Mødedato: 30.10.2000, kl. 15:00

Praksis for tildeling af personlige tillæg til folkepensionister (og førtidspensionister) i Københavns Kommune (Indstillingen udsendt med dagsordenen for mødet den 23. oktober 2000)

Praksis for tildeling af personlige tillæg til folkepensionister (og førtidspensionister) i Københavns Kommune (Indstillingen udsendt med dagsordenen for mødet den 23. oktober 2000)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ekstraordinært møde mandag den 30. oktober 2000

 

4. Praksis for tildeling af personlige tillæg til folkepensionister (og førtidspensionister) i Københavns Kommune (Indstillingen udsendt med dagsordenen for mødet den 23. oktober 2000)

SOU 369/2000 J.nr. 40/99

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder den konkrete udmøntning af de vejledende retningslinier for tildeling af personlige tillæg, som fremgår af indstillingen, samt

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder forslag om et vejledende, supplerende minimums-rådighedsbeløb for beboere på plejehjem.

 

RESUME

Til budget 2001 har Sundhedsforvaltningen (og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen) foreslået ændring af hidtidig praksis for tildeling af personlige tillæg, således at der ikke længere alene tages udgangspunkt i pensionisternes bruttoindtægter. Tildeling af personlige tillæg skal herefter fra 2001 ske på grundlag af en mere konkret vurdering af pensionisternes nettoindtægter sammenholdt med pensionisternes rimelige, faste udgifter. Med vedtagelsen af budget 2001 er den foreslåede ændring tiltrådt.

Under sagsbeskrivelsen er der i øvrigt redegjort for overgangen til en mere individuel økonomisk vurdering ved tildeling af personlige tillæg, herunder fastsættelse af vejledende rådighedsbeløb, samt præcisering af retningslinierne for hjælp til de enkelte formål.

Det foreslås endvidere, at der for beboere på plejehjem fastsættes et vejledende, supplerende minimums-rådighedsbeløb på 1.200 kr. månedlig (for enlige pensionister) til dækning af udgifter til tøj og sko, frisør, ikke-tilskudsberettiget medicin, jule- og fødselsdagsgaver til pårørende, aviser og blade, tobak, slik og lignende. Tilsvarende beløb for pensionistpar på plejehjem foreslås fastsat til 2.000 kr. månedlig.

Nyt lovforslag

I forbindelse med kommuneaftalen har Regeringen tilkendegivet, at der overvejes ændringer i reglerne om medicintilskud. Socialministeren har – som led i aftalen mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten - den 11. oktober 2000 fremsat lovforslag (Lov om ændring af lov om social pension m.fl. – ændring af regler om personlige tillæg, helbredstillæg og forhøjelse af satser), som blandt andet omhandler ydelse af et helbredstillæg efter faste regler til dækning af folke- og førtidspensionisters udgifter til fx medicin, tandlægebehandling, fysioterapi, kiropraktorbehandling og fodterapi, såfremt udgiften vedrører en ydelse, som den offentlige sygesikring yder tilskud til efter sygesikringsloven. Forslaget vil umiddelbart få betydning for kommunens vejledende retningslinier for tilskud til medicin (medicinkort), tandbehandling og kiropraktorbehandling. Sundhedsforvaltningen foreslår derfor, at Københavns Kommunes vejledende retningslinier på de nævnte områder opretholdes uændret indtil lovændringens ikrafttræden, som forventes 1. marts 2001.

Økonomi

Udgifterne til personlige tillæg hører til det lovbundne område – med 50 procents statsrefusion.

Det er vanskeligt at vurdere de økonomiske konsekvenser af forslaget til budget 2001 om at overgå til en mere individuel økonomisk vurdering ved tildeling af personlige tillæg. Der er allerede i dag pensions- og omsorgskontorer, der gennem de sidste år har strammet op og har indført budgetskemaer ved vurderingen af personlige tillæg. En præcisering af retningslinierne for personlige tillæg vil derfor for disse pensions- og omsorgskontorer medføre øgede udgifter, idet disse kontorer må lempe den strammere vurdering, som de praktiserer i dag ved ansøgninger om personlige tillæg - også til særlige formål.

Der er i budget 2001 ikke forudsat ændringer i udgiftsniveauet som følge af forslaget om at overgå til en mere individuel økonomisk vurdering ved tildeling af personlige tillæg.

