungdomsboliger
· Boliger for voksne med særlige behov
· Ældre- og plejeboliger
Boligrådgivning for Ældre i København
I den Boligpolitiske strategiplan var det et mål at hjælpe ældre københavnere, som ønskede en mere egnet bolig, og dermed fremme mobiliteten på boligmarkedet.
Midlerne er gået til etablering af en boligrådgivning for ældre på forsøgsbasis i planperioden. Boligrådgivningen drives af "Boligtrivsel i Centrum", som er en nonprofit forbrugerorganisation på ældreområdet. Boligrådgivningen skal hjælpe ældre til at få indsigt i egen boligsituation og muligheder på boligområdet, samt bidrage til at der skabes netværk blandt de ældre, f.eks. med henblik på etablering af bofællesskaber. Det har ikke været muligt at opnå lovhjemmel til at give et direkte tilskud til ældre, der ønsker at flytte fra en større til en mindre, mere ældreegnet bolig.
Boligrådgivning for Ældre lukker ved udgangen af projektperioden ultimo april 2005. Rådgivningen til ældre om boligskift søges indarbejdet i Borgerservicecentrene i København, mens de øvrige aktiviteter i boligrådgivningen ophører.
Sundhedsforvaltningen
foreslår, at boligplanen revideres i overensstemmelse hermed.
Særligt om Ældre- og plejeboliger
I den ny planperiode vil der blive igangsat en modernisering af kommunens plejeboliger og en tilpasning i ældreboligkapaciteten, herunder omdannelse af svært udlejelige boliger til andre målgrupper, herunder handicappede, personer fra den boligsociale venteliste eller almindelige familier.
Sundhedsforvaltningen
foreslår at Sundheds- og Omsorgsudvalget anfører som præmis for forslaget
"Boliger for alle – Boligplan for Københavns Kommune 2005 - 2008", at der er en
særlig opmærksomhed på muligheden for nybyggeri af moderne plejeboliger i de
nye boligkvarterer i byen som element i moderniseringsplanen for kommunens ca.
3000 utidssvarende plejeboliger.
Herudover er der
ingen bemærkninger.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Der henvises til Økonomiudvalgets sag.
HØRING
"Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08" sendes til høring i Bygge- og Teknikudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Integrationsrådet.
Økonomiudvalget behandler udvalgenes bemærkninger og vedtager at anbefale planforslaget i april 2005. Borgerrepræsentationen vedtager forslaget ultimo april 2005 med henblik på offentligt høring.
Den offentlige høring gennemføres fra medio maj til og med august 2005, hvorefter der udarbejdes et notat med bemærkninger til forslaget. Der sigtes mod en endelig vedtagelse af Boligplan 2005- 08 i oktober 2005.
BILAG
Bilag 1: "Boliger for alle – Boligplan for Københavns Kommune
2005 – 2008"
Bilag 2: Økonomisk oversigt
Lau Svendsen-Tune
/Lars Bo Bülow