Flytning af Aktivitetscenter Brønshøj
Indstilling og beslutning
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til flytning af Aktivitetscenter Brønshøj fra Brønshøjvej 17 til Bystævneparken 1.
Problemstilling
Løsning
Aktivitetscenter Brønshøj er det ene af to aktivitetscentre i lokalområdet Vanløse/Brønshøj/Husum. Aktivitetscentret har i gennemsnit 60 brugere om dagen. Heraf modtager 50 brugere forebyggende aktivitetstilbud og ti brugere modtager vedligeholdende tilbud. Medlemstallet er ca. 130, og det vil være muligt at modtage flere borgere med behov for forebyggende aktiviteter. I aktivitetstilbuddene er der særligt fokus på motion og bevægelse, it, håndarbejde, musik og dans samt haveliv.
Bystævneparken har store udendørsarealer, adgang til lokaler og træningsfaciliteter på plejehjem og ligger tæt ved Vestvolden, og det giver mulighed for i højere grad at arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse i aktivitetstilbuddene.
En placering af Aktivitetscenter Brønshøj i Bystævneparken vil trække brugere til området på daglig basis og dermed være med til at skabe mere liv og åbne området op. Samtidig kan der skabes synergi mellem aktivitetscentrets køkken og Restaurant Stævnemødets produktionskøkken, ligesom aktivitetscentrets brugere og frivillige kan inddrages i forhold til restauranten, fx med forslag til menuer og udvikling af spisetilbud til områdets borgere.
Aktivitetscenter Brønshøj og plejecentrene Poppelbo og Lærkebo har fælles ledelse. En flytning til Bystævneparken betyder, at ledelse og medarbejdere samles tættere fysisk, hvilket vil give mere effektiv drift, blandt andet fordi det fælles supportteam bedre kan servicere alle tre enheder. Samtidig bliver der bedre mulighed for at udvikle og udnytte de tre enheders medarbejderkompetencer på tværs.
Transportmæssigt betjenes Bystævneparken 1 af linie 22, som har forbindelse på Husum Torv til en række andre ruter, herunder linie 5A. De nuværende lokaler på Brønshøjvej 17 betjenes af linie 2A, som har forbindelse til andre ruter på Brønshøj Torv. Ved særlige behov tilbyder Aktivitetscentret kørsel.
Høring af Ældrerådet og Brønshøj-Husum Lokaludvalg
Høringsnotat vedrørende forslag om flytning af Aktivitetscenter Brønshøj har været sendt i høring hos Ældrerådet og Brønshøj-Husum Lokaludvalg, jf. bilag 1. Det modtagne høringssvar fra Ældrerådet er vedlagt, jf. bilag 2, og udkast til høringssvar fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg er vedlagt, jf. bilag 3, med forbehold for Lokaludvalgets endelige godkendelse på møde den 21. november.
Ældrerådet er positivt stillet over for forslaget, da det kan indebære mange forbedringer for brugerne. I forhold til Ældrerådets bemærkning vedr. kørselsordninger, så vil det fortsat være praksis, at aktivitetscentret ved særlige behov tilbyder kørsel. Det er Aktivitetscentrets vurdering, at ca. 50 brugere falder ud af kørselsordningen, fordi de med den nye placering af aktivitetscentret kommer til at bo tæt på, og at 50 % af brugerne skal have tilbudt kørsel, fordi de vil opfylde kravet om særlige behov på grund af længere afstand til aktivitetscentret.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg anbefaler ikke en flytning af Aktivitetscenter Brønshøj på grund af brugernes tilknytning til den nuværende placering og dårligere offentlige transportforbindelser til Bystævneparken, men lokaludvalget kan godt se fordelene ved et aktivitetscenter i Bystævneparken, herunder mulighederne for sundhedsfremme og forebyggelse. Forvaltningen har på møde med lokaludvalget oplyst, at der ikke er planer om at oprette et ekstra kommunalt aktivitetscenter i Vanløse/Brønshøj/Husum udover de nuværende to. Forvaltningen følger løbende belægningsprocenterne, og der er fortsat mulighed for at tage ekstra borgere ind i det forebyggende tilbud på Aktivitetscenter Brønshøj. Der er derfor tilstrækkelig kapacitet pt. i forhold til borgergrundlaget. Foruden aktivitetscentret er der to pensionistklubber ved Brønshøj midte, herunder på Brønshøjvej og kulturhuset Pilegården, mens der ikke er nogen pensionistklubber i Bystævneparken.
Forvaltningen har også afholdt interne møder med medarbejdere og brugere af Aktivitetscentret. Blandt brugerne er der fokus på, at Aktivitetscentret fortsat skal ligge i en selvstændig bygning og ikke skal dele lokaler med et plejehjem, at medarbejderne flytter med, og at der fortsat er adgang til et produktionskøkken. Alle tre hensyn kan imødekommes ved en flytning af Aktivitetscentret til Bystævneparken 1, og brugerne vil fortsat kende alle. Blandt medarbejderne mener hovedparten, at flytningen er en god idé, fordi de får bedre mulighed for at tilbyde borgerne forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter.
Istandsættelsen af de nye lokaler forventes at kunne færdiggøres, så flytningen af aktivitetscenter Brønshøj kan ske medio 2014, og brugerne vil blive involveret undervejs, herunder i forhold til ønsker vedrørende indretning og aktivitetstilbud.
Økonomi
Der vil være en årlig huslejebesparelse for forvaltningen på ca. 275.000 kr ved opsigelse af lejemålet på Brønshøjvej 17, og flytte- og etableringsudgifter vil derfor være betalt hjem på 3 år. Brønshøjvej 17 ejes af Københavns Ejendomme, og der er et halvt års opsigelsesfrist.
/Margrethe Kusk Pedersen
Beslutning
Konservative anmodede om at udskyde udvalgsbehandlingen til det nye Sundheds- og Omsorgsudvalg tiltræder pr. 1. januar 2014.
For stemte: 3 (C, O og I)
Imod stemte: 5 (F, S og B)
Anmodningen blev afvist.
Der blev stemt om at godkende indstillingen i sin nuværende form:
For stemte: 5 (F, S og B)
Imod stemte: 3 (C, O og I)
Indstillingen blev godkendt.
Protokolbemærkning fra Konservative (C), Dansk Folkeparti (F) og Liberal Alliance (I): ”Lokaludvalgene påpeger nogle relevante dilemmaer ved at flytte aktivitetscentret fra Brønshøjvej. Flytningen vil efter vores vurdering skabe flere problemstillinger for brugerne end positive fordele”.
Protokolbemærkning fra Socialistisk Folkeparti (F), Socialdemokratiet (S) og Det Radikale Venstre (B): ”Forvaltningen skal i forbindelse med flytningen af Aktivitetscenter Brønshøj have særlig opmærksomhed på, at brugere med behov for kørsel revisiteres, så vi undgår en nedgang i antallet af brugere som følge af flytningen”.