Mødedato: 28.08.2000, kl. 15:00

Praksis for tildeling af personlige tillæg til folkepensionister (og førtidspensionister) i Københavns Kommune

Praksis for tildeling af personlige tillæg til folkepensionister (og førtidspensionister) i Københavns Kommune

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 28. august 2000

 

14. Praksis for tildeling af personlige tillæg til folkepensionister (og førtidspensionister) i Københavns Kommune

SOU 64/2000 J.nr. 40/99

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Københavns kommune følger aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, om at kommunerne bør anvende en vejledende formuegrænse på 50.000 kr. pr. husstand ved tildeling af personlige tillæg, således at den nye grænse træder i kraft 1. september 2000.

 

 

RESUME

Sundhedsforvaltningen og Familie - og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i fællesskab tidligere udarbejdet forslag til præcisering af retningslinierne for tildeling af personlige tillæg. Sundheds- og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i møderne henholdsvis den 17. januar 2000 og 9. februar 2000 besluttet at udsætte sagen og behandle den i forbindelse med behandlingen af budget 2001.

Til budget 2001 har Sundhedsforvaltningen (og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen) foreslået ændring af hidtidig praksis for tildeling af personlige tillæg, således at der ikke længere alene tages udgangspunkt i pensionisternes bruttoindtægter. Tildeling af personlige tillæg skal herefter fra 2001 ske på grundlag af en mere konkret vurdering af pensionisternes nettoindtægter sammenholdt med pensionisternes rimelige, faste udgifter.

Under sagsbeskrivelsen er der i øvrigt nærmere redegjort for overgangen til en mere individuel økonomisk vurdering ved tildeling af personlige tillæg, herunder fastsættelse af vejledende rådighedsbeløb, samt præcisering af retningslinierne for hjælp til de enkelte formål.

Kommuneaftalen for år 2001

Som følge af den mellem Regeringen og Kommunerne indgåede aftale om kommunernes økonomi for 2001 foreslår Sundhedsforvaltningen, at Københavns kommune følger aftalen mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening om, at kommunerne bør anvende en vejledende formuegrænse på 50.000 kr. pr. husstand ved tildeling af personlige tillæg, således at den nye grænse træder i kraft 1. september 2000. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i mødet den 9. august tiltrådt en tilsvarende indstilling.

I forbindelse med kommuneaftalen har Regeringen tilkendegivet, at der overvejes ændringer i reglerne om medicintilskud. Sundhedsforvaltningen forudsætter derfor, at Københavns Kommunes retningslinier for medicintilskud – bortset fra forhøjelsen af den vejledende formuegrænse til 50.000 kr. - opretholdes uændret, indtil det er afklaret, om Regeringen vil gå ind og ændre i reglerne om medicintilskud.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Ændring af hidtidig praksis for tildeling af personlige tillæg

Indførelse af en mere konkret Individuel økonomisk vurdering

Til budget 2001 har Sundhedsforvaltningen (og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen) foreslået ændring af hidtidig praksis for tildeling af personlige tillæg, således at der ikke længere alene tages udgangspunkt i pensionisternes bruttoindtægter. Tildeling af personlige tillæg skal herefter fra 2001 ske på grundlag af en mere konkret vurdering af pensionisternes nettoindtægter sammenholdt med pensionisternes rimelige, faste udgifter.

Socialministeriet har – som tidligere nævnt - især siden refusionsomlægningen pr. 1. juli 1998 tilkendegivet, at personlige tillæg bør ydes på grundlag af individuelle skønsmæssige vurderinger.

Retten til personligt tillæg forudsætter således, dels at der er tale om en nødvendig og rimelig udgift, dels at pensionisten ikke selv har mulighed for at afholde udgiften.

Det findes herefter nødvendigt, at indføre en rådighedsvurdering ved tildeling og udmåling af personlige tillæg – såvel for de særlige som for øvrige formål.

 

Rådighedsbeløb

Til budget 2001 er der endvidere foreslået indført et rådighedsbeløb på 4.000 kr. månedlig for enlige og 6.600 kr. månedlig for gifte og samlevende pensionister – som en vejledende grænse ved tildeling af personlige tillæg.

Rådighedsbeløbet er det beløb pensionisten i almindelighed skal kunne disponere over, når der fra indtægterne (pension og andre indkomster efter skat, boligydelse og varmetillæg) er trukket rimelige, faste udgifter til husleje, varme og el samt telefonabonnement, licens og forsikringer. Af rådighedsbeløbet skal pensionisten afholde øvrige leveomkostninger, herunder kost, tøj, toiletartikler, fritidsaktiviteter og transport, opsparing til diverse formål, mv. I det omfang pensionisten kan afholde en konkret udgift uden at rådighedsbeløbet kommer under den vejledende grænse, ydes der ikke hjælp.

