Mødedato: 28.05.2020, kl. 15:30
Mødested: Festsalen, Rådhuset

Orientering om indsatser i forbindelse med håndtering af COVID-19 - EFTERSENDT

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om den driftsnære håndtering af COVID-19.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om den driftsnære håndtering af COVID-19 til efterretning

Problemstilling

De nationale rammer for håndteringen af COVID-19 fastlægges via retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen (SST) og anvisninger fra Statens Serum Institut (SSI). Retningslinjerne revideres løbende og ofte i forbindelse med nationale udfordringer, rettelser eller ændret strategi.

Retningslinjerne er af overordnet karakter og beskriver ikke nærmere, hvordan de skal indarbejdes i den sundhedsfaglige praksis i kommunale enheder eller hvordan de skal implementeres i indsatsen over for den enkelte borger. Retningslinjerne skal udfoldes og oversættes, så medarbejdere i driftsenhederne ved, hvad de skal gøre for at afbryde, opspore og forebygge smitte med COVID-19. Fokus er på at sikre, at ledere og medarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til stadighed er klædt på til at forebygge smitte samt til at håndtere smitte, hvis den forekommer.

Løsning

Indsatsen mod COVID-19

Det vurderes  løbende, hvor det kan være relevant og nødvendigt at skærpe indsatserne yderligere i Københavns Kommune for at styrke indsatsen i forhold til forebyggelse, smitteafbrydelse og udbrudshåndtering bedst muligt. Sideløbende spiller Københavns Kommune en central rolle i dialogen med KL og SST for at sikre, at myndighedernes retningslinjer i videst muligt omfang adresserer de udfordringer, COVID-19 stiller de kommunale enheder overfor.

Der er fire fokusområder i indsatsen mod COVID-19 i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen:

  1. Forebyggelse og smitteafbrydelse
  2. Udbrudshåndtering og opsporing
  3. Teststrategi
  4. Organisering

Fokusområde 1: Forebyggelse og smitteafbrydelse

Helt overordnet arbejdes der i alle SUF’s enheder med et udpræget fokus på at forebygge tilfælde af COVID-19 og effektivt at afbryde smittespredning. Det betyder en række forandringer i dagligdagen for både medarbejdere og borgere.

De forebyggende tiltag omhandler:

  • Sikker formidling af viden til medarbejdere
  • Sparring mellem ledere og medarbejdere
  • Brug af værnemidler
  • Omlægning af aktivitet
  • Styrket hygiejneindsats

Hygiejneorganisationen er forankret i centralforvaltningen og har til opgave at understøtte alle enhederne med håndtering af COVID-19 samt forebyggelse og håndtering af andre smitsomme sygdomme.

Det sker blandet andet via handlingsanvisende instrukser, flowcharts og actioncards samt videoer, e-læring og billedmateriale. Medarbejderne instrueres blandt andet i korrekt rengøring, håndhygiejne og på- og aftagning af værnemidler. Gennem visuelle virkemidler bestræber forvaltningen sig på at gøre materialet let forståeligt for alle, hvilket særligt kan være en hjælp for tosprogede medarbejdere og medarbejdere med dysleksi. Samtidig er det hensigten, at materialet kan være med til at hjælpe medarbejderne, når de står i en konkret situation, hvor der er behov for, at de hurtigt kan orientere sig og udføre handlingerne korrekt.

Hygiejneorganisationens medarbejdere kommer også på besøg i enhederne og giver praksisnær undervisning, hvor enhedernes medarbejdere lærer at udføre de nye COVID-relaterede opgaver med sikkerhed. Der er gode erfaringer med denne type oplæring, fordi den giver medarbejderne mulighed for at stille spørgsmål og få afklaring på forhold, som de er usikre på.

Ledere og medarbejdere kan desuden få telefonisk råd og sparring via SUF’s Hygiejne hotline eller Sundhedsfaglig hotline, som er blevet oprettet specifikt i forbindelse med epidemiens udbrud.

