Kravspecifikation for grundig rengøringsordning
Kravspecifikation for grundig rengøringsordning
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 30. januar 2003
9. Kravspecifikation for grundig rengøringsordning
SOU 21/2003 J.nr. 27/2002
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at vedlagte kravspecifikationer for grundig rengøring godkendes
at godkende, at forvaltningen indgår kontrakt med tre leverandører af grundig rengøring pr. distrikt.
RESUME
I forbindelse med indførelse af frit valg på ældreområdet besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget den 21. november 2002 (SOU 247/02) at sende ydelserne indkøbsordning, tøjvaskordning og grundig rengøring i udbud. Vedlagte kravspecifikation for grundig rengøring skal anvendes ved udbud af ordningen i forbindelse med indførelse af frit valg i Københavns Kommune. Sundhedsforvaltningen indstiller, at udvalget godkender kravspecifikationen.
De tre kravspecifikationer (for ydelserne indkøbsordning, tøjvaskordning og grundig rengøring) følger overvejende samme struktur, der er opbygget efter leverancen fra start til slut:
- Krav til produktet/ydelsen
- Information om produkt og priser
- Tilmelding/afmelding/ændringer
- Transport af varer til borgerens bopæl (gælder indkøbsordning)
- Levering
- Betaling
- Dokumentation og rapportering
- Kvalitetssikring
- Øvrige krav
Kravspecifikationerne er udformet som minimumskrav, og derfor skal alle tilbudsgivere kunne dokumentere, at de lever op til disse krav. Derudover ønsker Sundhedsforvaltningen at udbudet udformes på en måde, der giver mulighed for, at leverandørerne kan præsentere yderligere forslag til krav mv. i en grundig rengøring.
Desuden indstiller forvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at forvaltningen indgår kontrakt med tre leverandører af grundig rengøring pr. distrikt. Distriktet defineres som den organisatoriske opbygning omkring myndighedsfunktionen.
Kravspecifikationen til grundig rengøring er opbygget ud fra et hensyn til borgerens tryghed. Som udgangspunkt skal leverandøren kende Københavns Kommunes værdigrundlag og omsorgsfilosofi.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
De grundlæggende elementer i udkastet til kravspecifikationer til grundig rengøring præciseres og begrundes senere i indstillingen under afsnittet "Indhold i kravspecifikation for grundig rengøring".
Som forudsætning for at gennemføre et udbud af grundig rengøring har Sundhedsforvaltningen udarbejdet:
- en kvalitetsstandard for grundig rengøring, indarbejdet i "Kvalitetsstandarder for ældreområdet i Københavns Kommune" (der henvises til særskilt indstilling på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 30. januar 2003).
- kravspecifikationer til grundig rengøring (vedlagt som bilag).
De kravspecifikationer der hermed indstilles til godkendelse omhandler krav, der retter sig mod grundig rengøring. De generelle leverandørkrav som f.eks. økonomisk sikkerhedsstillelse, arbejdsmiljø, uddannelse mv. er under udarbejdelse og vil blive forelagt udvalget den 13. marts 2003 sammen med ydelsespriserne for personlig og praktisk hjælp.
Priserne skal anvendes til at godkende leverandører jf. hovedreglen i frit valgs loven, mens kommunen i udbudet af indkøbsordning, tøjvaskordning og grundig rengøring kan indhente tilbud, der bl.a. konkurrerer på pris og hvor kommunen skal vælge de økonomisk mest fordelagtige tilbud.
Ved udbud skal kvalitetsstandarder, kravspecifikationer og leverandørkrav indberettes til Socialministeriets fritvalgsdatabase, mens priser kun skal indberettes ved brug af godkendelsesmodellen.
Fakta om grundig rengøring
Borgerne kan blive visiteret til grundig rengøring, når de i forvejen er visiteret til rengøring. Kvalitetsstandarderne vedrørende praktisk bistand indeholder visitationskriterier for at visitere til grundig rengøring. Grundig rengøring tilbydes enten to gange tre timer årligt eller seks timer samlet om året, hvis borgeren ønsker det. Udbudet af grundig rengøring medfører ingen ændringer i det fastsatte serviceniveau.
I alt er ca. 15.000 borgere visiteret til rengøring. Heraf tilbydes alle grundig rengøring, hvilket nogle borgere dog takker nej til.