I bilag 1 er opstillet eksempler på hvad et vejledende rådighedsbeløb på henholdsvis 4.000 kr. for enlige og 6.600 kr. for gifte/samlevende skal dække, idet bemærkes, at der naturligvis vil være tale om forskelle i forbrugsmønsteret hos de enkelte pensionister.

Til sammenligning er der i bilag 2 opstillet eksempler på indtægts- og udgiftsniveauet (faste udgifter) for henholdsvis en enlig folkepensionist og et folkepensionistpar – i begge tilfælde uden ekstraindtægter af nogen art.

Det fremgår af eksemplerne, at en enlig folkepensionist uden ekstraindtægter har et månedligt disponibelt beløb på ca. 4.500 kr. til disposition efter betaling af sædvanlige faste udgifter. Tilsvarende fremgår det, at et folkepensionistpar uden ekstraindtægter har et månedligt disponibelt beløb på ca. 6.900 kr. til disposition efter betaling af sædvanlige faste udgifter.

Det bemærkes, at der er tale om eksempler, som bygger på gennemgang af et antal sager. Høje huslejeudgifter vil for eksempel kunne medføre et mindre disponibelt beløb, ligesom for eksempel rimelige faste udgifter til sygeforsikring og falck-abonnement. Sådanne udgifter vil også blive anerkendt som rimelige faste udgifter ved rådighedsvurderingen.

Pensionister på plejehjem vil som udgangspunkt blive vurderet efter samme regler som hjemmeboende pensionister ved ansøgning om personlige tillæg. Til belysning af de økonomiske vilkår for pensionister på plejehjem henvises til bilag 3. Af bilaget fremgår blandt andet, at de økonomiske vilkår for disse pensionister – med de takster der er vedtaget for plejehjemmenes (valgfrie) ydelser – ikke afviger markant fra hjemmeboende pensionisters forhold. Forvaltningen finder derfor ikke behov for at fastsætte supplerende regler, idet taksterne fortsat vil blive fastsat således, at den tilsigtede ligestilling mellem beboere på plejehjem og hjemmeboende pensionister opretholdes.

 

Rådighedsvurdering

Hvis en pensionist ligger over det vejledende rådighedsbeløb, medfører det ikke i sig selv et afslag, men at tilskuddet nedsættes, eller at der fastsættes en større egenbetaling.

Eksempler: En enlig pensionist søger om hjælp til tandbehandling. Pensionisten har for eksempel 4.400 kr. månedlig til rådighed - efter afholdelse af rimelige faste udgifter. Pensionisten vil således selv skulle betale 700 kr. (den vejledende egenbetaling på 300 kr. + de 400 kr. pensionistens rådighedsbeløb konkret overstiger det vejledende rådighedsbeløb på 4.000 kr.).

Den samme folkepensionist søger – i en anden måned – hjælp til briller. Udgiften til en standardbrille incl. glas (Kommunen har prisoverenskomst med optikerne) udgør for eksempel 1.400 kr. Pensionisten vil herefter få udbetalt et tilskud på 1.000 kr. (1.400 kr. – de 400 kr. pensionistens konkrete rådighedsbeløb overstiger det vejledende rådighedsbeløb).

Personlige tillæg kan udbetales til pensionister hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige. Et tildelt personligt tillæg skal ifølge pensionsloven udbetales efter den enkelte pensionists personlige tillægsprocent. Den personlige tillægsprocent afhænger af størrelsen af pensionistens ekstraindtægter.

Det vil sige, at til trods for den mere konkrete tildeling af personlige tillæg, skal et tildelt tillæg fortsat udbetales efter en eventuelt nedsat personlig tillægsprocent.

Der kan dog i ganske særlige tilfælde udbetales hjælp også til den del af udgiften, som ikke dækkes af et personligt tillæg, beregnet efter tillægsprocenten, hvis pensionistens forhold er ganske særligt vanskelige. Tilsvarende vil der også efter en konkret vurdering for eksempel kunne bortses fra den vejledende egenbetaling på 300 kr. ved tandbehandling i tilfælde, hvor en pensionists disponible beløb måtte ligge under grænsen for de vejledende rådighedsbeløb.

