Mødedato: 28.04.2005, kl. 15:00

Arbejdsbeklædning i hjemmeplejen

Arbejdsbeklædning i hjemmeplejen

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 28. april 2005

 

 

Sager til beslutning

 

8.      Arbejdsbeklædning i hjemmeplejen

 

SOU  84/2005  J.nr. 2/2003

 

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundhedsforvaltningen i 2005 tilbyder overtøj til 3 hjemmeplejeenheder.

 

 

 

 

RESUME

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte den 15. april  2004 (SOU 261/2004), at Sundhedsforvaltningen gik i udbud med henblik på en beklædningsløsning for hjemmeplejens udkørende personale. Denne ville indebære, at det udkørende personale ville få både arbejdstøj og overtøj stillet til rådighed. I december 2004 blev udbuddet annulleret p.g.a. uventede merudgifter, dels i forbindelse med behov for ombygninger af hjemmeplejens lokaler for at sikre de nødvendige omklædningsfaciliteter, og dels i forhold til udgifter forbundet med omklædning i arbejdstiden for det berørte personale.

 

Sundhedsforvaltningen indstiller på baggrund heraf, at der gennemføres en revideret beklædningsløsning for den udkørende del af personalet i hjemmeplejen. En sådan løsning indebærer, at det berørte personale stadigvæk er synligt i gadebilledet eksempelvis med Københavns Kommunes logo, samtidig med at beklædningen er til glæde og komfort for den enkelte medarbejder.

Med den reviderede løsning får det fastansatte udkørende personale i hjemmeplejen mulighed f or få overtøj stillet til rådighed. Dette valg er foretaget i samarbejde med hjemmeplejens ledere og medarbejdere. Der vil i forbindelse med det reviderede beklædningsprojekts gennemførsel ikke skulle gennemføres nævneværdige investeringer i hjemmeplejens lokaler. En overtøjsløsning forventes heller ikke at påvirke det udkørende personales arbejdstid. Beklædningsløsningen omfatter alle fastansatte personalegrupper.

Sundhedsforvaltningen vil i forbindelse med det reviderede beklædningsprojekt i første fase tilbyde overtøj til det udkørende personale i 3 hjemmeplejeenheder (Sundparken, Indre By/Vesterbro og Nørrebro). Erfaringer fra tidligere udbudsrunde med hensyn til overtøj vil blive nyttiggjort i denne proces. Derudover vil en af de tre udvalgte hjemmeplejeenheder afprøve cykelhjelme ved samme lejlighed til forebyggelse af arbejdsskader.

Med afsæt i en evaluering af erfaringerne fra disse tre prøveenheder er det sigtet, at der i 2006 gennemføres en overtøjsløsning for samtlige hjemmeplejeenheder.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Sundhedsforvaltningen har i 2004 været i udbud med en samlet beklædningsløsning for hjemmeplejens udkørende personale. Sundheds- og Omsorgsudvalget blev den 16. december 2004 (SOU 189/04) orienteret om de manglende muligheder for at gennemføre beklædningsprojektet, da dette ville betyde store investeringer i hjemmeplejens lokaler, samt påvirke beregningen af arbejdstiden for det udkørende personale.

På baggrund heraf vil Sundhedsforvaltningen i stedet gennemføre et revideret beklædningsprojekt for hjemmeplejens fastansatte udkørende personale, der primært indeholder overtøj, bestående af vandafvisende og åndbare bukser og "3-i-1"-jakke. Det vil sige en jakke, der med aftageligt for, kan bruges i alle vejrlig og temperaturer. Dette vil ikke indebære større investeringer til omklædningsfaciliteter eller påvirke arbejdstiden for hjemmeplejens udkørende personale. Sundhedsforvaltningen vil derudover udlevere en t-shirt i god kvalitet med Københavns Kommunes logo.

 

Overtøjsløsningen indebærer, at Sundhedsforvaltningens hjemmepleje vil blive set og bemærket i bybilledet samtidig med, at personalet tilbydes beklædning, der uanset årstid sikrer størst mulige komfort og funktionalitet for den enkelte medarbejder. Københavns Kommunes byvåben med de tre tårne vil eksempelvis være på tøjet. Overtøjsløsningen er for alle fastansatte medarbejdere i den udkørende hjemmepleje inklusive sygeplejersker.

For at forebygge eventuelle arbejdsskader fra fald og påkørsel, er det Sundhedsforvaltningens intention, at de berørte medarbejdere i en af hjemmeplejeenhederne tilbydes cykelhjelm i forbindelse med projektets gennemførsel.

Beklædningsprojektet påtænkes således gennemført i følgende faser:

 

Fase 1

Der tilbydes overtøj til 3 hjemmeplejeenheder (Sundparken, Indre By/Vesterbro og Nørrebro) fra august/september 2005, idet der er 3-4 måneders leveringstid på det valgte overtøj. Sundhedsforvaltningen har med afsæt i den designmæssige rådgivning samt markedskendskabet fra udbudsrunden fundet en overtøjsløsning, som dækker de behov det udkørende personale har med hensyn til fleksibilitet, kvalitet og moderne tilsnit.

 

De tre hjemmeplejeenheder har tidligere givet tilsagn om deltagelse som prøveenheder for beklædningsprojektet, og skal frem til årsskiftet få erfaringer med overtøjet, da det er centralt, at det er multifunktionelt overtøj, der kan anvendes i alle vejrlig og temperaturer.

