Mødedato: 28.02.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Høringssvar til KKR Hovedstadens fælles politiske målsætninger for udvikling af det nære sundhedsvæsen

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal afgive høringssvar til Kommunekontaktrådet (KKR) Hovedstadens fælles politiske målsætninger og rammer for udviklingen af det nære sundhedsvæsen i Region Hovedstaden.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender vedlagte bilag 1 som Københavns Kommunes høringssvar til KKR Hovedstaden om politiske målsætninger på sundhedsområdet.

Problemstilling

Kommunerne har fået en væsentlig rolle på sundhedsområdet. KL lancerede i marts 2012 udspillet "Det nære sundhedsvæsen". I udspillet skitseres de sundhedsopgaver, som kommunerne skal løfte de kommende år. Der stilles samtidig krav til kommunerne om, at de skal arbejde evidensbaseret og kvalitetsorienteret. Med økonomiaftalen for 2013 fik kommunerne et varigt økonomisk løft på sundhedsområdet.


Kommunerne skal nu vise, at de kan løfte opgaverne på sundhedsområdet. KL stiller krav om, at de økonomiske midler og politiske intentioner bliver til virkelighed. KKR Hovedstaden har godkendt overordnede politiske målsætninger for udviklingen af det nære sundhedsvæsen i Region Hovedstaden. De politiske målsætninger er afgørende for at nå frem til en fælles forpligtelse og forståelse  mellem kommunerne, om hvilke sundhedsydelser der skal leveres til borgerne, og om hvordan kommunerne skal samarbejde med hospitaler og almen praksis. Målsætningerne er sendt til politisk behandling i de 29 kommuner i Region Hovedstaden.
KKR Hovedstaden ønsker tilbagemelding på, 1) Københavns Kommunes arbejde med målsætningerne, 2) Pilotprojekter på sundhedsområdet i Københavns Kommune og 3) Forslag til fælles kommunale samarbejder (bilag 2).

Løsning

KKR Hovedstaden har opstillet tre overordnede målsætninger, der skal udgøre rammen for sundhedsområdet i de 29 kommuner i Region Hovedstaden (bilag 3).  Kommunerne skal udvikle det nære sundhedsvæsen så:   

- Det fremmer alle borgeres sunde livsstil og forebygger sygdom.
- Det støtter borgerne i at tage hånd om egen livssituation og udøve egenomsorg.
- Borgeren er i centrum, og der er fokus på den samlede livssituation.

KKR Hovedstaden retter særlig fokus på fire strategiske målsætninger for udvikling af det nære sundhedsvæsen:

  1. Styrkelse af forebyggelsesindsatsen med udgangspunkt i sundhedsprofilerne og de nationale forebyggelsespakker.
  2. Styrkelse af indsatsen for aktivt at forebygge at borgerne (gen)indlægges.
  3. Styrkelse af indsatsen overfor kronikergrupperne ved at have tilbud til kronikergrupperne i alle kommuner.
  4. Styrkelse af dokumentationen i forhold til de kommunale indsatser og den forventede effekt.  

De strategiske målsætninger udmøntes i en række indsatser, der er grupperet i forhold til forebyggelse og sundhedsfremme, forebyggelse af (gen)indlæggelser, kronisk sygdom og dokumentation. Kommunerne skal udmønte indsatserne. Nogle indsatser vil være forpligtende for alle kommuner. Andre indsatser vil kun blive løftet af en enkelt kommune eller ved samarbejde på tværs af kommuner gennem pilotprojekter for at skabe ny viden i forhold til den fremtidige udvikling af det nære sundhedsvæsen.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet udkast til høringssvar (bilag 1). I høringssvaret vurderes det, at målsætningerne sætter de rette, overordnede rammer for udviklingen af det nære sundhedsvæsen til gavn for borgerne. Samtidig peger målsætningerne direkte ned i det arbejde, som allerede er igangsat i Københavns Kommune med henblik på at sikre, at borgerne oplever sammenhæng i den kommunale sundhedsindsats. Målsætningerne ligger i tråd med kommunens indsatser på sundhedsområdet, der omhandler borgerrettede forebyggelsestilbud, rehabilitering til borgere med kronisk sygdom, genoptræningstilbud samt hele indsatsen omkring den ældre medicinske patient, hvor der etableres akut- og rehabiliteringstilbud i relation til og i samarbejde med regionens hospitaler. Målsætningerne ligger også i fin tråd med visionerne i Sundhedspolitikken - Længe Leve København og Reformprogrammet - Aktiv og Tryg Hele Livet.