 

Præcisering af retningslinierne for de enkelte formål

Særlige Formål – omfattende tilskud til medicin, tandbehandling, fodpleje, briller og husleje. Til budget 2001 forudsættes de nuværende vejledende retningslinier opretholdt (dog foreslås den vejledende formuegrænse ændret til 50.000 kr. pr. husstand, jf. nedenfor om den mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening indgåede aftale om kommunernes økonomi for 2001).

Til budget 2001 er det endvidere foreslået, at tildeling af personlige tillæg også til de særlige formål sker efter en mere konkret, individuel økonomisk vurdering på grundlag af budget- og formueskema.

Det vil sige:

Medicin: Der udstedes fortsat medicinkort med 100 procent tilskud til egenbetalingen. I forbindelse med kommuneaftalen har Regeringen tilkendegivet, at der overvejes ændringer i reglerne om medicintilskud. Den vejledende formuegrænse foreslås herefter ændret til 50.000 kr. pr. husstand, jf. nedenfor om den mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening indgåede aftale om kommunernes økonomi for 2001, medens der ikke i øvrigt forudsættes ændring i retningslinierne for udstedelse af medicinkort (tildeling efter en mere konkret, individuel økonomisk vurdering på grundlag af budget- og formueskema), førend det er afklaret, om Regeringen vil gå ind og ændre i reglerne.

Tandbehandling: Den vejledende egenbetaling på 300 kr. opretholdes. Der anlægges en rådighedsvurdering, hvor rådighedsbeløbet indgår.

Fodpleje: Fodbehandling fortsætter uændret. Det vil sige tilskud til 12 årlige behandlinger à 80 kr. Der anlægges en rådighedsvurdering ved udstedelse af fodplejekort. Ændringen vil først kunne indføres endeligt fra 1. januar 2002.

Briller og husleje: Ingen ændringer, men der anlægges en rådighedsvurdering, der kan medføre, at tilskuddet nedsættes.

 

Øvrige formål. I overensstemmelse med den tidligere indstilling forudsættes det til budget 2001, at der på området øvrige formål (brøkpension, ekstraforplejning, ferieophold, flyttehjælp, reparation af TV, kiropraktorhjælp, mv.) sker en sanering af de forholdsvis detaljerede retningslinier.

Til budget 2001 er der ligeledes i overensstemmelse med den tidligere indstilling foreslået indført en mere konkret individuel økonomisk vurdering med budget og formueskema. Det vil ikke være i overensstemmelse med regelsættet, at fastsætte et andet (lavere) vejledende rådighedsbeløb for hjælp til disse formål, men dels vil pensionistens formueforhold i højere grad blive inddraget i vurderingen dels forudsættes en strammere vurdering af behov og formål, dvs. udgiftens rimelighed.

I bilag 4 er medtaget en oversigt over nuværende retningslinier og ændringer for de enkelte formål – herunder den forudsatte ændring af den vejledende formuegrænse til 50.000 kr. pr. husstand, jf. nedenfor om den mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening indgåede aftale om kommunernes økonomi for 2001.

 

Konsekvenser for pensionisterne

Der er ikke med forslaget til budget 2001 tilsigtet besparelser på området. Forslaget tilsigter at Kommunens administration af personlig tillægsområdet i højere grad lever op til Socialministeriets krav om en nærmere konkret, individuel økonomisk vurdering i den enkelte sag.

Kravet om den individuelle vurdering vil netop være med til at sikre, at de pensionister, der har det største behov, kan modtage hjælp i form af personlige tillæg.

Samtidig vil målsætningen om en mere ensartet praksis for tildeling af personlige tillæg i Københavns Kommune blive tilgodeset.

 

Administrative konsekvenser

Forslagene om en mere individuel økonomisk vurdering vil medføre administrativt merarbejde i de lokale pensionskontorer, idet der såvel i sager med løbende tilskud som i sager om enkeltydelser skal indhentes budget- og formueskema og sagerne skal vurderes nøjere. Der må ligeledes påregnes et øget antal klagesager. Det administrative merarbejde vil være størst i opstartsfasen.

 

Kommuneaftalen for år 2001

Ændring af den vejledende formuegrænse

Regeringen og Kommunerne har i juni 2000 indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2001, hvoraf fremgår, at personlige tillæg bør tildeles ensartet efter behov. Socialministeriet og Kommunernes Landsforening har på grundlag af aftalen udsendt et fælles brev, hvori henstilles, at kommunerne fra og med 1. august 2000 anvender en vejledende formuegrænse på minimum 50.000 kr. pr. husstand ved tildeling af personlige tillæg. Den vejledende formuegrænse på 50.000 kr. er ens for alle pensionister (enlige, gifte og samlevende). I husstandens formue indgår pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede formue. Socialministeriets og Kommunernes Landsforenings brev af 19. juli 2000 vedlægges som bilag 5.