Fokusområde 2: Udbrudshåndtering og opsporing

Ifølge SST defineres det som et smitteudbrud så snart, der konstateres én smittet medarbejder eller beboer på en enhed. Ved smitteudbrud med COVID-19 på plejehjem eller MTO iværksætter forvaltningen en række tiltag, herunder blandt andet:

  • Isolering af borger i egen bolig, både ved påvist COVID-19 og ved mistanke om smitte, indtil borgeren har været symptomfri i 48 timer efter sidste symptom eller syv døgn fra testtidspunktet
  • Medarbejdere med symptomer sendes straks hjem og opfordres til at blive testet
  • Alle beboere på enheden testes
  • Forebyggende zoneopdeling, så medarbejdere i videst muligt omfang ikke går på tværs af afdelinger (er indført forebyggende på langt de fleste enheder)
  • Smittede borgere spiser i egen bolig, og maden portionsopdeles og anrettes efter særlige hygiejnestandarder for øvrige beboere
  • Ekstra rengøring og desinfektion af borgers bolig, fællesarealer, elektroniske devices og hjælpemidler samt grundig slutrengøring i borgers bolig, når borger igen er rask

Tilsvarende iværksættes der en række tiltag i hjemmeplejen for at forhindre yderligere smittespredning, når der konstateres borgere eller medarbejdere smittet med COVID-19.

Fokusområde 3: Teststrategi

SUF har udarbejdet en teststrategi i forbindelse med COVID-19-epidemien. Strategien opdateres løbende i forhold til ny viden, SST’s anbefalinger og de nationale muligheder for test. Teststrategien anviser hvilke målgrupper der testes:

  • Borgere på plejehjem og i hjemmeplejen som har symptomer
  • Borgere ved indflytning til eksempelvis plejehjem eller i forbindelse med interne flytninger mellem SUF’s enheder.
  • Borgere i forbindelse med udskrivelse fra hospital til plejehjem
  • Borgere og medarbejdere uden symptomer som led i smitteforebyggelse
  • Medarbejdere uden symptomer
  • Borgere før undersøgelse hos speciallæge eller indlæggelse på hospital som led i smitteforebyggelse.
  • Nære kontakter til smittede
  • Borgere i forbindelse med afisolation på plejehjem og på Afdeling for COVID-19

Kommunalt podeteam

København er testkommune i et forsøg, hvor kommunalt sundhedspersonale foretager podninger på kommunale institutioner. Det forventes at give adgang til hurtigere testning ved udbrud og dermed øget sikkerhed for borgerne. 

Som udgangspunkt vil podning ved det kommunale podeteam være muligt i forbindelse med udbrudshåndtering, og hvor dette er ordineret af en læge. Desuden kan podeteamet pode borgere, der tidligere er testet positiv, inden afisolering.

Fokusområde 4: Organisering under COVID-19 epidemien

Håndteringen af COVID-19 epidemien har haft konsekvenser for organiseringen af såvel borgerrettede som understøttende funktioner i forvaltningen. SUF har et vedvarende fokus på at sikre tilstrækkelig bemanding på enheder med ændrede behov eller bemandingsudfordringer som følge af COVID-19.

Afdeling for COVID-19

I april åbnede forvaltningen en midlertidig afdeling for københavnere både under og over 65 år, som er smittet med COVID-19, og som har behov for et midlertidigt døgnophold. Formålet er i videst muligt omfang at kunne adskille smittede og ikke-smittede borgere. Ved opstart havde afdelingen i Bystævneparken 13 pladser, og op til yderligere 24 pladser er under etablering.

Sikring af tilstrækkelig kapacitet på MTO

Region Hovedstaden varslede tidligt i perioden, at der kunne blive behov for ekstraordinære udskrivelser på op til 20 % af indlagte patienter for at sikre tilstrækkelig hospitalskapacitet i forbindelse med COVID-19. Regionen forventer at kunne give kommunerne syv dages varsel, hvis aftalen om ekstraordinære udskrivninger skal aktiveres. På nuværende tidspunkt forventer regionen dog ikke, at der bliver behov for ekstraordinære udskrivelser. Skulle det blive aktuelt har SUF sikret, at der er ledig kapacitet på alle pladstyper.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Hygiejneorganisationen i forvaltningen har et stigende antal opgaver, og forvaltningen er i gang med at opnormere med en ekstra hygiejnesygeplejerske og igangsætte yderligere indsatser på hygiejneområdet inden for rammen.

Katja Kayser

 

  /Karen Nørskov Toke

 

Beslutning

Punktets behandling blev indledt med oplæg ved sundhedschef Karen Nørskov Toke.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top