Mødedato: 30.03.2006, kl. 13:00

Udmøntning af partnerskabspuljen for 2006

Se alle bilag

Udmøntning af partnerskabspuljen for 2006

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 30. marts 2006

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Udmøntning af partnerskabspuljen for 2006

 

SOU  83/2006  J.nr. 9/2003

 

 

INDSTILLING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for 2005 for projektet om Partnerskaber på ældreområdet til efterretning,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udmøntningen af partnerskabspuljen for projekt Partnerskaber på ældreområdet i 2006, herunder at den kommunale medfinansiering af projektet Livskvalitet på Ydre Nørrebro (LYN) afsluttes med udgangen af 2005, samt at der i udmøntningen af partnerskabspuljen i 2006 afsættes kr. 400.000,- til forsøg med ensomhedsforebyggende arbejde blandt ældre i ældreboligbebyggelserne.

 

 

 

RESUME

Af budgetaftalen for 2003 fremgår det, at der årligt afsættes 1,5 mio. kr. til fremme af partnerskaber og netværk. I 2003 blev de 1,5 mio. kr. udmøntet til projektet om Partnerskaber på ældreområdet og projektet Livskvalitet på Ydre Nørrebro. Det sidste som led i en partnerskabsaftale, som udløb i februar måned 2005.

 

Partnerskaber på ældreområdet gennemførtes i 2005 under mottoet " et godt plejehjem har frivillige tilknyttet" med det formål at rekruttere frivillige til at imødekomme beboeres ønske om en besøgsven og lignende på 16 plejehjem. De deltagende plejehjem formulerede en frivillighedspolitik, udpegede en tovholder som koordinator og kontaktperson samt indgik i et dialogforløb med en eller flere frivillige organisationer. Projektet gennemførtes i samarbejde med 4 frivillige organisationer, der rekrutterede frivillige, gennemførte et introduktionsforløb for frivillige og varetog "pleje" af de frivillige. Plejehjemmene og de frivillige organisationer beskrev samarbejdet i en skriftlig partnerskabsaftale.

 

I 2006 planlægges det at inddrage yderligere 10-15 nye plejehjem. Samtidig fortsætter de nuværende deltagere en videreudvikling af det eksisterende samarbejde med organisationerne, med bl.a. fokus på ressourcer i lokalmiljøet.

 

I 2006 planlægges et forsøgsprojekt om forebyggelse af ensomhed målrettet de ca. 5000 beboere i ældreboligbebyggelser. Intentionen er at overføre erfaringerne fra samarbejdet med frivillige organisationer i partnerskabsprojektet til ældreboligerne med et forsøgsprojekt i 1-2 udvalgte områder.

 

Til udmøntning af partnerskabspuljen i 2006 afsættes i alt 1,5 mio. kr. til en fortsættelse af Partnerskaber på ældreområdet.

 

Kvarterløft Nørrebro Park har ønsket, at der afsættes 200.000 kr. fra partnerskabspuljen til projekt Livskvalitet på Ydre Nørrebro (LYN). Det er dog forvaltningens opfattelse, at midlerne fra partnerskabspuljen i stedet bør anvendes til Partnerskaber på ældreområdet, hvorfor der ikke foreslås afsat midler af partnerskabspuljen i 2006 til finansiering af projekt LYN.  Folkesundhed København har desuden bakket op om, at man søger at udnytte erfaringerne fra LYN i en bredere sammenhæng i Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret, hvilket der er taget initiativ til via et formaliseret samarbejde mellem aktørerne i området – et samarbejde, som Folkesundhed København fortsat vil indgå i.

 

Indstillingen har været til høring med svarfrist den 26. februar 2006 i følgende organisationer.

 

Ældrerådenes Fællesudvalg for København, Hovedstadens Røde Kors, Ældremobiliseringen, ÆldreSagen, Pensionisternes Samvirke, Samvirkende Menighedsplejer og Kvarterløft Nørrebro Park (projekt Livskvalitet på Ydre Nørrebro).

 

Ældrerådenes Fællesudvalg og Ældre Sagen har afgivet høringssvar, som er indarbejdet i indstillingen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

1. Baggrund

Af budgetaftalen for 2003 fremgår det, at der årligt afsættes 1,5 mio. kr. til fremme af partnerskaber og netværk på ældreområdet. Grundlaget for Sundhedsforvaltningens arbejde med partnerskaber er "Politik for Københavns Kommunes samarbejde med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver".