Det anslås at ca. 300-400 ansatte vil få mulighed for at afprøve overtøjet. En af de berørte hjemmeplejeenheder vil udover overtøj også få stillet cykelhjelme til rådighed. Endelig vil alle de berørte ansatte få stillet en t-shirt til rådighed.

Overtøjet vil være et tilbud til de fastansatte og må kun benyttes i forbindelse med tjenesten/arbejdstiden og dermed ikke i fritiden.

 

Fase 2

Efter afprøvningsperioden, der løber frem til 1. januar 2006, vil Sundhedsforvaltningen evaluere overtøjsløsningen samt benyttelsen af cykelhjelme. Sundhedsforvaltningen vil herefter inddrage Sundheds og Omsorgsudvalget i den videre proces i forhold til udrulningen af løsningen til hele forvaltningen, herunder spilleregler for anvendelsen og håndteringen af tøjet.  Det er vurderingen, at en fuld udrulning til forvaltningen kan være på plads medio 2006.

Evalueringen vil ske på baggrund af de berørte hjemmeplejeenheders erfaringer og tidligere indhentet erfaring vedr. krav og ønsker til udbud, idet en udbredelse af overtøjsordningen til samtlige hjemmeplejeenheder vil fordre et fornyet udbud.

Sundhedsforvaltningen har i forbindelse med beklædningsprojektet forespurgt hos andre kommuner, samt blandt andet Parkering København. Sundhedsforvaltningen vil inddrage disse erfaringer i projektets gennemførsel.

 

Høringssvar

Ældrerådenes Fællesudvalg for København tilkendegiver i deres høringssvar, at de finder beklædningsprojektet hensigtsmæssigt og opfordrer til en skærpelse vedr. legitimation og regler for legitimering i forbindelse med en indførsel af en overtøjsløsning for det udkørende personale i hjemmeplejen.

Sundhedsforvaltningen har løbende opmærksomhed rettet mod sikkerhed i forhold til legitimation. Alle ansatte i hjemmeplejen har legitimeringskort, og forvaltningen vil foretage en generel indskærpelse af anvendelsen af legitimeringskort i 2005 i forbindelse med afprøvningen af overtøjet.

.

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

I forbindelse med implementering af en overtøjsløsning for det udkørende personale i Sundhedsforvaltningens hjemmepleje vil Sundhedsforvaltningen tilbyde overtøj, inklusiv cykelhjelm til de udvalgte hjemmeplejeenheder. Derudover vil Sundhedsforvaltningen udlevere en t-shirt i god kvalitet med Kommunens byvåben.

Efter afprøvningsperioden vil en yderligere udrulning af overtøj til alle Sundhedsforvaltningens hjemmeplejeenheder finde sted. Udrulningen skal ske indenfor rammerne vedr. offentligt indkøb samt de erfaringer de berørte hjemmeplejeenheder har høstet. Endelig vil Sundheds- og Omsorgsudvalget blive involveret i det videre forløb.

Den økonomiske ramme for beklædningsprojektet udgør en bevillingsmæssig ramme på 4 mio. kr. årligt.  Såfremt overførslen af budgetmidler fra 2004 til 2005 godkendes i maj-møderækken i Økonomiudvalget vil bevillingen indeholde 7,1 mio. kr., idet Sundhedsforvaltningen med Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse har brugt ca. 0,9 mio. kr. til gennemførsel af EU-udbud, designmæssig rådgivning mv. Sundhedsforvaltningen forventer ved nyt udbud, at de allerede udarbejdede specifikationer og erfaringer kan bruges igen.

På baggrund af indhentede oplysninger fra valgt beklædningsfirma vil udgifterne pr. overtøjssæt være ca. 1.600-1800 kr. inklusive cykelhjelm og t-shirt.  Da det anslås, at ca. 300-400 fastansatte vil få mulighed for at afprøve overtøjet, vil den samlede udgift i 2005 udgøre ca. 1 mio. kr. inklusive distributionsudgifter samt eventuelle monteringsudgifter i forbindelse med opbevaringen af overtøjet.  Den resterende del af bevillingen vil blive søgt overført fra 2005 til 2006 til brug for fase 2.

Såfremt beklædningsløsningen gennemføres for hele kommunes hjemmepleje i 2006 er det vurderingen, at udgiften til dette inklusive cykelhjelm og t-shirt kan rummes indenfor bevillingsrammen på 4 mio. kr. årligt.

HØRING

Hjemmeplejens ledere og ansatte er blevet inddraget i processen vedr. valg af en overtøjsløsning.

Der er udsendt høringsmateriale til alle ældreråd, samt til de interesseorganisationer, der skønnet har interesse i beklædningssagen. Høringsperioden har været 4 uger, med høringsfrist den 13. april 2005. Høringssvar indgår i indstillingen.

BILAG

-         Ældrerådenes Fællesudvalg for København, høringssvar af 7. april 2005

-         Ældrerådet Ydre Østerbro, høringssvar af 27. marts 2005

-         Ældremobiliseringen, høringssvar af 18. marts 2005

 

Lene Sillasen                    

                                                                 /Hanne Baastrup


 

Til top