Ombygning af Bispebjerghjemmet - høring
Ombygning af Bispebjerghjemmet - høring
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 30. marts 2006
Sager til beslutning
10. Ombygning af Bispebjerghjemmet - høring
SOU 89/2006 J.nr. 7/2006
INDSTILLING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Bispebjerghjemmet lukkes med udgangen af december 2006 med henblik på efterfølgende ombygning,
at Sundheds-
og Omsorgsudvalget godkender, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er
behjælpelig med at tilvejebringe passende erstatningsboliger til beboerne i
Socialforvaltningens bofællesskab på Bispebjerghjemmet,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at flytteudgifter vedrørende Socialforvaltningens beboere afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme efter de retningslinier vedrørende flytteudgifter, som er fastlagt for de øvrige beboere på Bispebjerghjemmet,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundheds- og Omsorgsudvalget ikke afholder evt. anlægsudgifter i forbindelse med genhusning af Socialforvaltningens bofællesskab.
RESUME
Borgerrepræsentationen har besluttet at modernisere en række af de utidssvarende plejehjem over en tiårig periode. Bispebjerghjemmet påtænkes at være det næste hjem, som indgår i Københavns Kommunes moderniseringsplan for de utidssvarende plejehjem.
Bispebjerghjemmet er blandt de fysisk ringeste plejehjem i kommunen og er vurderet som ombygningsegnet. Hjemmet er placeret i et lokalområde, der ikke for tiden er berørt af ombygning/nybyggeri udover de besluttede ændringer på Dortheagården (indstilling SOU 423/2005 J.nr. 40/2005, 5. januar 2006), der forventes afsluttet senest den 1. september 2006.
Forlaget om lukning og efterfølgende ombygning af Bispebjerghjemmet blev principgodkendt på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 23. februar 2006 og derefter udsendt til høring hos de berørte parter.
Det fremgår af høringssvarene fra bestyrelsen, samarbejdsudvalget, Bruger- Pårørenderådet samt det lokale Ældreråd i Bispebjerg at de alle er positivt indstillet overfor forslaget.
Med hensyn til Socialudvalgets høringssvar foreslår Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at forvaltningen er behjælpelig med at tilvejebringe de nødvendige erstatningsboliger til beboerne i Socialforvaltningens bofællesskab på Bispebjerghjemmet. Det foreslås endvidere at Sundhe ds- og Omsorgsudvalget afholder flytteudgifterne vedrørende Socialforvaltningens beboer efter de retningslinier som er fastlagt for de øvrige beboere på Bispebjerghjemmet. Med hensyn til evt. anlægsudgifter knyttet til Socialforvaltningens målgruppe er der i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens budget ingen frie midler til afholdelse af disse udgifter.
Det indstilles derfor at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ikke afholder evt. anlægsudgifter i forbindelse med genhusning af Socialforvaltningens bofællesskab.
Det skal bemærkes at der i forbindelse med placeringen af bofællesskabet ved Bispebjerghjemmet i 1986 blev indgået en normal lejekontrakt, der kan opsiges med 6 måneders varsel.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter, at Bispebjerghjemmet lukkes med udgangen af december 2006, med henblik på at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen igangsætter udarbejdelse af projektforslag i samarbejde med Plan & Arkitektur i Bygge og Teknikforvaltningen til efterfølgende forelæggelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, samt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Med ældreplanen har Borgerrepræsentationen besluttet, at 1.600 af kommunens utidssvarende plejeboliger skal moderniseres til 900 moderne boliger i perioden 2005-2014. I samme periode falder antallet af ældre i Københavns Kommune. Moderniseringen af plejeboliger kan derfor ske i takt med, at antallet af ældre borgere falder.
Omdrejningspunktet for planlægningen af reduktionen i antallet af plejeboliger er, at 4 ugers garantien på plejeboligområdet skal overholdes.
