Ingen titel
Ingen titel
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 29. september 2005
Sager til beslutning
3. Revidering af takster på plejehjemsområdet til budget 2006
SOU 317/2005 J.nr. 39/2004
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at de reviderede takster, som fremgår af vedlagte takstbilag for 2006, godkendes som et teknisk ændringsforslag til budgetforslaget 2006.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at det godkendes, at beregningsgrundlaget for de reviderede takster er med afsæt i Sundhedsforvaltningens samt Revisionsselskabet Deloitte's fortolkning af problematikken vedr. afgrænsning af kalkulationsgrundlaget for taksterne.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at det godkendes, at såfremt Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke er enige i Sundhedsforvaltningens og Revisionsselskabet Deloitte's vurdering af problematikken vedr. afgrænsning af kalkulationsgrundlaget for taksterne, så fremsættes der en selvstændig indstilling med reviderede takster for 2006 i overensstemmelse med Indenrigs- og Sundhedsministeriets fortolkning af regelgrundlaget.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager til efterretning, at Sundhedsforvaltningen efterfølgende udarbejder en selvstændig indstilling vedrørende konsekvenserne af eventuelle uretmæssige opkrævninger af takster hos beboere på kommunens plejecentre som følge af det nu opgjorte kalkulationsgrundlag.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2005
Indstillingen blev godkendt.
RESUME
På udvalgsmødet den 3. februar 2005 tog Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteringen om en revidering af takststrukturen for de brugerbetalte serviceydelser til efterretning, herunder at ændringer i takststrukturen indarbejdes i budgetforslag for 2006 (SOU 3/2005).
Som nævnt i indstillingen af 3. februar 2005 har analysearbejdet i forhold til takststrukturen varieret efter behov i forhold til de enkelte ydelser/områder.
I forhold til budget 2006 er der som udgangspunkt alene foreslået ændringer i taksternes størrelse for de valgfrie betalingspligtige ydelser for beboere på plejecentre, hvorfor denne indstilling alene vil omfatte disse ydelser.
Det eksterne Revisionsselskab, Deloitte blev i forbindelse med takstanalysen bedt om at analyse de valgfrie betalingspligtige takster for beboere på kommunens plejecentre.
Analysen har ledt frem til en beregningsmodel og tilhørende arbejdsgange for, hvorledes takstberegningsarbejdet fremover skal foretages. Der redegøres i rapporten for, at beregningsmodellen sikrer, at indtægterne ikke overstiger de faktiske omkostninger forbundet med at producere tilbudet, således at prisfastsættelsen sker i overensstemmelse med regelgrundlaget.
Vurderingen er således, at kravet - om at indtægterne ikke må overstige de faktiske omkostninger forbundet med at producere tilbudet - vil være opfyldt ved, at det kommende års takst er baseret på det faktiske udgiftsniveau i et tidligere regnskabsår.
Deloitte har afdækket, hvorvidt de eksisterende takster afspejler de faktiske omkostninger. Der er således gennemført en efterkalkulation på baggrund af regnskabstal for 2004 for de takster, som er omfattet af analysen. Deloitte rapporten "Analyse af takster" samt bilag til denne er vedlagt.
Endvidere redegøres der i rapporten for opgørelse af fælles driftsomkostninger og kapitaltillæg. I bilaget gennemgås tillige udregningen af hver enkelt takst, herunder hvilke konti der er identificeret for at opgøre aktiviteten, hvilke fordelingsnøgler der er anvendt samt anbefalinger til ændringer og tilretning i økonomi- og aktivitetsregistrering.
Deloitte's efterkalkulation på baggrund af regnskabstal for 2004 viser for de valgfrie betalingspligtige ydelser for beboere på plejecentre en varierende relation mellem taksterne og de beregnede omkostninger. Således er taksten for kost lavere end de beregnede omkostninger. Taksten for rengøringsartikler modsvarer de beregnede omkostninger, mens de øvrige takster er højere end de beregnede omkostninger.
