Mødedato: 29.10.2020, kl. 14:30
Mødested: Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, Kbh. V

Afrapportering vedr. borgere, der udskrives med senfølger efter COVID-19

Se alle bilag

Sagsfremstilling

På møde i borgerrepræsentation den 20. august 2020 blev der behandlet et medlemsforslag fra Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti  om "Oprettelse af genoptræningspladser til behandling af senfølger efter COVID-19 sygdom (2020-0201530)”. Medlemsforslaget blev vedtaget med et ændringsforslag fremsat af Socialistisk Folkeparti; ”Borgerrepræsentationen pålægger sundheds- og Omsorgsforvaltningen med inddragelse af Region Hovedstaden at følge udviklingen i antallet af borgere der udskrives med senfølger fra COVID-19 og at afrapportere resultatet til Sundheds-og Omsorgsudvalget, herunder om udgifterne kan rummes inden for udvalgets eksisterende COVID-19 udgifter eller den eksisterende budgetramme for rehabilitering og genoptræning.”

Denne indstilling imødekommer ovenstående pålæg. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

1. at godkende plan for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens afrapportering til Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende borgere der udskrives med senfølger efter COVID-19.

Problemstilling

Langt de fleste der har været syge med COVID-19 kan vende tilbage til deres almindelige hverdag, når de er raske. Men nogle personer oplever forskellige følger efter infektion med COVID-19. Det kan eksempelvis være åndenød, hjertebanken, smerter i muskler og led samt koncentrationsbesvær. Da COVID-19 er en ny sygdom, er det stadig for tidligt at sige noget præcist om både omfanget af mulige kroniske skader, og om hvor alvorlige de enkelte følger er (Sundhedsstyrelsen den 15. september 2020).

Det er derfor vigtigt, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fortsat følger udviklingen i erfaringer med sygdommens karakter, borgernes senfølger og rehabiliteringsbehovet. Derudover er det vigtigt, at dette sker i samarbejde med andre kommuner, regioner og relevante nationale aktører såsom videns- og forskningscentre som primært er en opgave, der varetages på nationalt niveau.

I nedenstående fremlægges Sundheds- og Omsorgsforvaltningens plan for at følge udviklingen.

 

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens nuværende erfaringer er, at rehabiliteringsbehovene for denne borgergruppe har meget stor diversitet med alt fra træthed og vejtrækningsbesvær til mere alvorlige neurologiske lidelser. Det er desuden den foreløbige erfaring, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen imødekommer de kompetencer og behov for rehabiliteringsindsatser, som borgere med senfølger har. I Københavns Kommune tilbydes borgere med ukomplicerede senfølger, og som har behov for det, et rehabiliteringsforløb på Center for Genoptræning og Center for Rehabilitering og Akutpleje (døgnophold). Dette forløb indeholder typisk styrke, balance og udholdenhedstræning samt træning i varetagelsen af dagligdagsopgaver (ADL-træning).

For borgere, som har komplicerede senfølger, er det den foreløbige erfaring, at senfølgerne overvejende er af neurologisk karakter, og borgerne modtager derfor rehabiliteringsforløb på Neurorehabilitering – Kbh.

Som det fremgår, er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens erfaringer med rehabilitering af borgere med senfølger efter COVID-19 indtil videre få. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen følger data for disse borgere tæt og vil orientere Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende borgere, der udskrives med senfølger fra COVID-19 to gange årligt. Såfremt der sker en væsentlig ændring i antallet af henvisninger til rehabilitering af borgere med senfølger efter COVID-19, vil Sundheds- og Omsorgsudvalget blive orienteret herudover. Denne kadence giver mulighed for, at der vil være relevante data til rådighed for afrapporteringen, samt eventuelle resultater fra regionale og nationale tiltag.