 

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets område er formålet med indgåelse af partnerskaber med frivillige organisationer og anvendelsen af partnerskaber som redskab i opgaveløsningen begrundet i tre forhold:

 

·        Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kan inddrage og understøtte frivillige kræfter i civilsamfundet i løsningen af borgerrettede opgaver.

·        Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kan lære nye metoder og udbygge dialogen med de frivillige kræfter.

·        Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kan bruge partnerskaber til at indfri sin mission og udvikle nye projekter, herunder skabe mulighed for at implementere allerede besluttede politiske temaer som kost, motion, netværk og demens i dialog med borgere.

 

I Sundheds- og Omsorgsforvaltningens dialog med parterne i Rådgivende Ældreforum har partnerskab været et centralt tema. Rådgivende Ældreforum har i deres rapport "Dialog og partnerskaber" (maj 2003) udarbejdet forslag, der understøtter målsætningerne i ældrepolitikken. Rapporten angiver desuden, at "formålet med partnerskaber er at styrke indsatsen overfor borgerne og at skabe et sundt, godt og langt liv i fællesskab", og det understreges, at partnerskab ikke er et mål i sig selv, men en metode til at få løst nogle opgaver i et samarbejde med civilsamfundet til gavn for ældre borgere i kommunen.

 

Kontaktudvalget til frivilligt socialt arbejde i Københavns Kommune (KiKK) har ligeledes i deres anbefalinger til frivillige organisationer peget på partnerskab som en foretrukken samarbejdsform mellem civilsamfundet og det offentlige.

 

I 2005 blev de 1,5 mio. kr. udmøntet til hhv. projektet om Partnerskaber på ældreområdet og projekt Livskvalitet på Ydre Nørrebro (LYN) med henholdsvis 1.100.000 kr. og 400.000 kr.

 

Af de 400.000 kr. til LYN var Folkesundhed København projektejer for 200.000 kr. Pengene blev afsat til at finansiere forvaltningsrelevante indsatser i Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret, dvs. aktiviteter som forvaltningen har erklæret sig parat til at indgå i en videre dialog med samarbejdspartnere i området om jfr. beslutning i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 18. maj 2005. Kvarterløft Nørrebro Park var ansvarlig for de sidste 200.000 kr., som blev afsat til at finansiere aktiviteter i projekt LYN.

 

 

2. Status for partnerskaber på ældreområdet 2005

I 2005 gennemførte 16 af 21 tilmeldte plejehjem hele projektforløbet. De der forlod projektet undervejs gjorde det at ressourcemæssige årsager.  Der samarbejdes med frivillige organisationer, som står for rekruttering af frivillige og for varetagelse af de frivilliges interesser. Plejehjemmene varetager beboernes interesser og har udpeget en tovholder som er kontaktperson til de frivillige organisationer.

 

Formål

Partnerskabsprojektet har til formål at udvikle frivilligt socialt engagement på ældreområdet i samarbejde med civilsamfundet, for bl.a. at give beboerne på plejehjem en værditilvækst i hverdagen.

 

For projektet i 2005 var der opstillet følgende succeskriterier:

·        at der i 2005 er udarbejdet en frivillighedspolitik på ca. 15 plejehjem, hvor hovedparten har indgået en partnerskabsaftale med frivillige organisationer/ foreninger.

·        at det på de 15 plejehjem er lykkedes at rekruttere frivillige til hovedparten af de konkrete ønsker beboere og brugere har givet udtryk for

·        at der er skabt en holdbar løsning på hvordan samarbejdet organiseres til gensidig glæde og gavn for partnerne

·        at der er udviklet et koncept for et introduktionsforløb og kompetenceudvikling/videndeling for frivillige på plejehjem

·        at beboerne, brugerne og medarbejdere samt partnerne er tilfredse med indsatsen.