Forvaltningen vurderer, at potentialet for andelen af borgere, der fremover visiteres til grundig rengøring vil være 80-90%, efterhånden som kendskabet til ordningen udbredes.
Indhold i kravspecifikationen for grundig rengøring
Kravspecifikationen til indkøbsordning, tøjvaskordning og grundig rengøring er udarbejdet af en arbejdsgruppe sammensat af repræsentanter fra hjemmeplejen, Pensions- og Omsorgskontorer og centralforvaltningen. Arbejdet med kravene har taget udgangspunkt i eksisterende kontrakter med private leverandører i kommunen og erfaringer med de private leverandører.
De tre kravspecifikationer følger overvejende samme struktur, der er opbygget efter leverancen fra start til slut:
- Krav til produktet/ydelsen
- Information om produkt og priser
- Tilmelding/afmelding/ændringer
- Transport af varer til borgerens bopæl (gælder indkøbsordning)
- Levering
- Betaling
- Dokumentation og rapportering
- Kvalitetssikring
- Øvrige krav
Kravspecifikationerne er udformet som minimumskrav, og derfor skal alle tilbudsgivere kunne dokumentere, at de lever op til disse krav. Derudover ønsker Sundhedsforvaltningen at udbudet udformes på en måde, der giver mulighed for, at leverandørerne kan præsentere yderligere forslag til krav mv. i en grundig rengøring
Kravspecifikationen til grundig rengøring er primært opbygget ud fra et hensyn til borgerens tryghed. Som udgangspunkt skal leverandøren kende Københavns Kommunes værdigrundlag og omsorgsfilosofi. Derudover har forvaltningen vurderet, at der skal opstilles krav om:
- Solid information om ordningen
- Klare regler for afbud, ændringer mv.
- Krav om synlig legitimation ved levering
- Løbende dokumentation og afrapportering fra leverandør til kommunen
Antal leverandører pr. distrikt
Sundhedsforvaltningen anbefaler, at kommunen indgår kontrakt med tre leverandører af grundig rengøring pr. distrikt. Distriktet defineres som den organisatoriske opbygning omkring myndighedsfunktionen.
Af lovgivningen om frit valg fremgår det, at "anvendelse af udbudsmodellen medfører, at kommunalbestyrelsen skal begrænse antallet af leverandører, som hjemmehjælpsmodtagerne kan vælge imellem".
Borgerne skal have mulighed for at vælge mellem mindst to og maksimum fem leverandører indenfor hver ydelseskategori. I udbudsmaterialet skal kommunen oplyse, om kommunen forventer at tilbyde kontrakt med to, tre, fire eller fem leverandører, så leverandørerne på forhånd ved, hvor mange de er i konkurrence med.
Sundhedsforvaltningen anbefaler, at kommunen påregner at indgå kontrakt med tre leverandører pr. distrikt. Forvaltningen vurderer, at tre leverandører pr. distrikt vil give borgeren en reel valgmulighed. Desuden vil tre leverandører pr. distrikt skabe den nødvendige konkurrence, som vil holde leverandørernes fokus på kvaliteten. Endvidere skabes en grundig rengøring, der organisatorisk kan blive velfungerende.
MILJØVURDERING
I kravspecifikationerne kræver Sundhedsforvaltningen, at leverandører af grundig rengøring anvender miljøvenlige rengøringsmidler med varedeklaration.
ØKONOMI
De endelige omkostninger til grundig rengøring – efter ordningen har været i udbud – kendes endnu ikke, da tilbudsgiverne bl.a. skal konkurrere på prisen, jf. "det økonomisk mest fordelagtige tilbud". Formuleringen betyder, at man fastsætter, hvilke delkriterier der afgør, hvilket tilbud der samlet set er de økonomisk mest fordelagtige. De mest anvendte delkriterier er: pris, driftsomkostninger, kvalitet, drifts- og leveringssikkerhed, kvalitetssikring samt organisatoriske og personalemæssige forhold..
HØRING
Ældrerådene vil blive hørt med frist 5. marts 2003. Høringssvarene vil indgå i den endelige behandling i Borgerrepræsentationen af kvalitetsstandarder, leverandør- og priskrav fra såvel Sundhedsforvaltningen som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
BILAG
- Kravspecifikationer for grundig rengøring til hjemmehjælpsmodtagere
Lau Svendsen-Tune
/Lars Bo Bülow