Samlet set er den totale månedlige opkrævning for alle de valgfrie ydelser hos plejecentrenes beboere mindre end omkostningerne samlet set giver mulighed for. Omkostningsgrundlaget for alle taksterne gav i 2004 mulighed for at opkræve 245,50 kr. mere om måneden, end der rent faktisk blev opkrævet.
I forbindelse med gennemgangen af takstgrundlaget har Deloitte endvidere konstateret en betydelig variation mellem de udvalgte plejehjem, som kan henføres til, om ydelserne udføres af plejehjemmene selv eller ved ekstern leverandør. Derudover har der for en række af taksterne vist sig variationer i indholdet i den leverede ydelse og for nogle af ydelserne en uklarhed om deres indhold.
På baggrund af ovenstående vurderer Sundhedsforvaltningen, at de ændringer i takstforslaget for 2006, som skal foretages, således at samtlige takster kommer i overensstemmelse med regelgrundlaget bør ske udfra, at taksterne dels skal være omkostningsbestemte, men at de samtidig alt andet lige bør være omkostningsneutrale for borgerne udover den ene krone, der er besluttet, som en del af omstillingsbidraget[1]. Sigtet er således, at takstgrundlaget er i overensstemmelse med de lovmæssige regler herfor, og sigtet er således ikke netto prisstigninger for borgerne set ud fra de samlede takster.
Ændringerne i takstforslaget betyder med denne løsning endvidere, at Sundhedsforvaltningens budgetgrundlag er uændret.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets reviderede Takstbilag for budget 2006 er vedlagt. Nedenfor er de nye reviderede takster for budgetforslag 2006 vist:
Revideret
takstforslag for 2006 |
|
Ydelser |
Nye
reviderede |
|
Takster
kr. |
Kost * |
|
morgenmad
pr.dag |
18,25 |
Middagsmad
pr. dag |
36,75 |
aftensmad
pr. dag |
36,75 |
|
|
|
|
Vask |
|
Vask af
beklædning pr. mdr. |
152 |
Vask og
leje af linned pr. mdr |
152 |
|
|
Toiletartikler
pr. måned |
82 |
|
|
Rengøringsartikler
pr. måned |
60 |
|
|
Vinduespolering
pr. måned |
40 |
|
|
*
Drikkevarer (ekskl. kapselvarer) er inkl. i kosttaksterne |
Det nuværende takstforslag indbefatter:
· Prisen på en fuldkostportion pr. dag hæves med i alt 5,87 kr., hvoraf den ene krone tidligere er besluttet til omstillingsbidraget.
· Den tidligere forslåede takst på 194 kr. pr. måned til drikkevarer ekskl. kapselvarer bortfalder. Omkostningerne er fordelt ud på morgenmad, middagsmad og aftensmad. Prisen på en fuldkostportion er således incl. drikkevarer (dog ekskl. kapselvarer).
· Prisen på rengøringsartikler pr. måned hæves med 4 kr. pr. måned.
· Prisen på vask af beklædning pr. måned falder med 38 kr. pr. måned.
· Prisen på vask og leje af linned pr. måned falder med 87 kr. pr. måned.
· Tilbuddet "vask af eget linned" pr. måned bortfalder og ligestilles således med vask og leje af linned.
· Prisen på toiletartikler pr. måned falder med 61 kr.
· Prisen på vinduespolering pr. måned falder med 23 kr. pr. måned.
Samlet set er den totale månedlige opkrævning for alle de valgfrie ydelser hos plejecentrenes beboere mindre end omkostningerne samlet set giver mulighed for. Sundhedsforvaltningen kunne derfor i henhold til omkostningsberegningen opkræve 178 kr. mere om måneden i 2006 , end det nuværende takstforslag lægger op til. ( I budget 2005 indgik en takstforhøjelse på 2 kr. på en fuldkostportion, hvorfor forskellen mellem forslaget og omkostningsberegningen reduceres fra 245,5 kr. til 178 kr.)
