Ingen titel
Ingen titel
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 28. april 2005
Sager til beslutning
8. Kvalitetsstandarder for personlig- og praktisk hjælp samt genoptræning og vedligeholdende træning
SOU 103/2005 J.nr. 1/2004
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller, at
Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
anbefaler,
at Kvalitetsstandarder
for personlig og praktisk hjælp og Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende
træning godkendes.
Sundhedsforvaltningen indstiller, at
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender,
at tidspunktet for tildeling
af individuel hjælp i plejebolig i resten af 2005 ændres til 4 uger efter
indflytning i plejebolig, og at der træffes endelig beslutning om tidspunkt for
tildeling af individuel hjælp i forbindelse med behandling af ny budgetmodel
for plejeboliger ultimo 2005.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 28. april 2005
Sundheds- og
Omsorgsudvalget tog sagen af dagsordenen.
RESUME
Ifølge serviceloven §§ 71 og 73a skal
kommunen en gang årligt udarbejde kvalitetsstandarder for personlig og praktisk
hjælp samt den genoptræning og vedligeholdende træning, som kommunen har
ansvaret for.
Kvalitetsstandarderne er delt i to
dokumenter:
·
Kvalitetsstandarder
for personlig og praktisk hjælp (bilag 1)
·
Kvalitetsstandarder
for genoptræning og vedligeholdende træning (bilag 2)
Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk
hjælp (Kvalitetsstandarder for hjemmepleje- og plejehjemsområdet 2004 ) blev
godkendt i Borgerrepræsentationen den 22. april 2004 (BR 171/04).
Kvalitetsstandarder for genoptræning og
vedligeholdende træning følger op på en række indstillinger, der tidligere er
forelagt for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk
hjælp
Kvalitetsstandarderne for personlig og
praktisk hjælp gælder for både hjemmeplejen og plejeboliger.
Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk
hjælp er systematiseret i en række kvalitetsområder. Inden for hvert
kvalitetsområde er visitationskriterier og de enkelte ydelser beskrevet.
Derudover indeholder kvalitetsstandarderne visitationskriterier for kommunens
dag-, døgn- og botilbud.
I nærværende
kvalitetsstandarderne er der foretaget følgende ændringer i relation til
kvalitetsområder og ydelser.
·
For at give
mulighed for større fleksibilitet er begrebet "fast vagt" erstattet med
følgende: "ved alvorlig sygdom og terminale forløb kan begrænsninger i tid og
hyppighed fraviges".
·
Kvalitetsområdet
"ernæring og måltidet" er revideret under hensyntagen til kostpolitikken.
·
Ydelsen
"grundig rengøring" er ændret, så der skal visiteres selvstændigt til ydelser. Det betyder, at den ikke automatisk
visiteres sammen med anden rengøring. Derudover ændres "ydelsens hyppighed" til
"ydelsen leveres max. 6 timer årligt ved ét eller to besøg".
I Bestiller-Udfører-Modtager modellen
(BUM-modellen) er visitationen ansvarlig for tildeling af hjælp, mens
leverandører af personlig og praktisk hjælp og personale i plejeboligerne er
ansvarlig for at yde/levere hjælpen inden for rammerne af den tildelte hjælp.
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte den 1.
april 2004 (SOU 28/2004, J. nr. 29/2003) et visitationskoncept for
plejeboligområdet, som følger BUM-modellen, herunder at borgere i plejeboliger tildeles hjælp i form af
pakker.
Indførelse af visitationskonceptet i
plejeboliger blev påbegyndt ultimo 2004. Det betyder, at borgere, der er
indflyttet i plejebolig efter 1. december 2004, bliver visiteret efter dette koncept.
Der skal i 2005 udarbejdes en ny budgetmodel
for plejeboliger, som vil blive forelagt for Sundheds- og Omsorgsudvalget
ultimo 2005. Forudsætningen for at
udarbejde en ny budgetmodel er, at den samlende plejetyngde og plejebehov for
alle borgere på plejehjem afdækkes.
Personalet i plejehjem udarbejder derfor i
samarbejde med visitatorerne en funktionsvurdering på borgere, der er
indflyttet i plejebolig før 1. december 2004.
Endvidere vurderes det, hvilken pakke borgerne i givet fald ville være berettiget
til.
I forbindelse med
godkendelse af visitationskonceptet for plejeboliger (SOU den 1. april 2004
J.nr.29/2003) blev det besluttet, at visitator normalt skal foretage en
individuel tildeling af hjælp 14 dage efter indflytning i plejebolig. Hidtidige
erfaringer med tildeling af individuel hjælp til borgere i plejebolig, udmålt i
form af pakker, tyder dog på, at dette tidspunkt ikke er hensigtsmæssigt, da
det kan være vanskeligt at vurdere borgerens ressourcer og behov for hjælp i
plejeboligen allerede 14 dage efter indflytning.
Sundhedsforvaltningen
indstiller derfor, at tidspunktet for
tildeling af individuel hjælp i plejebolig resten af 2005 ændres til 4 uger
efter indflytning i plejebolig, og at der træffes endelig beslutning om
tidspunkt for tildeling af individuel hjælp i forbindelse med behandling af ny
budgetmodel for plejeboliger ultimo 2005.
Kvalitetsstandarder
for genoptræning og vedligeholdende træning
Genoptræning defineres
som målrettet træning af fysisk, intellektuel, følelsesmæssig og social
funktionsevne, hvor funktionsniveauet fortsat kan forbedres gennem yderligere
træning. Vedligeholdende træning defineres som målrettet træning for at
forhindre funktionstab og for at fastholde
og/eller forbedre den hidtidige funktionsevne. Målgruppen for vedligeholdende
træning er personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer vurderes at have behov for træning.
Kvalitetsstandarder
for genoptræning og vedligeholdende træning indeholder formål med træningsindsatsen,
beskrivelse af målgruppe, kvalitetsmål, indhold i de forskellige træningstilbud
samt omfang af genoptræning.
Genoptræning
og vedligeholdende træning leveres af Sundhedsforvaltningens træningscentre, rehabiliteringsafdelinger,
dagtilbud samt plejehjem og hjemmepleje. I bilag til Kvalitetsstandarder for
genoptræning og vedligeholdende træning er det beskrevet, hvordan borgerne får
adgang til træningstilbudene hos de forskellige leverandører.
Kvalitetsstandarderne
skal medvirke til at sikre et ensartet serviceniveau for alle borgere uanset boform,
det vil sige, at borgere med ensartede behov får tildelt ensartet træning.
Grundet de forskellige organisatoriske og fysiske rammer og forskellige faglige
kompetencer de pågældende steder, kan indhold og kvalitet i træningsindsats dog
variere fra sted til sted.
Kvalitetsstandarderne for genoptræning og
vedligeholdende træning afspejler den nuværende organisering af
træningsområdet. Kommunalreformen får omfattende betydning for træningsområdet
i sin helhed. Sundhedsforvaltningen har fokus på organiseringen af
træningsområdet i takt med vedtagelsen af den nye Sundhedslov.
Sundhedsforvaltningen
arbejder endvidere på i stigende grad at samtænke den generelle forebyggende og
aktiverende indsats med den træningsmæssige indsats, således at tilbudene i
stadig højere grad baseres på en helhedstilgang i relation til de enkelte
borgere.