Høring

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i mødet den 28. august 2000 i forbindelse med behandlingen af indstillingen "Praksis for tildeling af personlige tillæg til folkepensionister (og førtidspensionister)", at indstillingen skulle sendes til orientering og høring i ældrerådene. Indstillingen har været sendt til orientering og høring i ældrerådene og Ældre Sagens Lokalkomité for København samt Ældremobiliseringen. De modtagne høringssvar giver generelt udtryk for tilfredshed med de foreslåede ændringer.

SAGSBESKRIVELSE

Ændring af hidtidig praksis for tildeling af personlige tillæg

Sundhedsforvaltningen og Familie - og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i fællesskab tidligere udarbejdet forslag til præcisering af retningslinierne for tildeling af personlige tillæg. Sundheds- og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i møderne henholdsvis den 17. januar 2000 og 9. februar 2000 besluttet at udsætte sagen og behandle den i forbindelse med behandlingen af budget 2001.

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i møderne henholdsvis den 28. august 2000 og 9. august 2000 tiltrådt, at Københavns kommune følger aftalen mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening om, at kommunerne bør anvende en vejledende formuegrænse på 50.000 kr. pr. husstand ved tildeling af personlige tillæg, således at den nye grænse træder i kraft 1. september 2000.

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i mødet den 28. august 2000 i forbindelse med behandlingen af indstillingen "Praksis for tildeling af personlige tillæg til folkepensionister (og førtidspensionister)", at indstillingen skulle sendes til orientering og høring i ældrerådene.

Indførelse af en mere konkret individuel økonomisk vurdering

Med vedtagelsen af budget 2001 ændres hidtidig praksis for tildeling af personlige tillæg, således at der ikke længere alene tages udgangspunkt i pensionisternes bruttoindtægter. Tildeling af personlige tillæg skal herefter fra 2001 ske på grundlag af en konkret vurdering af pensionisternes nettoindtægter sammenholdt med pensionisternes rimelige, faste udgifter.

Socialministeriet har – som tidligere nævnt - især siden refusionsomlægningen pr. 1. juli 1998 tilkendegivet, at personlige tillæg bør ydes på grundlag af individuelle skønsmæssige vurderinger.

Retten til personligt tillæg forudsætter således, dels at der er tale om en nødvendig og rimelig udgift, dels at pensionisten ikke selv har mulighed for at afholde udgiften.

Det findes herefter nødvendigt, at indføre en rådighedsvurdering ved tildeling og udmåling af personlige tillæg – såvel for de særlige som for øvrige formål.

Rådighedsbeløb

Med vedtagelsen af budget 2001 indføres endvidere et rådighedsbeløb på 4.000 kr. månedlig for enlige og 6.600 kr. månedlig for gifte og samlevende pensionister – som en vejledende grænse ved tildeling af personlige tillæg.

Rådighedsbeløbet er det beløb pensionisten i almindelighed skal kunne disponere over, når der fra indtægterne (pension og andre indkomster efter skat, boligydelse og varmetillæg) er trukket rimelige, faste udgifter til husleje, varme og el samt telefonabonnement, licens og forsikringer. Af rådighedsbeløbet skal pensionisten afholde øvrige leveomkostninger, herunder kost, tøj, toiletartikler, fritidsaktiviteter og transport, opsparing til diverse formål, mv. I det omfang pensionisten kan afholde en konkret udgift uden at rådighedsbeløbet kommer under den vejledende grænse, ydes der ikke hjælp.

I bilag 1 er opstillet eksempler på hvad et vejledende rådighedsbeløb på henholdsvis 4.000 kr. for enlige og 6.600 kr. for gifte/samlevende skal dække, idet bemærkes, at der naturligvis vil være tale om forskelle i forbrugsmønsteret hos de enkelte pensionister.

Til sammenligning er der i bilag 2 opstillet eksempler på indtægts- og udgiftsniveauet (faste udgifter) for henholdsvis en enlig folkepensionist og et folkepensionistpar – i begge tilfælde uden ekstraindtægter af nogen art.

Det fremgår af eksemplerne, at en enlig folkepensionist uden ekstraindtægter har et månedligt beløb på ca. 4.500 kr. til disposition efter betaling af sædvanlige faste udgifter. Tilsvarende fremgår det, at et folkepensionistpar uden ekstraindtægter har et månedligt disponibelt beløb på ca. 6.900 kr. til disposition efter betaling af sædvanlige faste udgifter.