For Københavns Kommune betyder det, at flere pensionister vil søge/ modtage personlige tillæg. På folkepensionsområdet anslås det, at op til 2.400 flere folkepensionister vil kunne komme i betragtning.

Som led i forhandlingerne mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening er der opnået enighed om en kompensation for anvendelsen af de vejledende formuegrænser, så bloktilskuddet fra 1. august 2000 forhøjes med et beløb svarende til ca. 4.6 millioner kr. på årsbasis for Københavns Kommunes vedkommende. Aftalen forventes på folkepensionsområdet (incl. forsøgsbydelene) at medføre årlige merudgifter på ca. 7.2 millioner brutto / 3.6 millioner kr. netto. Der vil blive anmodet om en tillægsbevilling med henblik på udmøntning af bloktilskudskompensationen.

Sundhedsforvaltningen foreslår på nævnte grundlag, at de nuværende vejledende formuegrænser på henholdsvis 25.000 kr. og 12.500 kr. ophæves samt at Københavns kommune følger aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, om at kommunerne bør anvende en vejledende formuegrænse på 50.000 kr. pr. husstand ved tildeling af personlige tillæg, således at den nye grænse træder i kraft 1. september 2000.

Medicintilskud

I forbindelse med kommuneaftalen har Regeringen tilkendegivet, at der overvejes ændringer i reglerne om medicintilskud, idet en række kommuner i forbindelse med omlægningen af sygesikringens medicintilskud har strammet administrationen af personlige tillæg til pensionister. Sundhedsforvaltningen forudsætter derfor, at Københavns Kommunes retningslinier for medicintilskud – bortset fra forhøjelsen af den vejledende formuegrænse til 50.000 kr. - opretholdes uændret, indtil det er afklaret, om Regeringen vil gå ind og ændre i reglerne om medicintilskud.

 

ØKONOMI

Udgifterne til personlige tillæg hører til det lovbundne område – med 50 procents statsrefusion.

Det er vanskeligt at vurdere de økonomiske konsekvenser af forslaget til budget 2001 om at overgå til en mere individuel økonomisk vurdering ved tildeling af personlige tillæg. Der er allerede i dag pensions- og omsorgskontorer, der gennem de sidste år har strammet op og har indført budgetskemaer ved vurderingen af personlige tillæg. En præcisering af retningslinierne for personlige tillæg vil derfor for disse pensions- og omsorgskontorer medføre øgede udgifter, idet disse kontorer må lempe den strammere vurdering, som de praktiserer i dag ved ansøgninger om personlige tillæg - også til særlige formål.

Der er til budget 2001 ikke forudsat ændringer i udgiftsniveauet som følge af forslaget om at overgå til en mere individuel økonomisk vurdering ved tildeling af personlige tillæg.

For så vidt angår forslaget om ændring af den vejledende formuegrænse vil der blive anmodet om en tillægsbevilling med henblik på udmøntning af bloktilskudskompensationen.

 

HØRING

Ældrerådene, Det Sociale Brugerråd, de 4 forsøgsbydele samt organisationerne Ældre Sagen og Ældremobiliseringen har tidligere været hørt i forbindelse med indstilling om forslag til præcisering af retningslinierne for tildeling af personlige tillæg i Københavns Kommune. Indstillingen blev behandlet på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 29. november 1999 (SOU 126/1999). Der er ikke foretaget ny høring.

BILAG

Bilag 1 Fastsættelse af vejledende rådighedsbeløb som vejledende grænse ved tildeling af personlige tillæg

Bilag 2 Eksempler på indtægts- og udgiftsniveauet (faste udgifter) for henholdsvis en enlig folkepensionist og et folkepensionistpar

Bilag 3 Eksempel på indtægts- og udgiftsniveauet for en enlig folkepensionist på plejehjem

Bilag 4 Oversigt over nuværende retningslinier og ændringerne for de enkelte formål

Bilag 5. Socialministeriets og Kommunernes Landsforenings brev af 19. juli 2000 vedrørende anvendelse af en vejledende formuegrænse ved ansøgning om personligt tillæg efter pensionsloven

Ib Haurum / Jesper Maarbjerg

 

Til top