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte den 1. april 2004 (SOU 29/2004 J.nr.41/ 2002) fire kriterier for udvælgelse af plejehjem til ombygning. Kriterierne, der omhandler utidssvarende plejeboliger, ombygningsegnethed, demografisk udvikling/efterspørgsel i lokalområderne og 4 ugers garantien, har dannet grundlag for det aktuelle ombygningsforslag.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har desuden på mødet den 9. juni 2005 (SOU 154/2005 J.nr. 16/2004) godkendt, at der i hele planperioden arbejdes med en etårig beslutningshorisont, således at Sundheds- og Omsorgsudvalget hvert år drøfter, hvilke plejehjem der skal indgå i moderniseringsplanen året efter. Det vil give den fornødne fleksibilitet til at sikre 4 ugers garantien, selv om en række præmisser skulle ændre sig i planperioden. Samtidig bliver der en passende periode til at sikre en hensigtsmæssig proces omkring genhusning af beboerne og omplacering af personalet.
Bispebjerghjemmet
Som følge af demografiudviklingen – og dermed det faldende antal ældre - skal antallet af almindelige plejehjemspladser i 2007 reduceres med 111 pladser. Under de nuværende planforudsætninger sikres denne reduktion generelt set ved lukningen (og den efterfølgende ombygning) af Bispebjerghjemmet. Den samlede reduktion over de kommende 10 år er fastlagt, men tages løbende op til revision med henblik på overholdelse af 4-ugers garantien.
Med hensyn til den selvejende institution Bispebjerghjemmet, Tagensvej 186, er denne opført i 1970, og består af to parallelle boligfløje i tre etager bundet sammen af en forbindelsesbygning i en etage, alle med kælder (se vedlagte bilag 1).
Plejehjemmet rummer i dag 108 traditionelle plejeboliger, 19 palliative pladser og et daghjem med 13 pladser. Palliativ betyder "lindrende omsorg og pleje", og den palliative aflastningsenhed er forbeholdt uhelbredeligt syge og døende, overvejende borgere med kræftsygdomme. Derudover bor fem beboere i en opgang i den ene ende af en af boligfløjene i et selvstændigt bofællesskab, der hører under Socialforvaltningen. Opgangen er udlejet til Socialforvaltningen ved en normal lejekontrakt, der kan opsiges med 6 måneders varsel.
Bispebjerghjemmet foreslås lukket til ombygning med udgangen af december 2006 med henblik på efterfølgende ombygning. Hjemmet forventes genåbnet i første halvdel af 2008 ifølge den foreløbige tidsplan. De palliative pladser søges genetableret i sin helhed på et andet plejehjem i forbindelse med ombygningen. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil endvidere i samarbejde med Socialforvaltningen finde en fremadrettet løsning med hensyn til placeringen af bofællesskabet, der nødvendigvis skal genhuses ved en ombygning. I de nuværende skitser til ombygning er bofællesskabspladserne ikke mulige at genetablere i den kommende plejeboligbebyggelse. Socialforvaltningen har igennem hele forløbet været orienteret om planerne vedrørende Bispebjerghjemmet.
Nedenfor gennemgås Bispebjerghjemmet ud fra ovennævnte fire kriterier.
· Kriterium 1: Utidssvarende plejehjem. Bispebjerghjemmet er blandt de fysisk ringeste plejehjem. Plejehjemsboligen består således af 1 rum (14 m2) med tilhørende lille toilet/baderum (under 2 m2). Det skal bemærkes, at kravene til en tidssvarende plejeboligs baderum er på ca. 6 m2 af hensyn til de hjælpemidler, der skal støtte beboere og skåne personalet i forbindelse med tunge løft mv. Desuden trænger facaderne i begge bygninger til renovering.
·
Kriterium 2: Ombygningsegnethed. Rådgivende Ingeniører
og Arkitekter (RIA) har i 2000 undersøgt bygningen og vurderet den
ombygningsegnet. Der har i samarbejde med Bispebjerghjemmets bestyrelse været
foretaget supplerende tekniske forundersøgelser vedr. bygningskonstruktive
forhold m.m. i 2005. I den forbindelse er det under drøftelser med Plan &
Arkitektur i Teknik- og Miljøforvaltningen oplyst, at der vil kunne foretages
en mindre bygningsudvidelse, således at det samlede antal boliger efter
ombygning kan blive 95. Udvidelsen udløser ikke lokalplanpligt.
På denne baggrund skønnes det, at sagen anlægsøkonomisk vil kunne afholdes
inden for de støttemæssige rammer for anskaffelsessummen, idet plejeboligerne
opføres og finansieres efter reglerne i almenboliglovgivningen. Tilsvarende
skønnes antallet af boliger at give god mulighed for særdeles hensigtsmæssig
drift i plejen.