Det bemærkes, at der er tale om eksempler, som bygger på gennemgang af et antal sager. Høje huslejeudgifter vil for eksempel kunne medføre et mindre disponibelt beløb, ligesom for eksempel faste udgifter til sygeforsikring og falck-abonnement. Sådanne udgifter vil også blive anerkendt som rimelige faste udgifter ved rådighedsvurderingen.

Pensionister på plejehjem vil som udgangspunkt blive vurderet efter samme regler som hjemmeboende pensionister ved ansøgning om personlige tillæg. Til belysning af de økonomiske vilkår for pensionister på plejehjem henvises til bilag 3 og 3a. Af bilagene fremgår blandt andet, at de økonomiske vilkår for disse pensionister – med de takster der er vedtaget for plejehjemmenes (valgfrie) ydelser – ikke afviger markant fra hjemmeboende pensionisters forhold. Taksterne vil fortsat blive fastsat således, at den tilsigtede ligestilling mellem beboere på plejehjem og hjemmeboende pensionister opretholdes.

Forvaltningen vil ikke udelukke at plejehjemsbeboere i særlige situationer - eksempelvis en pensionist med brøkpension eller en pensionist, der er blevet alene i en ægteparbolig - vil kunne være vanskeligere stillede end hjemmeboende pensionister. I sådanne situationer vil pensions- og omsorgskontorerne kunne gå ind og vurdere om der er behov for at yde supplerende personligt tillæg ud over de vejledende retningslinier (eksempelvis bortse fra vejledende egenbetalinger) - eventuelt yde et egentligt supplerende tillæg til nedbringelse af særligt høje udgifter i en periode.

Sundhedsforvaltningen skal derfor foreslå, at der fastsættes et vejledende, supplerende minimums-rådighedsbeløb på 1.200 kr. månedlig for enlige pensionister på plejehjem til dækning af udgifter til tøj og sko, frisør, ikke-tilskudsberettiget medicin, jule- og fødselsdagsgaver til pårørende, aviser og blade, tobak, slik og lignende. Tilsvarende beløb for pensionistpar på plejehjem foreslås fastsat til 2.000 kr. månedlig.

Rådighedsvurdering

Hvis en pensionist ligger over det vejledende rådighedsbeløb, medfører det ikke i sig selv et afslag, men at tilskuddet nedsættes, eller at der fastsættes en større egenbetaling.

Eksempler: En enlig pensionist søger om hjælp til tandbehandling. Pensionisten har for eksempel 4.400 kr. månedlig til rådighed - efter afholdelse af rimelige faste udgifter. Pensionisten vil således selv skulle betale 700 kr. (den vejledende egenbetaling på 300 kr. + de 400 kr. pensionistens rådighedsbeløb konkret overstiger det vejledende rådighedsbeløb på 4.000 kr.).

Den samme folkepensionist søger – i en anden måned – hjælp til briller. Udgiften til en standardbrille incl. glas (Kommunen har prisoverenskomst med optikerne) udgør for eksempel 1.400 kr. Pensionisten vil herefter få udbetalt et tilskud på 1.000 kr. (1.400 kr. – de 400 kr. pensionistens konkrete rådighedsbeløb overstiger det vejledende rådighedsbeløb).

Personlige tillæg kan udbetales til pensionister hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige. Et tildelt personligt tillæg skal ifølge pensionsloven udbetales efter den enkelte pensionists personlige tillægsprocent. Den personlige tillægsprocent afhænger af størrelsen af pensionistens ekstraindtægter.

Det vil sige, at til trods for den konkrete tildeling af personlige tillæg, skal et tildelt tillæg fortsat udbetales efter en eventuelt nedsat personlig tillægsprocent.

Der kan dog i ganske særlige tilfælde udbetales hjælp også til den del af udgiften, som ikke dækkes af et personligt tillæg, beregnet efter tillægsprocenten, hvis pensionistens forhold er ganske særligt vanskelige. Tilsvarende vil der også efter en konkret vurdering for eksempel kunne bortses fra den vejledende egenbetaling på 300 kr. ved tandbehandling i tilfælde, hvor en pensionists disponible beløb måtte ligge under grænsen for de vejledende rådighedsbeløb.

Præcisering af retningslinierne for de enkelte formål

Særlige formål – omfattende tilskud til medicin, tandbehandling, fodpleje, briller og husleje. Til budget 2001 forudsættes de nuværende vejledende retningslinier opretholdt .

