Mødedato: 29.08.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

SOU-indstilling drøftelse og godkendelse af mental trivsel budgetpakke

Se alle bilag

Resumé

Med budgetaftalen 2024 blev der afsat midler til at udarbejde en samlet strategi for forebyggelse og håndtering af mistrivsel blandt børn og unge i København. Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde udarbejdet strategien "Sammen kan vi mere – Trivselsstrategi for Københavns Børn og Unge 2024-2030". Formålet med strategien er at styrke og koordinere kommunens indsats på området. Strategien blev godkendt på udvalgsmøder i de fire involverede udvalg i august 2024.

Derudover blev det via en hensigtserklæring i overførselssagen 2023-2024 besluttet, at der som led i strategien skal udarbejdes konkrete forslag til at styrke indsatsen over for børn og unge, så tidligt som muligt og i de fællesskaber, de er en del af. Hensigtserklæringen lægger op til, at der i forbindelse med forhandlingerne om budget 2025 prioriteres midler til indsatser i de relevante forvaltninger. Disse indsatser omfatter både den brede forebyggende indsats, indsatser med fokus på tidlig opsporing og på at hjælpe børn og unge i begyndende mistrivsel samt rådgivningstilbud og specialiserede tilbud til børn og unge i mistrivsel. Indsatserne skal sikre, at børn og unge modtager hjælp så tidligt som muligt og på den mindst indgribende måde.

I forlængelse af strategien og hensigtserklæringen har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) udarbejdet et oplæg til en mental trivselsbudgetpakke forud for forhandlingerne om budget 2025. Med denne indstilling forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) dette oplæg.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget, at

  1. Drøfte og godkende mental trivsel budgetpakke

Problemstilling

Langt de fleste børn og unge i København trives. Alligevel er der – i København såvel som i resten af landet – sket en stigning i antallet af børn og unge, som mistrives. Mistrivsel kan blandt andet komme til udtryk som ængstelse, nedtrykthed, ensomhed, problemer med at sove eller som bekymrende skole- eller uddannelsesfravær. Mistrivsel kan udvikle sig til langvarige psykosociale belastninger eller endda alvorlige psykiske lidelser, som kan påvirke børn og unges udvikling og livskvalitet betydeligt. For nogle børn og unge med let til moderat mistrivsel er den rette hjælp på et tidligt tidspunkt tilstrækkeligt til hurtigt at bringe dem tilbage i trivsel, mens andre har behov for mere omfattende og specialiseret hjælp og støtte. Derudover kan arbejdet med trivselsfremmende rammer og positive fællesskaber medvirke til at forebygge nogle tilfælde af mistrivsel.

De involverede forvaltninger har på den baggrund udarbejdet strategien, og SUF har i forlængelse heraf sammensat en mental trivselsbudgetpakke inden for SOUs ressort.

Løsning

Strategien fokuserer på at forbedre trivslen blandt børn og unge gennem kommunale grundstrukturer og i de almindelige og brede børnefællesskaber. Der er allerede en række igangværende og planlagte indsatser, som kan understøtte implementeringen af strategien.

Københavns Kommune skal desuden inden udgangen af 2024 implementere det lovpligtige ”Det lettilgængelige tilbud”, som finansieres via en statslig bevilling.

Forvaltningen har i forlængelse af strategien og hensigtserklæringen udformet en mental trivselsbudgetpakke (bilag 1). Budgetnotaterne kan enkeltvis eller som en samlet pakke supplere de eksisterende investeringer i arbejdet med unges trivsel. De enkelte budgetnotater er opsummeret nedenfor med hensyn til indhold og beløb:

Tabel 1. Oversigt over budgetnotater i mental trivsel budgetpakke

Indsats

Formål

Beløb

SU16 Videreførelse af ’Tidlig forebyggende indsats af mental mistrivsel blandt unge teenagere’ (Ung på vej)

Videreførelse af familiebaseret forløb i Center for Mental Sundhed til unge 13-15 år med begyndende mistrivsel samt deres forældre.

2,8 mio. kr. årligt fra 2026 og frem

SU21 Styrkelse af unges handlekompetencer og forbedring af trivsel blandt unge på ungdomsuddannelser

Iværksættelse af toårigt pilotprojekt for at styrke unges handlekompetence og forbedre trivslen blandt unge på 10-12 københavnske ungdomsuddannelser. Pilotprojektet indeholder undervisningsforløb for eleverne og at mental trivsel tænkes aktivt ind i den eksisterende og fremtidige undervisning og vejledning på ungdomsuddannelserne.

1,2 mio. kr. årligt i 2025 og 2026

SU23 Variggørelse af bevilling til angstforløb i Center for Mental Sundhed

Videreførelse af bevilling til angstforløb for unge og voksne, som udløber med udgangen af 2026. Dette svarer til en videreførelse af den eksisterende bevilling til angstforløb i Center for Mental Sundhed.

4,8 mio. kr., hvoraf 2,5 mio. kr. bevilliges til ungeforløb og 2,3 mio. kr. til voksenforløb i 2027 og frem

SU54 Udvidelse af Sundhedstjek

Udvidelse af sundhedstjek som er en enkeltstående samtale med en sygeplejerske og/eller en psykolog om unges (16-24 år) fysiske, psykiske, seksuelle og sociale sundhed. Efterspørgslen overstiger den nuværende kapacitet.

0,8 mio. kr. i 2025 og frem

Sundheds- og Omsorgsborgmesteren, børne- og ungdomsborgmesteren, socialborgmesteren og kultur- og fritidsborgmesteren er enige om varigt at løfte SU15 Videreførsel af Børnesundhedsprofilen (2,3 mio. kr. i 2025 på tværs af KFF og BUF – samlet 7,0 mio. kr. i årene 2026 – 2028 på tværs af SUF, KFF og BUF). SOU har dækket SUF’s andel af bevillingsudløbet i 2025 via overopfyldt effektiviseringsmåltal.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

Videre proces

De enkelte budgetnotater i budgetpakken vil efter behandling på SOU-mødet blive lagt op på budgethjemmesiden til forhandlinger om budget 2025.

 

Karen Nørskov Toke

                                                                                       / Katrine Schjønning

 

Til top