 

Resultat

16 plejehjem har i samarbejde med 4 frivillige organisationer gennemført projektet og tilsammen rekrutteret 55 frivillige fordelt på 1 og 17 frivillige det enkelte sted. Derudover har hvert plejehjem gennemført nedenstående opgaver med afsæt i deres værdigrundlag, særlige kultur og traditioner, med fokus på hvordan den frivillige sociale indsats bliver en værditilvækst til glæde og gavn for beboerne. Plejehjemmene har
 

·        formuleret en frivillighedspolitik for plejehjemmet,

·        indgået samarbejde med en frivillig organisation,

·        rekrutteret frivillige på baggrund af beboernes ønsker,

·        indgået skriftlig aftale med frivillige,

·        etableret en fornuftig organisering af samarbejdet på plejehjemmet,

·        gennemført introduktionsforløb for frivillige.

 

De frivillige organisationer har med deres erfaringer, kompetencer og ressourcer bidraget til, at der i 2005 er etableret et formelt samarbejde mellem civilsamfundet og plejehjem i København, som har vist, at det er muligt at udvikle nye sociale aktiviteter for beboerne på plejehjem.

 

 

3. Forslag til det videre arbejde med partnerskaber på ældreområdet

Partnerskabsprojektet, der er målrettet de ca. 5000 beboere på plejehjem i Københavns Kommune, forventes fortsat implementeret som i 2005 med yderligere 10 - 15 plejehjem hvert år. Det sker i samarbejdede med Hovedstadens Røde Kors, Samvirkende Menighedsplejer, Pensionisternes Samvirke, Ældre Sagen og Ældremobiliseringen for at styrke det frivillige sociale engagement til glæde og gavn for især de beboere, der ikke har familie eller venner i umiddelbar nærheden af bopælen.

 

Projektet gennemføres i dialog med parterne, som i fællesskab formulerer et dokument om rammerne for samarbejdet, herunder om værdier, kultur og traditioner.

 

Samtidig formulerer plejehjemmene en frivillighedspolitik, der beskriver rammerne for den frivillige indsats på det enkelte plejehjem.

 

De frivillige rekrutteres gennem de frivillige organisationer, der i samarbejde med plejehjem holder informationsmøde og åbent hus arrangement. De frivilliges interesser varetages af organisationerne.

 

De frivillige indgår direkte eller indirekte aftale med plejehjemmet om, hvilke opgaver de ønsker at engagere sig i. For at give parterne, og især de frivillige, de bedste forudsætninger for at trives på plejehjemmet og skabe udvikling i samarbejdet inviteres de til et introduktionsforløb på plejehjemmet, hvor de får nærmere kendskab til beboerne og deres ønsker, opgaveløsning, regler, huset og relevante spørgsmål og får mulighed for at drøfte udviklingsmuligheder.

 

For medarbejderne på de deltagende plejehjem planlægges der et kompetenceudviklingsprojekt  med fokus på, hvordan plejehjemmet kan få et tættere samarbejde med ressourcepersoner, klubber og andre i lokalområdet. Projektet gennemføres i samarbejde med frivillige organisationer og konsulentstøtte fra Folkesundhed København.

 

Da erfaringer viser, at det er vanskeligt at frigøre medarbejdere til nye udviklingsopgaver, afsættes der midler i partnerskabspuljen til at frikøbe ca. 20 medarbejdere i 2-3 dage til at deltage i kurset i foråret 2006.

 

I 2006 er det intentionen at bruge erfaringerne fra partnerskabsprojektet i forbindelse med etablering af lignende aktiviteter for især svage ældre blandt de ca. 5000 beboere i ældreboligbebyggelser. Projektet gennemføres i samarbejde med beboerrådgivere fra SAB og KAB og inddrager dermed boligforeninger som nye parter i samarbejde med frivillige organisationer.

 

Udmøntningen af partnerskabsprojektet i 2006 indeholder følgende:

 

1.      Pulje til økonomisk støtte af borgerrettede aktiviteter gennem partnerskaber
For at skabe en bred motivation for indgåelse af partnerskaber oprettes en økonomisk pulje til støtte for initiativer, der kan understøtte frivillighedspolitikken og fremme indgåelse af partnerskaber på ældreområdet.
Frivillige organisationer, plejehjem og foreninger knyttet til ældreboligbebyggelser kan søge støtte til eksempelvis temadag, faglig støtte og inspiration, møde- og kursusvirk-somhed, annoncering samt informationsmateriale eller en konkret aktivitet.

