Koordinering af puljemidler til frivilligt arbejde for ældre (fællesindstilling)
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender den i indstillingen beskrevne procedure for den fremtidige udmøntning af Servicelovens §§ 18- og 79-midler.
Problemstilling
Københavns Kommune kan yde støtte til organisationer, som udfører frivilligt socialt arbejde for ældre via Servicelovens § 18, samtidig med at de samme organisationers drift støttes efter Servicelovens § 79, der har forebyggelse som formål.
Hidtil har både Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget udmøntet støttemidler til det frivillige arbejde på ældreområdet via henholdsvis § 18- og § 79-midler. I budgetaftalen for 2013 har budgetparterne ønsket en større samtænkning af udmøntningen af puljemidlerne til ældrerettede aktiviteter, således at de støtter op om de samme målsætninger i kommunens politikker på ældre- og sundhedsområdet. Samtidig skal en større samtænkning og koordinering i forhold til udmøntning af de to puljer sikre, at en frivillig indsats ikke modtager støtte til den samme aktivitet via to forskellige paragraffer.
Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet forslag til ny procedure for den fremtidige udmøntning af Servicelovens §§ 18- og 79-midler. Den nye procedure skal sikre, at det frivillige sociale arbejde i Københavns Kommune koordineres bedst muligt.
Løsning
Puljen til tilbud med aktiverende og forebyggende sigte
Sundheds- og Omsorgsudvalget støtter generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte efter Servicelovens § 79. I 2013 var der afsat 25,8 mio. kr. til puljen, som blev udmøntet til aktiviteter i 35 foreninger og klubber for ældre. Ved bevilling af tilskud bliver der lagt vægt på aktiviteter, der er udviklende og opsøgende i forhold til at undgå ensomhed, fremmer en sund livsstil og har særligt fokus på bevægelse.
Puljen til frivilligt socialt arbejde
Socialudvalget uddeler hvert år puljen til frivilligt socialt arbejde - § 18-midlerne. I 2013 var der 260 ansøgninger til puljen og ca. 16 mio. kr. til uddeling. Den frivillige sociale indsats forstås bredt og kan også gå på tværs af sektorer og foregå i regi af eksempelvis en integrationsindsats eller en sundheds- og ældreindsats.
De to puljer henvender sig på nogle områder til den samme målgruppe, og der kan derfor være et vist overlap til aktiviteter efter § 79, der også kan støttes efter § 18. Derfor blev det også ved indførelsen af § 18 understreget, at der skal være tale om en aktivitetsudvidelse, hvis § 18 benyttes til at finansiere aktiviteter, der også modtager støtte efter § 79.
Fremtidig procedure for udmøntningen af Servicelovens §§ 18- og 79-midler
Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ønsker at sikre, at en frivillig indsats ikke modtager støtte til den samme aktivitet via to forskellige paragraffer. Endvidere skal det frivillige sociale arbejde i Københavns Kommune koordineres bedst muligt med den generelle sundhedsfremmende og forebyggende indsats, så relevante indsatser bliver tilgodeset.
Derfor vil Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen etablere et tættere og mere formaliseret samarbejde omkring uddeling af puljemidler.
Dette betyder, at ansøgninger til § 18-midlerne, hvor foreningen også modtager støtte efter § 79, fremadrettet vil koordineres særligt mellem de to forvaltninger. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen vil i fællesskab give en samlet vurdering af § 18-ansøgningerne efter følgende kriterier:
- Der skal være tale om en frivillig, social indsats, der vedrører udsatte målgrupper, og hvor indsatsen i forvejen ikke støttes efter § 79.
- Det vurderes, om indsatsen støtter op om kommunens politikker på området
Forvaltningerne vil efterfølgende sætte sig sammen og præcisere, hvordan samarbejdet skal foregå.
Endvidere vil forvaltningerne i puljernes ansøgningsskemaer præcisere formålet med puljerne, hvem der kan søge, hvad der kan søges til og forskellene mellem de to puljer efter §§ 18 og 79.
Det er Socialudvalget, der tager den endelige beslutning omkring fordelingen af § 18-midlerne. Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges Sundheds- og Omsorgsforvaltningens udmøntning af § 79-midler til godkendelse. I 2013 var der syv ansøgninger, der modtog støtte efter § 79, som også ansøgte om § 18-midler.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Den nye procedure tages i brug ved næste uddeling af § 18-midlerne og § 79-midlerne.
Anette Laigaard Katja Kayser