Folkesundhed København. Handleplan for ældre 2004 - 2005 - Høringssvar
Folkesundhed København. Handleplan for ældre 2004 - 2005 - Høringssvar
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 29. januar 2004
4. Folkesundhed København. Handleplan for ældre 2004 - 2005 - Høringssvar
SOU 407/2003 J.nr. 79/98
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender "Folkesundhed i København, Handleplan for ældre 2004-2005",
at Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter, at der skal arbejdes tværsektorielt med implementeringen af handleplanen.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede "Folkesundheden i København, Handleplan for ældre 2004-2005" på udvalgsmødet den 18. december 2003 og godkendte ved denne lejlighed, at planen blev sendt i høring hos Ældrerådene. Udvalget besluttede desuden, at "folkesundhedsarbejdet på ældreområdet også tænkes tværsektorielt".
Der er modtaget i alt fem høringssvar. Disse tager generelt handleplanen til efterretning, finder det positivt at kommunen har udarbejdet planen og afventer dens konkrete gennemførsel. Dog er der indholdsmæssige kommentarer til fire forhold:
- Det foreslås, at medicin gøres til et yderligere fokusområde for planen, da medicinbrug er en af årsagerne til fald.
- I forhold til motion for ældre etniske kvinder foreslås det dels, at denne gruppe også skal have tilbud om deltagelse på "danske" hold og dels at de målrettede tilbud for etniske også målrettes mænd.
- Et initiativ som "Walk and Talk" kan kun overdrages til frivillige, såfremt disse finder det attraktivt at gå ind i aktiviteten, og såfremt der er finansiel dækning for aktiviteten.
- I forhold til nærspisning ønskes det, at der vil blive mulighed for at få leveret mad fra den kommunale madordning til fællesspisning i f.eks. ældreklub.
Sundhedsforvaltningen har følgende bemærkninger til høringssvarene:
Sundhedsforvaltningen ikke fundet det hensigtsmæssigt at gøre medicinområdet til selvstændigt fokusområde for ældrehandleplanen, idet tre store initiativer allerede er sat i gang på dette området. For så vidt angår faldforebyggelse vil der dog være fokus på medicin.
Om motionsinitiativet kan oplyses, at hverken kvinder eller mænd af anden etnisk herkomst er udelukket fra nogle af de initiativer, der ikke fokuserer specielt på etniske som målgruppe. Etniske kvinders situation gør dog, at der er valgt at fokusere specielt på at udvikle et integreret tilbud til denne gruppe. Dette udelukker ikke hold for mænd, og et sådant hold er allerede oprettet.
Rammerne for overdragelse af Walk and Talk vil blive drøftet med de frivillige foreninger. Flere af disse har påpeget, at Walk and Talk burde ligge i deres regi.
Projektet med nærspisning er under udvikling og detaljerne derfor ikke endeligt afklaret, men der arbejdes med muligheden for få leveret mad fra den kommunale madordning til fællesspisning.
Alt i alt giver høringssvarene ikke anledning til at ændre i handleplanen. Derfor indstiller Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender "Folkesundheden i København. Handleplan for ældre 2004-2005", der er vedlagt i bilag, samt at der skal arbejdes tværsektorielt med implementeringen af handleplanen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede "Folkesundheden i København, Handleplan for ældre 2004-2005" på udvalgsmødet den 18. december 2003 og godkendte, at planen blev sendt i høring hos ældrerådene med høringsfrist den 20. januar 2004. Udvalget besluttede desuden, at "folkesundhedsarbejdet på ældreområdet også tænkes tværsektorielt".
Handleplanens indhold
Handleplanen for ældre på folkesundhedsområdet har tre, prioriterede strategiske mål:
1. At forebyggelse og sundhedsfremme bliver integreret i al relevant drift på ældreområdet
2. At eksisterende, gode aktiviteter spredes til en større del af målgruppen
3. At der udvikles nye initiativer, hvor der er behov, der ikke bliver dækket af eksisterende aktiviteter
Det er hensigten via disse mål at sikre, at borgeren har en oplevelse af en tidlig, hurtig, sammenhængende og fleksibel indsats på forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet.
Rent fagligt fokuserer handleplanen på tre områder:
- Fysisk aktivitet
- Forebyggelse af fald og lårhalsbenbrud
- Kost
Disse områder er valgt med baggrund i de væsentligste forskningsresultater på ældreområdet sammenholdt med viden om, hvad der udgør de væsentligste problemer for de ældre borgere i København.
I forhold til implementering af handleplanen, lægger planen op til en høj grad af lokal planlægning og koordination af planens gennemførsel. Dette skal dels sikre en tilpasning til ældres forhold lokalt og dels sikre at alle relevante parter inddrages med henblik på en tværsektoriel implementering af planen.
Høringssvar
"Folkesundheden i København. Handleplan for ældre 2004-2005" har været sendt i høring hos Ældrerådene, samt hos Ældre Sagen, Ældremobiliseringen og Pensionisternes Samvirke.
Sundhedsforvaltningen har modtaget høringssvar fra:
- Ældrerådenes Hospitals- og Sundhedsudvalg (kopi vedlagt)
- Ældrerådet i Vanløse / Grøndal (ingen bemærkninger til planen)
- Vestamager Seniorråd (ingen bemærkninger til planen)
- Ældre Sagen (kopi vedlagt)
- Ældremobiliseringen (kopi vedlagt)
Det gælder generelt for høringssvarene, at handleplanen tages til efterretning, at det findes positivt at kommunen har udarbejdet planen og at den konkrete gennemførsel af planen imødeses. Derudover er følgende punkter rejst konkret i høringssvarene:
Medicin som fokusområde
Ældrerådenens Hospitals- og Sundhedsudvalg mener et fjerde fokusområde for planen burde være medicin, da medicinforbrug er en medvirkende årsag til fald.