· Kriterium 3: Demografisk udvikling/efterspørgsel i lokalområder. Bispebjerg er i modsætning til flere andre lokalområder ikke påvirket af andre aktuelle ombygningstiltag, udover de besluttede ændringer på Dortheagården (indstilling SOU 423/2005 J.nr. 40/2005, 5. januar 2006), der forventes afsluttet senest den 1. september 2006. Plejehjemsstandarden på Bispebjerg var allerede i 2000 generelt markant ringere, end tilfældet for byen som helhed. Dækningsgraden til plejehjem (antal plejeboliger for 80+ årige pr. 100 indbyggere) på Bispebjerg er 18,8 %, medens den for byen som helhed er 17,3 %.
· Kriterium 4: 4-ugers garantien. Da Bispebjerghjemmet udgør en stor del af plejehjemskapaciteten på Bispebjerg, kan lokalområdet ikke selv genhuse alle de beboere, der skal flyttes. Det vil blive nødvendigt at flytte mange til naboområderne, ligesom en del af de Bispebjerg-borgere, der i samme periode visiteres til plejehjem, må flytte ind på plejehjem andre steder i byen. Da Bispebjerghjemmets almindelige plejehjemspladser (108) næsten svarer til hele den demografirelaterede reduktion, der skal foregå i 2007, bliver Bispebjerghjemmet derfor – som udgangspunkt - alene om at flytte beboere til de øvrige plejehjem og skal således under de nuværende planforudsætninger ikke konkurrere med andre plejehjem under afvikling ved genhusning af beboere. Det bemærkes, at 4-ugers garantien er gældende for byen som helhed.
Som tidligere beskrevet består Bispebjerghjemmet af to parallelle boligfløje i tre etager bundet sammen af en forbindelsesbygning i en etage. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har overvejet en etapedeling i to dele - en fløj ad gangen - af ombygningen, men har frafaldet denne opdeling af to årsager. For det første og afgørende kan der ikke sikres en opretholdelse af varmeforsyningen under byggeperioden uden betydelige merudgifter. For det andet udmønter en delvis lukning ikke de nødvendige økonomiske besparelser, der også er en del af moderniseringsplanen.
Dialog med beboere, pårørende og personale.
Den 13. maj 2004 godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget principperne for dialog og information til beboere, pårørende og personale (SOU 35/2004 J. nr. 15/2004). Principperne har været anvendt i forbindelse med ombygningerne på de første plejehjem: Dronning Ingrids Hjem, Røde Kors Hjemmet, Sankt Joseph, Ryholtgård samt Johannesgården, og erfaringerne er gode.
I forbindelse med høringen er beboere, pårørende og personale på institutionen blevet informeret om planerne, således at der sikret størst mulig åbenhed og involvering i forberedelsen frem til, at ombygningen kan påbegyndes.
Umiddelbart efter Sundheds- og Omsorgsudvalgets endelige beslutning den 30. marts 2006 inddrages endvidere alle involverede parter i planlægningen af det videre konkrete forløb. Her får alle løbende afklaret præcist, hvornår beboerne skal flytte, og personalet skal være opsagt, i clearing eller tilbudt opskoling, eller lign.
Erfaringer fra de seneste ombygninger viser, at stort set alle berørte medarbejdere, der har ønsket at være omfattet af clearingsordningen, er tilbudt anden beskæftigelse.
MILJØVURDERING
Sagen er ikke omfattet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Med nærværende indstilling om lukning af Bispebjerghjemmet med henblik på efterfølgende ombygning opfyldes den økonomiske tilpasning som følge af demografitilpasningen.
Såfremt indstillingen tiltrædes udarbejdes, over en periode på ca. 3 måneder, et byggeprogram der vil være grundlaget for det videre projekteringsarbejde. Byggeprogrammet vil være en overordnet beskrivelse af principperne for projektet, herunder bl.a. forventet antal boliger, rumdisponering, servicearealer m.v.
På baggrund af byggeprogrammet udarbejder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med Plan & A rkitektur i Bygge- og Teknikforvaltningen, over en forventet periode på ca. 6-7 måneder, et projektforslag. Projektforslaget vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, samt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen som en støttesagsindstilling – det såkaldte skema A. Herefter igangsættes detailprojekteringen, der skal danne grundlag for udbud, tilbudsindhentning og igangsætning af byggeriet.