Antal borgere der udskrives med senfølger efter COVID-19

Antallet af københavnere der rammes af senfølger efter COVID-19 og udskrives til et kommunalt tilbud følges tæt af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Der vil derudover være genoptrænings- og rehabiliteringsforløb hvor borgeren har haft et sygdomsforløb med COVID-19, men henvises af anden årsag. Dette antal kendes ikke.

I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er der til og med den 16. oktober 2020 modtaget i alt 56 genoptræningsplaner på borgere med senfølger efter COVID-19. 26 borgere blev udskrevet til midlertidige døgnophold, heraf syv til COVID-19 afdelingen og ganske få til specialiseret rehabilitering på Neurorehabilitering- Kbh. 28 Borgere blev udskrevet til ambulant genoptræning på Center for Genoptræning. Borgernes gennemsnitsalder er ca. 73 år. Heraf var den yngste borger 41 år.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil fortsat følge disse data tæt. Se hertil afsnittet ”Plan for afrapportering.”

Udgifter til genoptræning af borgere med senfølger efter COVID-19

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen varetager genoptræning og rehabilitering af borgere, der henvises til genoptræning i kommunalt regi. Som omtalt ovenfor, er det forvaltningens vurdering, at der i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er de nødvendige faglige kompetencer til rådighed for at varetage denne opgave.

Langvarige senfølger og dermed et eventuelt rehabiliteringsbehov kan have store konsekvenser for borgernes funktionsevne og daglige tilværelse. En alvorlig senfølge efter COVID-19 er erhvervet hjerneskade, der enten kan være relateret til langvarig respiratorbehandling eller til blodpropper forårsaget af COVID-19. Til dags dato er der modtaget få genoptræningsplaner på specialiseret rehabiliteringsniveau, som alle er varetaget af Neurorehabilitering - Kbh. Ved særligt komplicerede forløb kan der tilkomme ekstraordinære udgifter for kommunen.

Samarbejder med Regionen

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er i tæt og løbende dialog med det regionale niveau i forskellige fora. COVID-19 drøftes i forskellige samarbejdsfora med henblik på videndeling om dels hjerneskadeområdet og dels genoptræning og rehabilitering. Samarbejdet med Region Hovedstaden understøtter tilgang til data og udveksling af viden.

Nationale samarbejder

Sundhedsstyrelsen har nedsat ”Følgegruppen vedrørende senfølger for COVID -19”. På baggrund af gruppens arbejde udgiver Sundhedsstyrelsen anbefalinger til organisering og faglige indsatser ”Senfølger efter COVID-19” SST 2020.

I anbefalingerne præciseres kommunernes opgave i forhold til genoptræning, når en person ikke er indlagt. Der henvises her til de gældende vejledninger (VEJ nr. 9525 af 02/07/2018).

Anbefalingerne kan betyde ekstra udgifter for kommunerne, hvilket KL har bedt Sundhedsstyrelsen viderebringe til Sundheds- og Ældreministeriet. Desuden er kommunerne fortsat udfordret af, at der endnu ikke er adgang til data for hverken kommunal medfinansiering eller kommunal fuldfinansiering. Det vil sige, at kommunerne ikke har mulighed for at følge den faktiske aktivitet eller tilgå faktisk afregning på baggrund af aktiviteten. Denne ”datatørke” er opstået som følge af omlægningen af det nationale landspatientregister, som driftes af Sundhedsdatastyrelsen. 

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Plan for afrapportering til Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen orienterer Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende borgere, der udskrives med senfølger fra COVID-19, én gang i kvartalet. Denne kadence giver mulighed for, at der vil være relevante data til rådighed for afrapporteringen, herunder data tilvejebragt i samarbejde med regionen samt eventuelle resultater fra regionale og nationale tiltag.

 

 

Katja Kayser

                                                                                                           /Merete Røn Christensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med vedlagte rettelsesblad. Sundheds- og Omsorgsudvalgets ønskede at blive orienteret ved væsentlige ændringer i udviklingen i antal borgere, der udskrives med senfølger efter COVID-19.

 

Til top