Mødedato: 29.03.2012, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Justering af model vedr. forebyggende hjemmebesøg

Se alle bilag

Forslag om justering af model vedr. forebyggende hjemmebesøg.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller:

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender justering af model for forebyggende hjemmebesøg.

Problemstilling

Kommunen har siden 1996 været forpligtet til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til borgere over 75 år. Forebyggende hjemmebesøg er et tilbud målrettet borgere, som ikke allerede i forvejen er kendt af Sundheds-og Omsorgsforvaltningen.

Modellen for de forebyggende hjemmebesøg blev justeret i december 2010, dels som følge af en national lovændring, dels som følge af ophør af midlertidig budgetbevilling. Med lovændringen blev minimumskravet ændret til mindst ét årligt forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 75 år. Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog samtidig at følge lovens mulighed for at undtage borgere, som både modtager personlig og praktisk hjælp samt at afprøve en ny model for temamøder som en del af tilbuddet.

I efteråret 2011 blev modellen evalueret. Det viste sig, at temamøderne var meget ressourcekrævende at planlægge, og der var samtidig kun få borgere, der ønskede at deltage i møderne. Der er således ikke en ekstra gevinst i at supplere med disse møder. Desuden pegede gennemgangen på, at der er behov for en ekstra indsats over for borgere, der for nyligt har mistet en ægtefælle eller samlever.

 

Løsning

Formålet med de forebyggende hjemmebesøg er at tilbyde en samtale, der sætter fokus på at styrke borgerens trivsel, tryghed og sundhed. Herudover skal den forebyggende medarbejder yde råd og vejledning om muligheder og tilbud, der kan styrke borgeren i at udnytte egne ressourcer og bevare funktionsniveauet længst muligt.

 

På baggrund af evalueringen af den nuværende model foreslår Sundheds- og

Omsorgsforvaltningen følgende justeringer af modellen vedr. forebyggende hjemmebesøg:


·
At der ikke længere tilbydes temamøder i relation til de forebyggende hjemmebesøg

·At målgruppen udvides til også at omfatte borgere, der for nyligt har mistet en ægtefælle/ samlever

·At arbejdsgange, IT understøttelse og planlægning optimeres, og at normeringen tilpasses som følge heraf

 




Justeret model

Alle borgere over 75 år gives et konkret tilbud om et forebyggende hjemmebesøg således at:


·
de borgere, der ønsker tilbuddet, modtager det, og

·de borgere, der ikke ønsker at modtage tilbuddet, oplever respekt for deres valg

 

Borgere der modtager både personlig og praktisk hjælp er fortsat undtaget. Alle borgere informeres om ordningen og modtager en gang om året (regnet som en periode på 12 måneder) et konkret tilbud via brev. Borgere, der tager imod tilbuddet, får besøg af en forebyggende medarbejder. Med borgere, der ikke aktuelt ønsker at modtage tilbuddet, aftales tidspunkt for næste henvendelse. Hvis en borger aldrig fremover ønsker at modtage tilbuddet, vil borgeren under hensynet til selvbestemmelse og i overensstemmelse med lovgivningen, ikke længere modtage et årligt personligt tilbud. Borgeren vil i stedet blive orienteret om, at muligheden fortsat er tilstede gennem opslag i lokalavis, og efter tre år vil borgeren modtage et nyt tilbud.
 

Besøget er af en times varighed og tager udgangspunkt i en samtale om borgerens dagligdag, trivsel, sociale kontakter og boligforhold. Samtalen berører også borgerens fysiske, sociale og mentale funktionsevne og den generelle sundhedstilstand. Borgeren tilbydes  test af muskelstyrke og balance. Tilpasset den enkeltes behov vil borgeren få information om muligheder for henvisning til forebyggende og aktiverende tilbud i lokalområdet. Hvis det under besøget viser sig, at borgeren har behov for konkrete ydelser, vil borgeren efterfølgende blive kontaktet af visitator.

Udvidet målgruppe

Forskning har vist, at særligt 80+ årige har effekt af forebyggende hjemmebesøg. Borgere over 80 år har ofte faldende funktionsevne i form af tab af mobilitet, faldulykker og indlæggelser, ligesom mange har mistet tilknytning til sociale netværk.