2.      Fortsat udvikling af samarbejdet med frivillige organisationer på plejehjem
Intentionen om at styrke den frivillige indsats på plejehjem fortsætter i samarbejde med frivillige organisationer. Det er et mål, at der hvert år inddrages 10 - 15 nye plejehjem i Partnerskabsprojektet, der indgår i et samarbejde med en eller flere frivillige organisationer om at rekruttere frivillige til at påtage sig opgaver der støtter beboernes særlige ønsker til frivilligt socialt arbejde. Målsætningen er at der over en 5 års periode er formuleret frivillighedspolitik på samtlige plejehjem.

3.      Undersøgelse og udvikling af den frivillige indsats i ældreboligbebyggelser
Som et led i udvikling af partnerskabsprojektet sættes der fokus på aktiviteter for svage ældre i ældreboligerne. Aktiviteterne iværksættes og forankres på frivillig basis i et tæt samarbejde mellem Folkesundheds København´s sundhedskonsulenter, beboerrådgiver tilknyttet boligforeningerne og relevante frivillige organisationer. Lokale temadage om frivillighedspolitik og partnerskaber på ældreområdet

4.      Lokale temadage om frivillighedspolitik og partnerskaber på ældreområdet
I efteråret 2006 planlægges lokale temadage, hvor erfaringer og muligheder fra projektet præsenteres for offentligheden med henblik på debat om nye udviklingsmuligheder.

5.      Forelæggelse af statusredegørelse for Sundheds- og Omsorgsudvalget primo 2007
I fremtiden vil Sundheds- og Omsorgsudvalget årligt modtage en statusredegørelse der både vil indeholde en redegørelse for de opnående resultater og forslag til fremadrettede aktiviteter.

 

 

4. Arbejdet i Områdefornyelsen og i LYN

Københavns Kommune udpegede i 2005 Mimersgadekvarteret til områdebaseret byfornyelse.  Et byfornyelsesprogram blev udarbejdet og heri foreslås en lang række projekter indenfor fysisk planlægning, miljøområdet, det sociale område samt enkelte forslag indenfor sundhed og livskvalitet. Sundheds- og Omsorgsudvalget har på et møde den 12. maj 2005, at Folkesundhed Københavns indsats i implementeringen af byfornyelsesprogrammet skal fokusere på etniske minoriteter og motion. Det samlede Byfornyelsesprogram er efterfølgende godkendt i Borgerrepræsentationen den 2. juni 2005.

 

Indsatsen i områdefornyelsen finansieres af kommune og stat i fællesskab, således at de kommunale forvaltninger skal bidrage med 1/3 af udgiften. På grund af organisatoriske problemer er processen med at realisere byfornyelsesprogrammet stærkt forsinket. Folkesundhed København har derfor ikke haft mulighed for at realisere de projekter, der er givet mandat til at deltage i, selvom forvaltningen havde tilvejebragt de nødvendige økonomiske midler til den kommunale del af aktiviteternes finansiering. Det forventes, at disse aktiviteter i stedet helt eller delvist kan gennemføres i 2006.

 

Folkesundhed Københavns arbejde har i 2005 været præget af de vanskeligheder og organisatoriske problemer, som har karakteriseret det overordnede områdefornyelsesprojekt. Folkesundhed København er indgået på lige fod med andre kommunale forvaltninger i det borgerinvolverende arbejde omkring byfornyelsesprogrammets tilblivelse – og har herunder deltaget i en overordnet styregruppe med observatørstatus.

 

Forvaltningen havde via midler fra partnerskabspuljen tilvejebragt det økonomiske grundlag for at kunne realisere de projekter, som Sundheds- og Omsorgsudvalget har tiltrådt. Projekterne har dog ikke kunnet realiseres som planlagt, fordi det samlede områdefornyelsesarbejde er blevet forsinket. Det har således ikke været muligt at få områdefornyelsens beslutningstagere til at tage stilling til den del af finansieringen, der vedrører de centrale områdefornyelsesmidlerne. Dette forventes først at ske i 2006.

 

Folkesundhed København forventer i stedet for at gennemføre de lovede indsatser i 2006 – det vil først og fremmest sige at gennemføre en række dialogmøder om udvalgte sundhedsemner, at gennemføre cykelkurser for nydanske kvinder samt at opstille en idrætscontainer med et udvalg af forskellige idrætsredskaber for at motiverer foreningsløse børn og unge til aktiviteter. Midlerne herfra finansieres i 2006 af forvaltningen via midler fra Forebyggelsespuljen.