Særligt vedrørende taksten på
terapi/dagcenterkontingent
Udover de viste ydelser i tabellen er ydelsen terapi/dagcenterkontingent også efterkalkuleret. Taksten var i 2004 på 83 kr. - den beregnede omkostning udgjorde 218, 63 kr. Prisen på terapi/dagcenterkontingent er således signifikant lavere end de omkostninger, kommunen har ved at levere ydelsen.
Umiddelbart er der således basis for at hæve prisen på terapi/dagcenterkontingent. Gennemgangen af takstgrundlaget for denne ydelse har dog vist, at der på plejecentrene er en vis usikkerhed omkring, hvad ydelsen egentlig dækker over. Dette vil Sundhedsforvaltningen arbejde videre med og holde Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteret om.
På nuværende tidspunkt foreslås derfor en uændret pris på ydelsen.
Det videre arbejde med Deloitte rapportens anbefalinger
Deloitte rapporten peger på en række anbefalinger til ændringer og tilretning i økonomi- og aktivitetsregistrering, beskrivelser af ydelsernes indhold m.m., som Sundhedsforvaltningen vil arbejde videre med og søge at implementere i det fortsatte kalkulationsarbejde.
Problematikken vedr. afgrænsning af kalkulationsgrundlaget.
Revisionsselskabet (som i øvrigt også har udøvet konsulentbistand ved andre kommuners takstudregning) har i deres foreslåede beregningsmodel i overensstemmelse med hidtidige retningslinier og praksis for priskalkulationer medtaget indirekte omkostninger.
Imidlertid har Statsamtet København, Tilsynet den 15. juli 2005 afgivet en udtalelse i sagen vedrørende Formanden for Bruger – og Pårørenderådet på Sølund, Martin Nors Hansens klage over Københavns Kommunes opkrævning af 366 kr. pr. beboer pr. måned for vask.
Udtalelsen præciserer bl.a. at andel af ejendomsudgifter, overhead til administration samt udgifterne til rengøring af vaskelokaler er udgiftstyper, som ikke må indgå i takstfastsættelsen af vaskeydelsen. Problemstillingen er nærmere belyst i indstillingen af 15. september 2005 (SOU 287/2005) vedr. Udtalelse fra Statsamtet, Tilsynet, om betaling for vask på Plejecentret Sølund.
Sundhedsforvaltningen finder ikke, at Tilsynets fortolkning af bekendtgørelsen, der vedrører en udelukkelse af indirekte omkostninger i form af ejendomsudgifter og overhead til administration, er i overensstemmelse med gængse retningslinier og vejledninger om priskalkulation, hvorfor Sundhedsforvaltningen har bedt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en vurdering af problematikken.
Til orientering er Kommunernes Landsforening enig med Sundhedsforvaltningens vurderinger i denne sag.
Sundhedsforvaltningen foreslår dog under alle omstændigheder, at det reviderede takstforslag godkendes som et teknisk ændringsforslag til budgetforslaget 2006, således at taksterne kommer i overensstemmelse med regelgrundlaget for selve takstberegningen.
Såfremt Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke er enig med Sundhedsforvaltningens opgørelse af kalkulationsgrundlaget, vil der i givet fald blive tale om en ny kalkulation, der vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget i selvstændig indstilling.
Vedrørende konsekvenser af eventuelle uretmæssige opkrævninger af takster tilbage i tiden
Revisionsselskabet konkluderer som nævnt ovenfor, at når man ser på den samlede økonomi for alle de valgfrie ydelser, så er der opkrævet mindre hos plejecentrenes beboere end omkostningerne samlet set giver mulighed for. Dette dækker dog over, at nogle takster er lavere end de beregnede omkostninger, nogle modsvarer de beregnede omkostninger, mens andre takster er højere end de beregnede omkostninger
I forhold til ovenstående samt konsekvenserne af eventuelle uretmæssige opkrævninger af takster hos beboere på kommunens plejecentre som følge af det nu opgjorte kalkulationsgrundlag, vil Sundhedsforvaltningen efterfølgende udarbejde en selvstændig indstilling vedrørende dette.
[1] I forbindelse med omstillingsbidraget for 2006 blev det besluttet at hæve prisen for en fuldkostportion med 1 kr.