Mødedato: 30.05.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Profilplejehjem

Se alle bilag
Udmøntning af beslutning om mangfoldighedsprofil og andre profilplejehjem.

Indstilling og beslutning

 Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Peder Lykke Centret bliver mangfoldighedsplejehjem, og
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der udarbejdes et budgetnotat om profilplejehjem med fokus på udeliv og dyr til budgetforhandlingerne for 2014.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har på udvalgsmøde den 16. august 2012 besluttet at igangsætte en proces for at etablere nye profilplejehjem i København. Ved budgetforhand­lingerne for 2013 blev der afsat midler til at etablere en særlig profil for etniske minoriteter: en mangfoldigheds­profil. Det blev endvidere besluttet, at ­forvaltningen arbejder med udviklingen af andre profiler for udvalgte plejehjem, som kan bringes med til budgetforhandlingerne for 2014.

De københavnske plejehjem tilbyder gode og tidssvarende tilbud til alle københavnske ældre. Profilplejehjemmene skal gøre viften af tilbud til ældre københavnere endnu mere varieret.

Det er Sundheds- og Omsorgsudvalgets ønske, at det skal være frivilligt, om det enkelte plejehjem vil have en særlig profil. Der skal tages højde for beboernes ønsker, demokratiet på hvert plejehjem og de selvejende institutioners bestyrelse. Profilplejehjem skal udvikle tilbud inden for et specifikt område eller tema i tilknytning til hverdagslivet.

Løsning

Mangfoldighedsprofil
Forvaltningen foreslår at etablere mangfoldighedsprofilen på Peder Lykke Centret på Amager. (Peder Lykke Centrets interessetilkendegivelse er vedlagt som bilag 1). Peder Lykke Centret ligger i Urbanplanen, som er et beboelseskvarter med en forholdsvis stor andel etniske minoriteter, og der foregår allerede mange forskellige aktiviteter med borgere med anden etnisk baggrund. Der er et godt samarbejde med nærområdet og aktivitetscentret og daghøjskolen, som begge er en del af Peder Lykke Centret. Det drejer sig f.eks. om en væksthave, hvor kvinder med etnisk minoritetsbaggrund dyrker deres eget stykke jord, og hvor plejehjemsbeboere også kan deltage. Mande- og kvindegrupper med anden etnisk baggrund mødes om forskellige aktiviteter mht. syning, madlavning og motion. De forskellige etniske minoritetsgrupper repræsenterer forskellige aldersgrupper, fra unge til ældre, som på den måde bringer liv, aktivitet, dynamik og rummelighed ind på centret.

På Peder Lykke Centret er der i alt 148 plejeboliger fordelt på afdelinger med 24-28 plejeboliger i hver afdeling. Etablering af mangfoldighedsprofilen vil ske i en løbende proces, når der bliver ledige plejeboliger et sted på plejecentret. Borgere med forskellig etnisk baggrund vil på den måde bo blandt hinanden på tværs af etnicitet, sprog og religion. I det daglige understøtter personalet den enkelte beboers behov for fællesskab med andre beboere på tværs af afdelingerne. Der er gode erfaringer med denne mangfoldighedsmodel i Holland, og der er ikke tomgangsleje forbundet med modellen. 

Ved etablering af mangfoldighedsprofilen på Peder Lykke Centret er der allerede et godt grundlag for at skabe tryghed om tilbuddet og at tiltrække ældre etniske minoriteter pga. det eksisterende tætte samarbejde med etniske minoriteter i nærområdet. Som led i arbejdet med mangfoldighedsprofilen skal plejemedarbejdere deltage i kompetenceudviklingsforløb for at få særlige interkulturelle kompetencer, hvor de får en grundlæggende kulturforståelse, og hvor der lægges vægt på den enkelte borgers ønsker og behov. Kompetenceudviklingen skal kvalificere medarbejderne til at tage udgangspunkt i den enkeltes behov uanset etnisk baggrund, og at det er vigtigt at inddrage familien fra start til slut. Køkkenmedarbejdere skal også deltage i kompetenceudviklingsforløb for at lære at håndtere beboeres evt. forskellige ønsker og behov for mad og måltider samt evt. særlige ønsker til tilberedning af maden.

Peder Lykke Centret vil støtte muligheden for at fejre forskellige højtider samt tilbyde fysiske rammer og muligheder for at udfolde forskellige interesser og aktiviteter med udgangspunkt i beboerne. Mangfoldighedsprofilen skal bidrage til at nedbringe ensomhed, motivere frivillige med anden etnisk baggrund samt sikre høj faglighed med hensyn til interkulturelle kompetencer. Mangfoldighedsprofilen giver borgerne mulighed for at vælge et plejehjem, hvor borgerne ikke vil opleve sig marginaliseret og anderledes, og hvor der er større sandsynlighed for at møde andre beboere med samme sprog, og som man kan fejre fælles højtider sammen med mv. end på andre plejehjem.

Som led i etableringsprocessen vil Peder Lykke Centret inddrage nærområdet og lokale grupper og aktører med anden etnisk baggrund. Der skal afholdes åbent-hus-arrangementer, hvor interesserede kan besøge plejecentret og få rundvisning og information om mangfoldighedsprofilen, ambitionerne, mulighederne, de fysiske rammer på plejehjemmet og hvad det vil sige at bo i en plejebolig.

