Mødedato: 28.10.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Status på Nøgletal 1. halvår 2021

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges status på nøgletal for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen 1. halvår 2021.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager ”Status på nøgletal for 1. halvår 2021” til efterretning, jf. bilag 1.

Problemstilling

I statusrapporten for 1. halvår 2021 afrapporteres på en række indikatorer for målene i ældrepolitikken og sundhedspolitikken samt på de politisk fastsatte mål om sygefravær og ventetider. Rapporten tager udgangspunkt i de indikatorer, som blev forlagt Sundheds- og Omsorgsudvalget i ”Status på nøgletal for 2020 1. halvår” på møde den 29. oktober 2020. Herved er det muligt at følge udviklingen over tid i ”Status på nøgletal for 1. halvår 2021”.

Forvaltningen er på vej tilbage til normal drift efter halvandet år med COVID-19, hvor fokus har været på at håndtere hygiejnetiltag, smitteinddæmning og restriktioner. Rapporten belyser de områder, hvor driften er blevet tilnærmelsesvis normaliseret, og de områder der fortsat er påvirket af COVID-19-pandemien.

Rapporten giver en detaljeret beskrivelse af nye indsatser og strategier igangsat i 1. halvår 2021. Eksempelvis er det nu muligt at følge udviklingen i depressionsforløb og psykologsamtaler til ældre.

Løsning

Strukturen for Statusrapporten for 1. halvår 2021 følger først ældrepolitikken, dernæst sundhedspolitikken og endeligt to politisk fastsatte målsætninger for henholdsvis ventetid og sygefravær.

Der har i 1. halvår 2021 været overordnede positive resultater på en hovedvægt af nøgletallene. Det skyldes dog overvejende, at driften i 2020 var kraftigt påvirket af COVID-19. De positive resultater skal derfor ses i lyset heraf, og er overvejende et udtryk for, at forvaltningen er på vej tilbage til normal drift.

I 1. halvår 2021 ses både positive og negative tendenser i ældrepolitikken. I 1. halvår 2021 har tilsyn på forvaltningens enheder igen været fysiske, og resultatet af alle tilsyn har været tilfredsstillende eller bedre end tilfredsstillende. I årets første seks måneder har ældre tilbragt kortere tid på hospitalet, efter de er færdigbehandlede. Sygeplejestrejken har dog haft en negativ påvirkning i sommermånederne juli og august, hvor ventetiden er tredoblet.

I forhold til Sundhedspolitikken var situationen i 2020 kraftigt påvirket af COVID-19. I 1. halvår 2021 er der oprettet flere forløb for angst, stress og sundhedstilbud til børn og unge, hvilket dog skal ses i lyset af at meget var lukket ned i 2020. I alle tilfælde er det et udtryk for en normalisering af arbejdet i forvaltningen. Mere bekymrende er antallet af KOL-forløb fortsat på 2020-niveau, hvor det var meget lavt pga. COVID-19,. Antallet af oprettede KOL-forløb faldt med 60 pct. i 2020, hvorfor det fortsat er på et lavt niveau i 1. halvår af 2021. Udviklingen på KOL-området bliver derfor fulgt nøje.

Målene for sagsbehandlingstider for hjælpemidler og genoptræningsforløb er på niveau med 2019 og er i de fleste tilfælde overholdt. Kun sagsbehandlingstider for udredning og rehabiliteringsområdet er i 1. halvår 2021 under målet. Ventetid på plejebolig har i årets første seks måneder været overholdt 100 pct., hvorved målet er nået.

Brugerundersøgelser udføres kun årligt og indgår derfor ikke i rapporten.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Statusrapport for året 2021 forelægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2022.

Katja Kayser

/Morten Sten Andersen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top