Med vedtagelsen af budget 2001 vil tildeling af personlige tillæg også til de særlige formål ske efter en konkret, individuel økonomisk vurdering på grundlag af budget- og formueskema.

Det vil sige:

Medicin: Der udstedes fortsat medicinkort med 100 procent tilskud til egenbetalingen. Der forudsættes i øvrigt ikke ændring i retningslinierne for udstedelse af medicinkort (tildeling efter en konkret, individuel økonomisk vurdering på grundlag af budget- og formueskema), idet man afventer ændret lovgivning på området med forventet ikrafttræden 1. marts 2001, jf. nedenfor.

Tandbehandling: Den vejledende egenbetaling på 300 kr. opretholdes. Der forudsættes i øvrigt ikke ændring i retningslinierne for hjælp til tandbehandling (tildeling efter en konkret, individuel økonomisk vurdering på grundlag af budget- og formueskema), idet man afventer ændret lovgivning på området med forventet ikrafttræden 1. marts 2001, jf. nedenfor.

Fodpleje: Fodbehandling fortsætter uændret. Det vil sige tilskud til 12 årlige behandlinger à 80 kr. Der anlægges en rådighedsvurdering ved udstedelse af fodplejekort. Ændringen vil først kunne indføres endeligt fra 1. januar 2002.

Briller og husleje: Ingen ændringer (tilskud til briller ydes med faste beløb til stel og glas mv.), men der anlægges en rådighedsvurdering, der kan medføre, at tilskuddet nedsættes.

Øvrige formål. I overensstemmelse med den tidligere indstilling forudsættes det i budget 2001, at der på området øvrige formål (brøkpension, ekstraforplejning, ferieophold, flyttehjælp, reparation af TV, mv.) sker en sanering af de forholdsvis detaljerede retningslinier.

Med vedtagelsen af budget 2001 vil der ligeledes i overensstemmelse med den tidligere indstilling blive indført en konkret individuel økonomisk vurdering med budget og formueskema. Det vil ikke være i overensstemmelse med regelsættet, at fastsætte et andet (lavere) vejledende rådighedsbeløb for hjælp til disse formål, men dels vil pensionistens formueforhold i højere grad blive inddraget i vurderingen dels forudsættes en strammere vurdering af behov og formål, dvs. udgiftens rimelighed.

Specielt for ydelse af hjælp til kiropraktor forudsættes der i øvrigt ikke ændring i retningslinierne (tildeling efter en konkret, individuel økonomisk vurdering på grundlag af budget- og formueskema), idet man afventer ændret lovgivning på området med forventet ikrafttræden 1. marts 2001, jf. nedenfor.

I bilag 4 er medtaget en oversigt over nuværende retningslinier og ændringer for de enkelte formål – idet bemærkes, at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget allerede har tiltrådt, at Københavns kommune anvender en vejledende formuegrænse på 50.000 kr. pr. husstand ved tildeling af personlige tillæg fra den 1. september 2000.

Konsekvenser for pensionisterne

Der er ikke med budget 2001 tilsigtet besparelser på området. Omlægningen tilsigter at Københavns Kommunes administration af personlige tillæg i højere grad lever op til Socialministeriets krav om en konkret, individuel økonomisk vurdering i den enkelte sag.

Kravet om den individuelle vurdering vil være med til at sikre, at de pensionister, der har det største behov, kan modtage hjælp i form af personlige tillæg.

Samtidig vil målsætningen om en ensartet praksis for tildeling af personlige tillæg i Københavns Kommune blive tilgodeset.

Administrative konsekvenser

Forslagene om en mere individuel økonomisk vurdering vil medføre administrativt merarbejde i de lokale pensionskontorer, idet der såvel i sager med løbende tilskud som i sager om enkeltydelser skal indhentes budget- og formueskema og sagerne skal vurderes nøjere. Der må ligeledes påregnes et øget antal klagesager. Det administrative merarbejde vil være størst i opstartsfasen.

Kommuneaftalen for år 2001 og nyt lovforslag

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i møderne henholdsvis den 28. august 2000 og 9. august 2000 tiltrådt, at Københavns kommune følger aftalen mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening om, at kommunerne bør anvende en vejledende formuegrænse på 50.000 kr. pr. husstand ved tildeling af personlige tillæg, således at den nye grænse træder i kraft 1. september 2000.