I forbindelse med godkendelsen af støttesagsindstillingen i Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget træffes der endvidere beslutning om finansieringen af projektet. Dette sker i hovedtræk ved et tilsagn om kommunal støtte i form af en garanti for realkreditlån svarende til 91 % af anskaffelsessummen for boligerne. Der anvises endvidere kassemæssig dækning for en kommunal grundkapital på 7 pct. af anskaffelsessummen (indskud i Landsbyggefonden). De resterende 2 % finansieres via beboerindskud (der under særlige vilkår kan lånes af kom munen). Renoveringen af servicearealerne finansieres med realkreditlån med kommunal garanti. Staten yder tilskud til etableringen af servicearealerne mens montering af servicearealerne, herunder EDB og nødvendige hjælpemidler finansieres af Sundheds- og Omsorgsudvalget via en kapitalbevilling.
HØRING
Indstillingen om lukningen samt den efterfølgende ombygning af Bispebjerghjemmet har været udsendt til høring hos beboere, pårørende, personale, bruger/pårørenderåd, bestyrelsen for Bispebjerghjemmet, det lokale ældreråd samt Socialudvalget.
Det fremgår af høringssvarene fra det lokale ældreråd, Bispebjergshjemmets bestyrelse, bruger- og pårørenderådet, samt fra samarbejdsudvalget, at de alle er positivt indstillet overfor forslaget. Høringssvarene fremhæver endvidere det ønskelige i at bevare produktionskøkkenfunktionen med cafédrift til fremme af brugernes valgfrihed og mulighed for bespisning for lokalområdets pensionister. Med hensyn til personalet understreges det, at de skal inddrages i den videre proces om afklaring af fremtidige forhold m.h.p. clearingsordning og uddannelse. Endelig ønsker bestyrelsen at daghjemmet genetableres i det ombyggede Bispebjerghjem, og det lokale ældreråd ønsker en redegørelse om huslejens sammensætning efter ombygningen.
Af Socialforvaltningens
høringssvar fremgår det, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen anmodes om at være behjælpelig med at tilvejebringe passende
erstatningsboliger til de berørte beboere i Socialforvaltningens bofællesskab
på Bispebjerghjemmet, samt at flytteudgifter og evt. anlægsudgifter ved
genhusning afholdes af Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bemærkninger til de indkomne høringssvar
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil indtænke produktionskøkken og cafésal i ombygningsplanerne for Bispebjerghjemmet. Forvaltningen vil endvidere i samarbejde med de berørte faglige organisationer afvikle møder på Bispebjerghjemmet til afklaring af personalets mulighed for ansættelse under clearingsordningen og evt. uddannelse.
I forbindelse med udarbejdelse af skema A materialet vil forvaltningen fremlægge den efterspurgte huslejeberegning. Det skal bemærkes, at der i projektet arbejdes indenfor det lovbefalede rammebeløb og erfaringsmæssigt vil nettohuslejeniveauet ikke bevirke, at en ikke formuende pensionists økonomi kommer under rådighedsbeløbet.
På nuværende tidspunkt er projektet og planerne for lokalområdet generelt ikke så langt fremme, at forholdene omkring fremtidige daghjemspladser kan afklares.
Med hensyn til Socialudvalgets høringssvar er der ikke i Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget frie anlægsmidler til tilvejebringelse af passende erstatningsboliger til beboere i Socialforvaltningens bofællesskab på Bispebjerghjemmet, men forvaltningen indgår gerne i et fremadrettet samarbejde om at være behjælpeligt med at tilvejebringe passende erstatningsboliger til Socialforvaltningens beboere, ligesom forvaltningen er indstillet på at afholde flytteudgifter vedrørende Socialforvaltningens beboere efter de retningslinjer, som er fastlagt for de øvrige beboere på Bispebjerghjemmet.
BILAG
· Oversigtskort og -billeder vedrørende Bispebjerghjemmets placering og opbygning
· Høringssvar fra bestyrelsen, samarbejdsudvalget, bruger/pårørenderåd, det lokale ældreråd samt Socialudvalget
Lene Sillasen
/Lars Bo Bülow