Mødedato: 30.05.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Høring af Københavns Kommunes Restaurationsplan

Se alle bilag
Sundhed- og Omsorgsudvalget skal afgive høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende Københavns Kommunes Restaurationsplan.

Indstilling og beslutning

Sundhed- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds og Omsorgsudvalget godkender, at denne indstilling sendes som høringssvar på Københavns Kommunes Restaurationsplan til Kultur- og Fritidsudvalget.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget har sendt forslag til Københavns Kommunes Restaurationsplan i høring i Økonomiudvalget, de stående udvalg samt kommunens lokaludvalg med henblik på at få eventuelle bemærkninger til et endeligt udkast (bilag 1). Fristen for at sende høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget er den 11. juni 2013.

I det reviderede forslag til restaurationsplanen har Kultur- og Fritidsudvalget primært fokus på at gøre formålet med restaurationsplanen mere tydeligt og ambitiøst, at øge fokus på en mere overskuelig og enkel myndighedsbehandling samt at øge fokus på, at kommunale forvaltninger, som har relation til restaurationer, i fællesskab med Københavns Politi udøver opsøgende, vejledende og kontrollerende virksomhed.

Sundheds- og Omsorgsudvalget afgav senest høringssvar til restaurationsplanen i 2012, hvor sagen blev behandlet på Sundheds- og Omsorgsudvalgsmødet den 26. april 2012 (bilag 2).

Løsning

Indledende bemærkninger
Sundheds- og Omsorgsudvalget bifalder, at Københavns Kommune har en samlet beskrivelse af gældende regler og praksis om alkoholbevillinger. Udvalget er enig i, at der skal være fokus på et trygt og fordomsfrit natteliv, og at restaurationsplanen bakker op om initiativer i Sikker By-regi. Sundheds- og Omsorgsudvalget efterlyser dog et tydeligt fokus på betydningen af for stort alkoholforbrug.

Overordnet fastholder Sundheds- og Omsorgsudvalget sine bemærkninger til Københavns Kommunes Restaurationsplan, som blev fremsendt til Kultur- og Fritidsudvalget ved den seneste høring i 2012. Sundheds- og Omsorgsudvalgets bemærkninger ved seneste høring blev dog ikke indarbejdet i restaurationsplanen. Tilbagemeldingen fra Kultur- og Fritidsforvaltningen var, at sundhedsmæssige hensyn ikke er nævnt i Restaurationsloven, men kan inddrages i den samlede vurdering af, om en alkoholbevilling kan gives under samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og ordensmæssige hensyn. En tydeliggørelse af sundhedspolitikkens mål i restaurationsplanen, vurderede Kultur- og Fritidsforvaltningen derfor, lå uden for de rammer for en restaurationsplan, som Restaurationsloven angiver. 

Sundheds- og Omsorgsudvalget mener dog fortsat, at Københavns Kommunes Restaurationsplan bør understøtte det brede forebyggende fokus i kommunens sundhedspolitik i forhold til at forebygge, at børn og unge under 18 år drikker alkohol samt at sikre en opsøgende indsats over for borgere med risikabelt alkoholforbrug.


Sunde alkoholvaner
Der er solid dokumentation for et stort alkoholforbrugs betydning for middellevetid, livskvalitet, sikkerhed og tryghed i nattelivet. Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler derfor fortsat, at sundhedspolitikkens mål om sunde alkoholvaner tydeliggøres, som del af værdigrundlaget for restaurationsplanen, hvilket også understøtter Kultur- og Fritidsudvalgets ambition for den reviderede restaurationsplan om en tydeligere og mere ambitiøs formålsbeskrivelse.

Sundheds- og Omsorgsudvalget foreslår konkret, at et fokus på sunde alkoholvaner kan skrives ind i restaurationsplanen under afsnittet ”Hvilke betingelser skal være opfyldt?”. 

Tilgængelighed og ansvarlig udskænkning

Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger vil Sundheds- og Omsorgsudvalget opfordre til, at reduktion af tilgængeligheden af alkohol er et centralt perspektiv i planen, samt at der etableres vejledende retningslinier for udskænkning og markedsføring, ikke mindst i forhold til de unge. Sundheds- og Omsorgsudvalget opfordrer fortsat til, at der i restaurationsplanen indarbejdes et særligt fokus på udskænkning til unge.

Unges forbrug af alkohol hænger blandt andet sammen med tilgængelighed og pris. Ansvarlig Udskænkning er et initiativ, som har fokus på unge, som kombinerer udskænkning med en strammere bevillingspolitik, uddannelse af personale på udskænkningssteder og opbakning fra politiet i form af tilsyn med overholdelse af aldersgrænser. Indsatsen kan ske i sammenhæng med eksisterende indsatser, som Sikker By og Tryg Den Af-certifikatet, der belønner barer og natklubber, som tager ansvar for et tryggere natteliv i København, med et certifikat. Sundheds- og Omsorgsudvalget støtter op om Tryg Den Af-certifikatet og ser gerne, at certificeringsordningen udvikles i forhold til blandt andet ansvarlig udskænkning.

Tværgående samarbejde om bevillingsopgaven
Sundheds- og Omsorgsudvalget finder det fortsat relevant at etablere et samarbejde på alkoholområdet. Sundhedsstyrelsen støtter op om etablering af tværgående samarbejder på området og understreger, at en bred tværgående organisering er af afgørende betydning for den forebyggende indsats på alkoholområdet.

Sundheds- og Omsorgsudvalget foreslår, at der etableres et samarbejde om bevillingsopgaven, der involverer flere aktører og interesser på området. Konkret foreslås nedsat en samarbejdsgruppe. Samarbejdsgruppen kan være rådgivende over for Bevillingsnævnet og have til opgave at etablere en fælles platform med fælles faglig viden og viden om lokale forhold og give denne viden videre til Bevillingsnævnet. Derudover kan samarbejdsgruppen være med til at sikre klare rammer for arbejdet gennem udarbejdelse af lokale alkohol- og stofpolitikker, for eksempel for kommunen, for udskænkningssteder og for uddannelsesinstitutioner.

Samarbejdsgruppen foreslås sammensat af aktører fra kommunen, Københavns Politi, restauratører, uddannelsesinstitutioner, repræsentanter fra lokaludvalgene, de unge, forældre og andre, som vil være relevante at inddrage. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil kunne indgå i samarbejdsgruppen og bidrage med fagligt fokus.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indstillingen sendes som høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget senest den 11. juni 2013. Den reviderede restaurationsplan sendes til behandling i Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.






Katja Kayser 



                                                                                            /Bjarne Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top