Tilsvarende er det erfaringen, at borgere, der for nyligt har mistet en ægtefælle eller samlever, har gavn af et forebyggende hjemmebesøg nogle uger efter tabet for at understøtte borgerens fortsatte mestring af sit liv. Det vil være forskelligt, hvordan man som borger reagerer på at miste en ægtefælle eller samlever, men fælles for denne gruppe er, at mange oplever et midlertidigt behov for støtte. I 2012 vil denne del af målgruppen udgøre ca. 80 besøg.

 

Målgruppen fordeler sig i 2012 som følger: 

Målgruppe

    Antal Borgere

   Antal Besøg

75 år & nytilflyttere    

    2.124 borgere 

   1.053 besøg 

76+ årige                      

  16.510 borgere

   7.012 besøg 

Enker & enkemænd     

       185 borgere

        80 besøg



Tallene ovenfor beskriver dels antallet af borgere i forskellige grupper af borgere, dels det forventede antal besøg i 2012. Antallet af besøg er estimeret på baggrund af en forventning om, at borgerne i 2012 vil vælge at modtage besøg i samme omfang som i 2011. Acceptraten for besøg er således vurderet til 50%, 45-41% og 43% i de tre målgrupper.

Optimerede arbejdsgang/IT understøttelse og planlægning
Som opfølgning på evalueringen er der udarbejdet justerede arbejdsgange og den nødvendige IT understøttelse heraf er forbedret. Dette har medført en forbedring af muligheder for planlægning af de forebyggende hjemmebesøg inden for lokalområdet. Med ophør af temamøder vil der samtidig kunne gennemføres flere besøg i borgernes hjem. Samlet set medfører dette et effektiviseringspotentiale på 1,8 årsværk.

Ved godkendelsen af justeringen af modellen for forebyggende hjemmebesøg bliver effektiviseringen på de 1,8 årsværk (0,8 mio. kr.) iværksat.
Effektiviseringenspotentialet indgår i Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetforslag 2013, der ligeledes behandles på dette udvalgsmøde.


HØRING
Indstillingen har været i høring hos Københavns Ældreråd. Københavns Ældreråd tilslutter sig, at temamøderne ikke videreføres, ligesom de er positive overfor, at målgruppen er udvidet med borgere, som har mistet en ægtefælle eller samlever. De peger samtidig på, at tilbuddet om forebyggende hjemmebesøg også kan være relevant hos borgere under 75 år med særlige behov, samt hos borgere, der modtager privat hjemmehjælp (bilag 1).

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har tilrettelagt tilbuddet i henhold til loven, der omfatter borgere over 75 år. Der ændres derfor ikke på aldersgrænsen. I forhold til borgere med privat hjemmehjælp gælder princippet om ligebehandling. Forvaltningen skal tilbyde det samme service- og kvalitetsniveau til alle borgere, hvad enten de modtager privat eller kommunal hjemmehjælp. Det er således også tilfældet med tilbuddet om de forebyggende hjemmebesøg, hvor der altså ikke skelnes mellem borgere, der modtager privat eller kommunal hjemmehjælp. Det betyder, at den private hjemmehjælp på lige fod med den kommunale, når det er aktuelt, vurderer, om borgeren har brug for yderligere hjælp og videregiver dette til den kommunale visitation. Kommentaren i høringssvaret giver derfor ikke anledning til ændringer i modellen.

Økonomi

Budget 2012 til forebyggende hjemmebesøg udgør 9,0 mio. kr. Den justerede model vil efter godkendelse gå i drift den 1. april 2012.

Med den foreslåede effektivisering på 1,8 årsværk, vil Sundheds- og Omsorgsudvalget opnå en besparelse på 0,8 mio. kr. årligt.

Den nye normering for forebyggende hjemmebesøg vil være implementeret med udgangen af 2012, og der vil derfor først være helårseffekt af besparelsen i 2013.

Videre proces

Implementering af besparelsen vil ske i dialog med lokalområderne med henblik på at sikre optimal tilpasning i relation til demografi og lokale behov hos målgruppen. Monitorering af de forebyggende hjemmebesøg indgår i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens administrationsrapport.
 

Anne Mette Fugleholm 
                                                             
                                                                                          /Jens Egsgaard

                                                                        

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top