Motion for ældre kvinder af anden etnisk baggrund end dansk
Ældresagen angiver, at nydanskere også skal have tilbud om at deltage på samme hold som andre ældre kvinder med henblik på at fremme integrationen.
Ældrerådenens Hospitals- og Sundhedsudvalg mener, at indsatsen også bør omfatte ældre etniske mænd.
Overdragelse af Walk and Talk
Ældremobiliseringen finder, at kommunens tilskud til ældremotion i de frivillige organisationer er blevet nedprioriteret samtidig med, at lignende aktivitetsformer i kommunalt regi søges fremmet. I forhold til den overdragelse af Walk and Talk til de frivillige organisationer, der nævnes i handleplanen, gør Ældremobiliseringen derfor opmærksom på, at "sådanne initiativer alene kan overdrages, hvis der er frivillige, der finder det attraktivt at gå ind i en sådan aktivitet, og at der i øvrigt er finansiel dækning for den."
Nærspisning
Ældremobilisering udtrykker håb om, at der i forbindelse med nærspisning vil blive åbnet op for at mad fra den kommunale madordning på udvalgte ugedage kan blive leveret til f.eks. ældreklub eller forening med henblik på fællesspisning.
Sundhedsforvaltningens bemærkninger til høringssvarene
Medicin som fokusområde
Som det fremgår af Kapitel 5 i handleplanen om indsatser i sundhedsfremme og forebyggelse for ældre, er et projekt med fokus på medicin for ældre allerede under igangsættelse i Københavns Kommune. Derudover har Lægemiddelstyrelsen fokus på området. Desuden er projektet "motion og kostvejledning på recept" vedtaget i Sundheds- og Omsorgsudvalget i forbindelse med "Folkesundhedsplan for kost 2003-2005" og den konkrete udmøntning af projektet vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget i marts 2004. Motion og kostvejledning på recept har fokus på motion og kostomlægning som alternativer til medicin i forebyggelsesøjemed. I lyset af at disse tre større projektet allerede er igangsat eller under udvikling, syntes det ikke hensigtsmæssigt at gøre medicinområdet til et selvstændigt fokusområde for handleplanen. Faldforebyggelse ville dog have været utilstrækkeligt behandlet, hvis man havde udeladt medicinområdet, og handleplanen omtaler derfor medicinområdet i denne sammenhæng.
Motion for ældre kvinder af anden etnisk baggrund end dansk
Det målrettede tilbud til kvinder af anden etnisk baggrund end dansk skal ses som en udbygning af tilbuddene til denne gruppe. Kvinder så vel som mænd af anden etnisk baggrund er naturligvis på ingen måde udelukkede fra – men er tværtimod meget velkomne til – at deltage i samtlige de øvrige tilbud om fysisk aktivitet, der beskrives i handleplanen.
Når handleplanen alligevel fokuserer specielt på den nævnte kvindegruppe, er det fordi erfaringer viser, at netop denne gruppe kan være svær at nå med de mere generelle tilbud. Desuden oplever visse kvinder i denne gruppe en høj grad af social isolation. Sidst men ikke mindst stiles der mod at lave et integreret tilbud, med blandt andet kostvejledning, som vil tage udgangspunkt i kvindernes situation.
Selv om det af disse årsager er tilbuddet til kvinder, der er nævnt i handleplanen, udelukker dette absolut ikke, at der også laves tilbud målrettet mænd af anden etnisk baggrund. Tværtimod har Folkesundhed København allerede oprettet et første motionshold for mænd af anden etnisk herkomst end dansk.
Overdragelse af Walk and Talk
Den overdragelse af Walk and Talk, der nævnes i handleplanen, skal ses i lyset af, at flere fri villige organisationer har påpeget, at en sådan opgave ville ligge mere naturligt i deres regi end i det kommunale regi. De konkrete rammer for overdragelsen vil naturligvis blive drøftet med de frivillige foreninger.
Nærspisning
Projektet om nærspisning er for nuværende under udvikling og det er derfor ikke i detaljer afklaret, hvordan projektet vil blive gennemført. Der arbejdes dog med muligheden for fleksibilitet i levering fra den kommunale madordning.
Konklusion
Høringssvarene giver på baggrund af ovenstående ikke anledning til at ændre i handleplanen. Derfor indstiller Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender "Folkesundheden i København. Handleplan for ældre 2004-2005", der er vedlagt i bilag, samt at der skal arbejdes tværsektorielt med implementeringen af handleplanen.
MILJØVURDERING
Der vurderes, at "Folkesundheden i København. Handleplan for ældre 2004-2005" ikke vil have miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Udgifter til implementering af "Folkesundheden i København. Handleplan for ældre 2004-2005" vil blive afholdt inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget.
HØRING
"Folkesundheden i København. Handleplan for ældre 2004-2005" har været i høring hos ældrerådene m.fl.
BILAG
Bilag 1: "Folkesundheden i København. Handleplan for ældre 2004-2005"
Bilag 2: Høringssvar fra Ældrerådenes Hospitals- og Sundhedsudvalg
Bilag 3: Høringssvar fra Ældresagen
Bilag 4: Høringssvar fra Ældremobiliseringen
Ib Haurum
/Jens Egsgaard