I forbindelse med kommuneaftalen har Regeringen tilkendegivet, at der overvejes ændringer i reglerne om medicintilskud. Socialministeren har – som led i aftalen mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten - den 11. oktober 2000 fremsat lovforslag (Lov om ændring af lov om social pension m.fl. – ændring af regler om personlige tillæg, helbredstillæg og forhøjelse af satser), som blandt andet omhandler ydelse af et helbredstillæg efter faste regler til dækning af folke- og førtidspensionisters udgifter til fx medicin, tandlægebehandling, fysioterapi, kiropraktorbehandling og fodterapi, såfremt udgiften vedrører en ydelse, som den offentlige sygesikring yder tilskud til efter sygesikringsloven. Forslaget vil umiddelbart få betydning for kommunens vejledende retningslinier for tilskud til medicin (medicinkort), tandbehandling og kiropraktorbehandling. Sundhedsforvaltningen foreslår derfor, at K øbenhavns Kommunes vejledende retningslinier på de nævnte områder opretholdes uændret indtil lovændringens forventede ikrafttræden 1. marts 2001.

Lovforslaget ændrer i øvrigt ikke på at der – efter en konkret, individuel vurdering – kan ydes personlige tillæg til samme formål som hidtil, herunder eventuelt supplement til det helbredstillæg, som ifølge lovforslaget skal ydes efter faste regler.

Høring

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i mødet den 28. august 2000 i forbindelse med behandlingen af indstillingen "Praksis for tildeling af personlige tillæg til folkepensionister (og førtidspensionister)", at indstillingen skulle sendes til orientering og høring i ældrerådene. Indstillingen har været sendt til orientering og høring i ældrerådene og Ældre Sagens Lokalkomité for København samt Ældremobiliseringen. De modtagne høringssvar (11 svar i alt) giver generelt udtryk for tilfredshed med de foreslåede ændringer. Ældre Sagens Lokalkomité for København har specielt om rådighedsbeløb for beboere på plejehjem tilkendegivet, at Københavns Kommune ligger pænt i forhold til en sammenligning kommunerne imellem. Organisationen ser dog gerne, at der alligevel fastsættes supplerende regler om rådighedsbeløb for beboere på plejehjem.

Sundhedsforvaltningens høringsskrivelse, de modtagne høringssvar samt Sundhedsforvaltningens svar vedlægges til orientering som bilag 5.

 

ØKONOMI

Udgifterne til personlige tillæg hører til det lovbundne område – med 50 procents statsrefusion.

Det er vanskeligt at vurdere de økonomiske konsekvenser ved overgang til en mere individuel økonomisk vurdering ved tildeling af personlige tillæg. Der er allerede i dag pensions- og omsorgskontorer, der gennem de sidste år har strammet op og har indført budgetskemaer ved vurderingen af personlige tillæg. En præcisering af retningslinierne for personlige tillæg vil derfor for disse pensions- og omsorgskontorer medføre øgede udgifter, idet disse kontorer må lempe den strammere vurdering, som de praktiserer i dag ved ansøgninger om personlige tillæg - også til særlige formål.

Der er i budget 2001 ikke forudsat ændringer i udgiftsniveauet som følge af forslaget om at overgå til en individuel økonomisk vurdering ved tildeling af personlige tillæg.

 

HØRING

Ældrerådene samt organisationerne Ældre Sagen og Ældremobiliseringen er hørt.

BILAG

Bilag 1 Fastsættelse af vejledende rådighedsbeløb som vejledende grænse ved tildeling af personlige tillæg

Bilag 2 Eksempler på indtægts- og udgiftsniveauet (faste udgifter) for henholdsvis en enlig folkepensionist og et folkepensionistpar

Bilag 3 Eksempel på indtægts- og udgiftsniveauet for en enlig folkepensionist på plejehjem (sammenlignet med hjemmeboende pensionist). Bilag 3a vedrører pensionistpar

Bilag 4 Oversigt over nuværende retningslinier og ændringerne for de enkelte formål

Bilag 5. Sundhedsforvaltningens høringsskrivelse til Ældrerådene, Ældre Sagen og Ældremobiliseringen, de modtagne høringssvar samt Sundhedsforvaltningens besvarelser.

 

 

Ib Haurum

/ Jesper Maarbjerg

 

Til top