Forvaltningen har undersøgt mulighederne for at etablere en mangfoldighedsprofil i Bispebjerg/Nørrebro, men der er ingen plejehjem, som kan starte en etablering med det samme, og som har de fysiske rammer til det.

Profilplejehjem med fokus på udeliv og dyr
Plejehjemmene på tværs af byen er blevet præsenteret for muligheden for at etablere nye profilplejehjem, og interesserede har kunnet sende forpligtende interessetilkendegivelser.

Forvaltningen foreslår, at der udarbejdes et budgetnotat om profilplejehjem med fokus på udeliv og dyr til budgetforhandlingerne for 2014. Profilen ligger fint i forlængelse af tankerne om en profil i tilknytning til hverdagslivet. Plejehjemmet Bonderupgård vil i den forbindelse arbejde med udeliv og dyr, hvor udendørsaktiviteter og dyr bidrager til at bringe liv, glæde og meningsfuldhed ind i hverdagen for beboerne. Dyrene giver anledning til fællesskab og aktivitet, og det giver anledning til samtale og kontakt til hinanden om en fælles interesse og omsorg for dyrene. Bonderupgård har allerede flere dyr på plejecentret og har derfor erfaring med de forskellige opgaver og udfordringer, der er forbundet med at have dyr. Med en udvidelse med nye rammer og endnu flere tiltag vedrørende dyr vil Bonderupgård kunne skærpe sin profil som et særligt profilplejehjem med fokus på udeliv og dyr. For beboerne betyder det, at der kommer endnu mere liv ind på plejehjemmet, og at det giver anledning til trivsel og fællesskaber. Udendørsaktiviteterne og dyrene aktiverer beboerne, og har en positiv indflydelse.

Bonderupgårds naboer, en vuggestue og en børnehave, vil blive inddraget i arbejdet med profilen sammen med beboere, pårørende, medarbejdere og bestyrelse. Der vil være fokus på arbejdsgange mht. pasning af dyrene, kompetenceudvikling af medarbejdere og inddragelse af beboerne.

De forventede omkostninger til etablering af en profil med fokus på udeliv og dyr er angivet i skemaet nedenfor. Der vil være en opstarts- og etableringsfase på to år, hvorefter profilplejehjemmet overgår til almindelig drift. Etablering af profilen igangsættes umiddelbart efter budgetforhandlingerne for 2014, såfremt midlerne afsættes til det.


1.000 kr. – 2014 p/l

2014

2015

Serviceudgifter:

 

 

Profil med fokus på udeliv og dyr

1000

542

-

 

 

-

 

 

-

 

 

Serviceudgifter i alt

1000

542

Bonderupgårds ansøgning til profilen er vedlagt i bilag 2. 

Andre ansøgninger
Forvaltningen har modtaget ansøgninger om to andre profiler henholdsvis en neurologisk profil med fokus på træning (bilag 3), og en gerontopsykiatrisk profil med fokus på rummelighed (bilag 4).

Forvaltningen vurderer, at en neurologisk eller gerontopsykiatrisk profil i stil med andre fagspecifikke plejehjem, som er baseret på borgeres funktionsnedsættelser, ikke hører ind under den kategori af profilplejehjem, der er tale om her. Tanken bag de nye profilplejehjem er, at de skal være baseret på borgernes interesser og hverdagsliv. Hvis der er et fagligt behov for at etablere nogle særligt specialiserede pladser, bør de etableres på baggrund af en faglig vurdering uanset den igangværende proces vedrørende profilplejehjem.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Der er tidligere afsat midler til etablering af mangfoldighedsprofilen. Det drejer sig om 650.000 kr. hvert år i 2014, 2015 og 2016, inden plejehjemmet overgår til almindelig drift. Med denne indstilling udmøntes disse midler.

Videre proces

Forudsat udvalgets godkendelse bringes profilen med fokus på udeliv og dyr med videre til budgetforhandlingerne for 2014, og plejecentrene orienteres om udvalgets beslutning.


Katja Kayser 

                                                                        /Pernille Hansted

Beslutning

Udvalget stillede ændringsforslag om at 1. at-punkt blev affattet således: ”at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at det selvejende Peder Lykke Center bliver mangfoldighedsplejehjem, og”.

Der blev stemt om ændringsforslaget:
For stemte: (S), (F), (B) og (C).
Undlod at stemme: (O)

Danske Folkeparti og Konservative stillede ændringsforslag om et nyt 3. at-punkt: ”at Sundheds- og Omsorgsudvalget arbejder videre med at et plejecenter fremadrettet bliver et profilplejehjem i specifikke neurologiske sygdomme”.

Det blev stemt om ændringsforslaget:
For stemte: (C) og (O).
Imod stemte: (S), (F) og (B).

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget

Udvalget godkendte indstillingen og bad forvaltningen om at udarbejde et budgetnotat til brug for forhandlingerne om budget 2014, om behovet for en økonomisk vurdering af muligheden for at oprette et plejehjem med fokus på neurologiske lidelser. 

Til top