Mødedato: 29.09.2005, kl. 15:00

Ingen titel

Ingen titel

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 29. september 2005

 

 

Sager til beslutning

 

4.      Handleplan for udmøntning af "Analyse af plejehjemmenes styring af drift og økonomi"

 

SOU 311/2005  J.nr. 38/2004

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender de foreslåede tiltag vedrørende udmøntning af anbefalinger fra "plejehjemmenes styring af drift og økonomi" udarbejdet af Deloitte

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at 2006 vedrørende implementering af BUM budgetmæssigt er et forsøgsår.

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2005

Indstillingen blev godkendt.

 

 

RESUME

I forbindelse med drøftelsen af Deloitte-rapporten i mødet den 4. august 2005 (SOU 200/2005 J.nr. 38/2004) godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget, at rapporten blev sendt i høring hos relevante råd og organisationer, bestyrelser for selvejende institutioner samt bruger- og pårørenderåd med henblik på endelig godkendelse af iværksættelsestiltag.

 

Disse tiltag indebærer udvikling af:

 

·        Redskab til brug for omregning mellem lønsumsramme og normeringsramme, herunder simulering i forhold til anvendelse af forskellige ressourcetyper.

·        Redskab til brug for periodisering af lønninger.

·        Redskab til systematisering af registrering af fremmøde i daghjem/dagcenter

·        Redskab til etablering af overblik over visiterede plejetyngde, og de deraf afledte ressourcemæssige konsekvenser. 

 

Sundhedsforvaltningen vil i efteråret udvikle disse redskaber, herunder se på hvad der eksisterer af redskaber i enkelte udførerenheder. Redskaberne vil dog til en vis grad være afhængige af, at det nye lønsystem fungerer tilfredsstillende. Endelig er redskab vedrørende visiteret plejetyngde og afledte ressourcer deraf afhængigt af, at der i forbindelse med udvikling af KOS (det digitale registreringssystem) på plej ehjem tilføres budgetmidler. Dette er sket i ved budgetforliget for 2006.

 

Analysen peger derudover på, at der vedr. den nuværende budgetmodel for plejehjem, bør ses på følgende områder:

 

·        At kommunen arbejder mod en nærmere identifikation af fordele og ulemper ved hhv. de forskellige lejeaftaler og ejerskab af ejendomme.

·        At det overvejes at se nærmere på, om der er behov for justeringer af budgettildelingen i forlængelse af omlægningen af bevillingsstyringen af varme- og el-udgifter.

·        At kommunen iværksætter en detaljeret administrationsundersøgelse med henblik på sammenholdelse af forbrug af administrative ressourcer set i forhold til plejehjemmenes størrelse.

Sundhedsforvaltningen vil på baggrund af anbefalingerne påbegynde en revision af den allerede etablerede budgetmodel for plejehjem. Revisionen vil finde sted i efteråret 2005, således at der ved budget udmelding for 2006 er tilvejebragt en mere nuanceret budgetfordeling.

Sundhedsforvaltningen er i gang med at adskille myndigheds- og leverandøropgaverne ved at implementere en bestiller-udfører-model (BUM) på hele ældreområdet. Adskillelsen af myndighedsopgaverne fra leveringen af hjælpen er en konsekvens af indførelsen af frit valg i 2003 og ændringer vedr. dette i Serviceloven.

 

Sundhedsforvaltningen har implementeret BUM i hjemmeplejen, og vil blandt andet, som det fremgår af indstilling "Godkendelse af visitationskoncept på plejehjemsområdet" SOU 28/2004 også overgå til BUM på plejehjemsområdet.

 

Med indførelsen af BUM vil plejehjemmenes økonomi blive tættere knyttet til beboernes konkrete behov. Der vil således blive foretaget en visitation af "pakker" med personlig pleje og praktisk hjælp til plejehjemmenes beboere. Pakkerne angiver mål for hjælpen og på sigt også en ressourcemæssig ramme, og plejehjemmenes budgettildeling og ressourcestyring må derfor forventes at blive påvirket. Indførelsen af BUM vil ligeledes stille krav om en forøget ressourcemæssig fleksibilitet og mobilitet samt et mere aktivitetsafhængigt budget.

 

Analysen peger på følgende forslag vedr. implementering af BUM på plejehjemsområdet:

·        Videreudvikling af BUM-konceptet

·        Kompetenceudvikling vedr. økonomistyring for ledere og mellemledere

·        Systematisk ledelsesinformation

 

For så vidt angår videreudvikling af BUM-konceptet er det Sundhedsforvaltningens intention, at 2006 er et prøveår. Dette indebærer, at der udmeldes dels "skyggebudgetter" for 2006, dels budgetter efter den eksisterende budgetmodel. Med "skyggebudgetter" gives der mulighed for, at arbejdstidstilrettelæggelse kan afprøves, samtidig med at pakkekonceptet kan finjusteres eksempelvis af tyngdevurderinger i plejen og omsorgen.

 

Sundhedsforvaltningen vil i efteråret påbegynde kompetenceudvikling vedr. økonomistyring for ledere og mellemledere, da disse ved implementering af BUM kan få øget budgetansvar.

 

Tilvejebringelse af ledelsesinformation vil indgå som en del af BUM-udviklingsarbejdet.

 

I forbindelse med budgetforliget for 2006 er der bevilget midler til udvikling og implementering af KOS på plejehjem. En øget digitalisering til hjælp for udarbejdelse af eksempelvis plejeplaner vil således være mulig, ligesom det er forventningen, at der med KOS på plejehjem skabes ensartede styringsredskaber, større gennemsigtighed og fortrolighed med kvalitetsstandarder.

 

Sundhedsforvaltningen har modtaget en række høringssvar, herunder svar fra Ældrerådenes Fællesudvalg, OSI og bruger/pårørenderåd. I disse svar udtrykkes en vis skepsis mht. BUM og mulig forringelse af plejen og omsorgen på bekostning af øget bureaukrati.

 

De selvejende institutioner udtrykker skepsis mht. indgreb i de selvejende institutioners råderet over eks. medarbejdere, ligesom de ikke finder det overbevisende, at små plejehjem er urentable.


 

Til top