 

På mødet i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 12. maj 2005 godkendte udvalget, at den daværende partnerskabsaftale mellem Kvarterløft Nørrebro Park og Folkesundhed København som planlagt ophørte pr. 1. februar 2005. Folkesundhed København har siden da fortsat deltaget i det etablerede netværk af hovedsagligt professionelle, der er etableret i det hidtidige LYN samarbejde. Folkesundhed København har desuden bakket op om, at man søger at udnytte erfaringerne fra LYN i en bredere sammenhæng i Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret, hvilket der er taget initiativ til via en formaliseret samarbejde mellem aktørerne i området - et samarbejde, som Folkesundhed København fortsat vil indgå i.

 

Kvarterløft Nørrebro Park har ønsket, at der afsættes 200.000 kr. fra partnerskabspuljen til projekt LYN. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har modtaget en opgørelse over bevillingens anvendelse i 2005 og en opgørelse over antal gennemførte aktiviteter.

 

Evalueringen af LYN fra efteråret 2004 viser imidlertid en manglende borgerinvolvering, som var det oprindelige sigte med LYN-projektet. Aktivitetsopgørelsen for 2005 ændrer ikke på denne konklusion. Det er derfor fortsat forvaltningens opfattelse, at midlerne fra partnerskabspuljen i stedet bør anvendes til partnerskaber på ældreområdet, hvorfor der ikke foreslås afsat midler af partnerskabspuljen i 2006 til finansiering af projekt LYN.

 

Forvaltningen foreslår derfor, at der i 2006 ikke afsættes midler fra partnerskabspuljen til at finansiere indsatser i projekt LYN.

 

 

ØKONOMI

 

Partnerskaber på ældreområdet

Udmøntning 2006

Udviklingspulje til partnerskabsaktiviteter

350.000,-

Møde- og konferenceaktivitet m.v.

150.000,-

Projektstyring, herunder administration og projektledelse

600.000,-

Ressourcebaseret udvikling i ældreboligbebyggelser

400.000,-

I alt

1.500.000,-

 

På baggrund af ovenstående sagsbeskrivelse indstiller Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at den beskrevne udmøntning af budgetrammen for partnerskabsprojektet på ældreområdet på 1,5 mio. kr. godkendes. Sundheds- og Omsorgsudvalget vil hvert år modtage en statusredegørelse for resultater og erfaringer fra partnerskaber på ældreområdet.

 

 

HØRING

Indstillingen har været i høring hos Ældre Sagen, Ældremobiliseringen, Samvirkende Menighedsplejer, Pensionisternes samvirke, Hovedstadens Røde Kors, Ældrerådenes Fællesudvalg og Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde i Københavns Kommune (KiKK).

 

Ældre Sagen har i deres høringssvar understreget, at de fortsat ønsker at indgå i samarbejdet og ser med stor tilfredshed på, at projektet udvides til også at omfatte beboerne i ældreboligerne. Samtidig ser de gerne

·        en opgørelse af personalets tidsforbrug i forbindelse med projektet.

·        en evaluering af hele projektet

·        en udtalelse af Forbundet af Offentlige Ansatte samt

·        en brugerundersøgelse blandt besøgsmodtagerne i projektet.

 

Forvaltningen har noteret sig Ældre Sagens bemærkninger. Der vil med udgangen af 2006 blive foretaget en evaluering af projektet med udgangspunkt i projektets succeskriterier, herunder en tilfredshedsundersøgelse blandt beboerne, som beskrevet i indstillingen. De to øvrige punkter har Sundheds- og omsorgsforvaltningen ladet indgå i de lokale aftaler på plejehjemmene.

 

Ældrerådenes Fællesudvalg har drøftet indstillingen på mødet den 21. februar 2006 og har ingen bemærkninger til det indstillede.

 

 

BILAG

·        Høringssvar fra Ældrerådenes Fællesudvalg

·        Høringssvar fra Ældre Sagen

 

 

 

Ib Haurum

/Kirsten Lee

 

 

 

 


 

Bilag

Til top