Mødedato: 29.10.2020, kl. 14:30
Mødested: Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, Kbh. V

Udmøntningsforslag vedr. ’Pulje til at imødegå ensomhed blandt ældre på plejehjem’

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

1. at "Pulje til at imødegå ensomhed blandt ældre på plejehjem" udmøntes til ét af de tre foreslåede initiativer, jævnfør indstillingens løsningsafsnit.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er med budgetaftale 2021 blevet tildelt 2 mio. kr. årligt til "Pulje til at imødegå ensomhed blandt ældre på plejehjem". Midlerne løber over en fireårig periode fra 2021-2024. Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges hermed forslag til udmøntning.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har følgende tre forslag til udmøntningen af midler vedr. "Pulje til at imødegå ensomhed blandt ældre på plejehjem". De tre forslag baserer sig på aktiviteter, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har god erfaring med at ensomme ældre deltager i. Den konkrete udmøntning i årene 2021-24 vil i praksis kunne påvirkes af eventuelle COVID-19 restriktioner fra sundhedsmyndighederne.

1. Musikfestival
Fællesskaber omkring musik giver gode muligheder for, at alle plejehjemsbeboere, uanset funktionsevne, svækkelse og ressourcer, kan deltage i en særlig begivenhed, der også mere vedvarende kan bidrage til fællesskabet på plejehjemmet og dermed nedbringe følelsen af ensomhed. Erfaringer fra tidligere års musikfestivaler viser, at de bidrager til følelse af samhørighed på plejehjemmet. Musikken, samt minderne fra dagene, kan bruges i løbet af året til at skabe gode stunder og vedligeholde fællesskaber. I 2020 er festivalen, på grund af situationen med COVID-19, blevet afholdt som flere både større og mindre arrangementer rundt omkring på de enkelte plejehjem, i stedet for ét stort arrangement som tidligere år. Erfaringer herfra er, at endnu flere beboere har kunnet deltage i fællesskabet omkring en særlig musikoplevelse.

2. Fælleskabspulje
Der kan oprettes en ”fællesskabspulje”, som plejehjemmene kan ansøge årligt. Formålet med puljen vil være at give det enkelte plejehjem mulighed for at igangsætte og vedligeholde initiativer, som støtter fællesskab og afhjælper følelsen af ensomhed. Det er forvaltningens erfaring med puljer, at en del plejehjem skal have støtte og vejledning i forhold til at søge og bruge sådanne midler, hvilket forvaltningen i forbindelse med administrationen af midlerne vil have særligt fokus på.

3. Mad og fællesskaber
Mad og måltider er en vigtig del af livet på plejehjem og kan være med til at samle beboere omkring en fælles begivenhed. Det foreslås, at midlerne udmøntes efter en fordelingsnøgle til samtlige plejehjem med det formål at oprette og vedligeholde initiativer, der støtter beboerne i at skabe fællesskaber omkring måltiderne. Her vil det være op til det enkelte plejehjem, hvordan de via mad og måltider kan skabe fællesskaber, der omfatter flest muligt beboere.

Økonomi

Midlerne udmøntes til Centralforvaltningen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med henblik på videredistribution til det konkrete initiativ, som vedtages af Sundheds- og Omsorgsudvalget. 

Videre proces

Forvaltningen vil påbegynde planlægningen af det valgte initiativ på baggrund af Sundheds- og Omsorgsudvalget stillingtagen til udmøntningsplanen med henblik på udmøntning fra 2021.

Katja Kayser

                                                                                                               /Helle Schnedler

Beslutning

Indstillingen blev udskudt i forbindelse med godkendelse af dagsordenen.

 

Til top