Mødedato: 29.05.2000, kl. 15:00

Besvarelse af Socialministeriets bemærkninger til Beretning om revision af Københavns Kommunes regnskab 1998 på visse dele af det sociale område (folkepension)

Besvarelse af Socialministeriets bemærkninger til Beretning om revision af Københavns Kommunes regnskab 1998 på visse dele af det sociale område (folkepension)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 29. maj 2000

 

16. Besvarelse af Socialministeriets bemærkninger til Beretning om revision af Københavns Kommunes regnskab 1998 på visse dele af det sociale område (folkepension)

SOU 206/2000 J.nr. 66/99

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller

at nedenstående bemærkninger til Socialministeriets bemærkninger af 27. marts 2000 til Beretning om revision af Københavns Kommunes regnskab for 1998 på visse dele af det sociale område (folkepension) fremsendes til Revisionsdirektoratet som Sundheds- og Omsorgsudvalgets besvarelse.

 

RESUME

Socialministeriets gennemgang af Beretning om revision af Københavns Kommunes regnskab for 1998 på visse dele af det sociale område (folkepension) har givet anledning til bemærkninger, som Ministeriet ved skrivelse af 27. marts 2000 har sendt til Københavns Borgerrepræsentation. Borgerrepræsentationens Sekretariat har ved skrivelse af 3. april 2000 anmodet Sundhedsforvaltningen om at sende en udtalelse vedrørende Socialministeriets bemærkninger til Revisionsdirektoratet.

Socialministeriets bemærkninger vedrører dels folkepension (skrivelsens side 1 – 2, Beretningens side 65 – 68), dels sociale ydelser ud over folkepension (skrivelsens side 2 – 6, beretningens side 80 – 98). Den sidstnævnte del besvares af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har behandlet det oprindelige revisionsprotokollat nr. 18/98 om folkepension i sit møde den 10. august 1999 (SOU 52/99).

Socialministeriets bemærkninger vedrører for det første sikring af dokumentation for, at kravet om folkepensionisters bopælsår er opfyldt.

Socialministeriet har endvidere tilsluttet sig Revisionsdirektoratets kritik af, at der i 2 sager var indsat ydelser på en konto, som ikke tilhørte den ydelsesberettigede. Det er efterfølgende dokumenteret, at ydelserne er udbetalt til rette personer.

Socialministeriet har endelig noteret sig Revisionsdirektoratets bemærkninger om, at strakskontrollen, den efterfølgende stikprøvekontrol, den særlige efterkontrol og udarbejdelsen af kompetenceskemaer i pensions- og omsorgskontorerne ikke har været udført tilfredsstillende.

Sundhedsforvaltningen skal hertil oplyse, at man over for pensions- og omsorgskontorerne har indskærpet, at den fornødne dokumentation vedrørende folkepensionisters bopælsår skal fremgå af sagerne, at erklæring om ændring af kontonummer i pengeinstitut skal være underskrevet af den ydelsesberettigede, samt at strakskontrollen skal udføres efter nærmere beskrevne retningslinier - inden udbetaling af ydelserne finder sted. Det er endvidere indskærpet, at omhandlede kompetenceskemaer skal udarbejdes. Med hensyn til efterkontrollen i øvrigt er der iværksat særlige initiativer til afløsning af den tidligere stikprøvekontrol og den særlige efterkontrol.

 

SAGSBESKRIVELSE

Socialministeriets gennemgang af Beretning om revision af Københavns Kommunes regnskab for 1998 på visse dele af det sociale område (folkepension) har givet anledning til bemærkninger, som Ministeriet ved skrivelse af 27. marts 2000 har sendt til Københavns Borgerrepræsentation. Borgerrepræsentationens Sekretariat har ved skrivelse af 3. april 2000 anmodet Sundhedsforvaltningen om at sende en udtalelse vedrørende Socialministeriets bemærkninger til Revisionsdirektoratet.

Socialministeriets bemærkninger vedrører sikring af dokumentation for, at kravet om folkepensionisters bopælsår er opfyldt. Socialministeriet har noteret sig, at kommunen har iværksat initiativer for at sikre, at der opnås en kvalitetsforbedring i dokumentationsmulighederne samt at Sundhedsforvaltningen vil indskærpe nødvendigheden af, at dokumentationen fremgår af sagerne.

Sundhedsforvaltningen skal hertil oplyse, at man over for pensions- og omsorgskontorerne har indskærpet, at den fornødne dokumentation skal fremgå af sagerne. Sundhedsforvaltningen har ligeledes sørget for at sagsbehandlere i pensions- og omsorgskontorerne har opnået autorisation til Indenrigsministeriets CPR-register, således at dokumentation tilbage til 1971 bliver terminaltilgængelig i alle sager. Den forudsatte kvalitetsforbedring i dokumentationsmulighederne er således gennemført.

Socialministeriet har endvidere tilsluttet sig Revisionsdirektoratets kritik af, at der i 2 sager var indsat ydelser på en konto, som ikke tilhørte den ydelsesberettigede. Det er efterfølgende dokumenteret, at ydelserne er udbetalt til rette personer. Socialministeriet forventer i den anledning, at det fremover sikres, at erklæring om ændring af kontonummer i pengeinstitut underskrives af den ydelsesberettigede.

Sundhedsforvaltningen skal hertil oplyse, at man over for pensions- og omsorgskontorerne har indskærpet, at erklæring om ændring af kontonummer i pengeinstitut skal være underskrevet af den ydelsesberettigede.

Socialministeriet har endelig noteret sig Revisionsdirektoratets bemærkninger om, at strakskontrollen, den efterfølgende stikprøvekontrol, den særlige efterkontrol og udarbejdelsen af kompetenceskemaer i pensions- og omsorgskontorerne ikke har været udført tilfredsstillende. Ministeriet har tilsluttet sig Revisionsdirektoratets bemærkninger om, at det findes stærkt beklageligt, at den interne kontrol er forbundet med så væsentlige mangler. Ministeriet forventer således, at kommunen følger revisionens anbefalinger og indskærper nødvendigheden af de løbende kontroller overfor personalet.

Sundhedsforvaltningen skal hertil oplyse, at man over for pensions- og omsorgskontorerne har indskærpet, at strakskontrollen skal udføres efter de givne retningslinier - inden udbetaling af ydelserne finder sted, samt at kompetenceskemaer skal udarbejdes.

Med hensyn til efterkontrollen i øvrigt er der iværksat særlige initiativer til afløsning af den tidligere stikprøvekontrol og den særlige efterkontrol. Sundhedsforvaltningen har således nedsat en arbejdsgruppe med bl.a. lokale repræsentanter til at reorganisere efterkontrollen på dette område. Arbejdsgruppen har bl.a. afholdt møde med repræsentanter for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der har indført temakontroller i stedet for stikprøvekontrollerne og den særlige efterkontrol.

Sundhedsforvaltningen har i denne forbindelse i februar – marts 2000 deltaget i den af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Folkeregistret tilrettelagte første temakontrol, der drejer sig om kontrol af sager med sociale ydelser til personer med ukendt adresse som led i bekæmpelsen af socialbedrageri.

 

ØKONOMI

Ingen konsekvenser.

 

Ingen

 

BILAG

Borgerrepræsentationens Sekretariats skrivelse af 3. april 2000 med Socialministeriets skrivelse af 27. marts 2000 som bilag

 

 

Jesper Maarbjerg

/ Lene Lone Pedersen

 

 

Til top