Opfølgning på BRUS 2023 resultater
Resumé
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal med denne indstilling drøfte kriterier for udvælgelse af enheder, der skal udarbejde handleplan samt godkende forvaltningens forslag til plan for opfølgning på resultaterne af brugerundersøgelserne for 2023.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter kriterier for udvælgelse af enheder, der skal udarbejde handleplan for at øge tilfredsheden i brugerundersøgelsen.
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender plan for opfølgningen på resultaterne af brugerundersøgelserne for 2023.
Problemstilling
Den 18. april 2024 blev Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) orienteret om resultaterne fra forvaltningens brugerundersøgelser (BRUS) for 2023. I den forbindelse ønskede SOU, at forvaltningen udarbejder en plan for, hvordan der følges op på resultaterne på enheder med den laveste tilfredshed. Planen skal omfatte opfølgning på plejehjem, hjemmeplejegrupper og rehabiliteringscentre.
Løsning
Forvaltningen foreslår følgende rammer for udarbejdelse af handleplaner på enheder med den laveste tilfredshed.
Hvilke enheder skal udarbejde handleplaner?
Generelt følger enhederne op på deres BRUS-resultater, på plejehjem fx gennem deres borger-pårørendemøder, ved inddragelse af MED-udvalg, ved dialog i ledelseskæden mv.
På udvalgsmødet blev det drøftet hvilke enheder, der i forlængelse af BRUS 2023 skal udarbejde egentlige handleplaner, dvs. hvor lav den samlede tilfredshed på enheden skal være, for at der skal udarbejdes en handleplan.
I drøftelsen på SOU blev der peget på, at hjemmeplejegrupper med en samlet tilfredshed på 3,6 eller derunder skal udarbejde en handleplan. Dette indebærer, at der skal udarbejdes handleplan for tre kommunale hjemmeplejegrupper og en privat leverandør. På plejehjemsområdet foreslås samme grænse på 3,6. Dette vil indebære, at tre plejehjem skal udarbejde handleplan. Af bilag 1 fremgår en oversigt over enhedernes samlede tilfredshed.
Der er hvert år stor udskiftning i hvilke enheder, der har en lav brugertilfredshed de enkelte år. Ændringerne blandt enheder kan skyldes en ændret tilfredshed blandt borgerne, men resultaterne for enheder med få svar (10-20 svar) er samtidig forbundet med en vis usikkerhed. En alternativ tilgang kunne derfor være at fokusere på enheder, som har haft en udfordring med lav tilfredshed flere år i træk. Denne model kan fx indebære, at der skal udarbejdes handleplaner for enheder, der både i 2022 og 2023 har haft en overordnet tilfredshedsscore på 3,8 for plejehjem og 3,7 for hjemmeplejegrupper. Det vil indebære, at 2 plejehjem og 3 hjemmeplejegrupper skal udarbejde en handleplan for at styrke tilfredsheden. Grænsen lægges i højere end 3,6, da der ikke er enheder, der har haft et resultat på 3,6 eller derunder to år i træk.
På udvalgsmødet blev der også peget på rehabiliteringscentre som et område, hvor der skal udarbejdes handleplaner for enhederne. På de to rehabiliteringscentre er der en samlet tilfredshedsscore på hhv. 3,6 og 3,7. Forvaltningen forslår derfor, at der udarbejdes handleplaner for begge enheder.
Proces for udarbejdelse af handleplaner
De enheder, der skal udarbejde handleplaner, vil blive orienteret af deres områdechef. Handleplanerne udarbejdes i sammenhæng med de eksisterende faglige indsatser, kvalitetsudviklingsarbejdet og andre fokusområder, som den enkelte enhed i forvejen arbejder med. Handleplanerne vil indeholde mål for forbedring af tilfredsheden, og hvordan der konkret arbejdes med at nå målene. Centralforvaltningen og områdekontorerne vil understøtte enhedernes arbejde med handleplanerne efter behov med. Handleplanerne godkendes af direktionen.
Forvaltningen er i øvrigt ved at udvikle en metode, hvor der ses bredere på, hvornår udviklingen i bl.a. økonomi, kvalitet, personaleforhold m.v. samlet set giver anledning til, at der skal udarbejdes handlingsplan i f.t. en enhed.
Opfølgning på handleplanerne
Når data til brugerundersøgelserne for 2024 er gennemført i slutningen af året, forelægges SOU snarest muligt derefter en opfølgningssag. Sagen vil indeholde en tværgående beskrivelse af, hvordan de udvalgte enheder med lavest tilfredshed har arbejdet med handleplanerne. Ligeledes vil sagen indeholde en opfølgning på, hvordan tilfredsheden har udviklet sig for plejehjem, hjemmeplejen og rehabiliteringscentrene med særligt fokus på, om tilfredsheden har ændret sig for de udvalgte enheder, der har udarbejdet handleplaner.
De samlede resultater af brugerundersøgelserne for 2024 forelægges SOU efter sædvanlig proces i april/maj 2025 efter høring af Ældrerådet.
Styrket information til borgere om hjemmeplejebesøg
SOU hæftede sig under drøftelsen den 18. april ved en faldende tilfredshed i hjemmeplejen med informationer til borgere om ændringer i hjemmeplejen, f.eks. ændring for tidspunkt for hjælp, information hvis der kommer andre end faste hjælpere etc. Forvaltningen vender tilbage med en selvstændig sag, der beskriver mulige løsninger på styrket kommunikation med borgerne i hjemmeplejen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
På baggrund af beslutningen i SOU udarbejder enhederne handleplaner for at løfte brugertilfredsheden.
Thomas Tarp
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.
Indstillingens 2. at-punkt blev drøftet, hvor udvalget ønskede, at der bliver udarbejdet handleplaner for den enkelte enhed,
- hvis tilfredsheden på enheden er på 3,6 eller under, eller
- hvis plejehjemmet i to år har haft en tilfredshed på 3,8 eller under, eller
- hvis hjemmeplejegruppen i to år har haft en tilfredshed på 3,7 eller under.