1. Københavns Kommunes arbejde med målsætningerne
I høringssvaret vurderes det, at Københavns Kommune er langt med at implementere konkrete indsatser inden for forebyggelse og sundhedsfremme, forebyggelse af (gen)indlæggelser, kronisk sygdom og dokumentation. Kommunen lever dermed op til de fire målsætninger, som KKR har opstillet til udvikling af det nære sundhedsvæsen. Under hver målsætning er der anført indsatser, der skal være implementeret i 2013. Københavns Kommune lever op til dette. Det gælder blandt andet den borgerrettede forebyggelse, faldforebyggelse, forløbskoordination, forløbsprogrammer for borgere med kronisk sygdom og ledelsesinformation. Et eksempel på, hvordan der arbejdes med forebyggelse i Københavns Kommune, er indsatsen vedrørende hverdagsrehabilitering. Indsatsen udbygges, så tilbuddet nu omfatter både personlig og praktisk hjælp. Kommunen har initiativer i gang inden for brug af velfærdsteknologi, udvikling af hjælpemidler samt samarbejde med frivillige. Hele indsatsen har til formål at understøtte, at flere borgere bliver selvhjulpne. Der vedlægges et notat til høringssvaret, der viser status på implementering af indsatser i Københavns Kommune (bilag 4)
.

2. Pilotprojekter på sundhedsområdet i Københavns Kommune
I høringssvaret fremhæves det, at Københavns Kommune er i gang med at starte en række pilotprojekter på sundheds- og forebyggelsesområdet op. Kommunen vil gerne i prioriteret rækkefølge indgå i samarbejde med andre kommuner om udvikling af blandt andet:

  1. Initiativer på tobaksområdet. Der satses på tobaksområdet, og kommunen har igangsat indsatsen Røgfrit København 2025. I denne indsats er der inviteret en række interessenter og aktører med, som direkte har indflydelse på københavnerne gennem lokale rammer, tilbud og indsatser.
  2. Kommunale ”akutfunktioner" til forebyggelse af indlæggelser. Der er allerede etableret Akutplejeenhed København (APE) og Tværsektoriel Udredningsenhed (TUE) i samarbejde med Bispebjerg Hospital. Formålet med APE er dels at sikre døgnsygepleje til borgere, der udskrives fra hospital, men som ikke er i stand til at komme hjem i eget hjem, og dels at forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser fra hjemmeboende borgere. Formålet med TUE er at sikre hurtig udredning og behandling for den ældre medicinske patient uden at borgerne bliver indlagt.
  3. Indsatser der sætter fokus på social ulighed i sundhed. Der arbejdes eksempelvis med udgående funktioner fra kommunens forebyggelsescentre til udsatte boligområder, og der er fokus på at øge fastholdelsen af livsstilsændringer hos særligt udsatte borgere. Der etableres ligeledes nye tilbud, som målrettes borgere med psykisk sygdom og sårbare unge. 
Disse pilotprojekter vil blive taget op til drøftelse blandt kommunerne i regionen med fokus på, hvilke udviklingssamarbejder der kan igangsættes. Københavns Kommune har en særlig interesse i at indgå i samarbejde om initiativer på tobaksområdet.

3. Forslag til fælles kommunale samarbejder
 
I høringssvaret anføres det, at Københavns Kommune  er enig i, at når kommuner etablerer nye tilbud på sundhedsområdet er det nødvendigt, at der er et vist antal borgere, som vil få gavn af tilbuddet, for at tilbuddet er fagligt og økonomisk bæredygtigt. Københavns Kommunens opfylder disse forudsætninger, når der etableres  nye tilbud. Kommunen vil meget gerne stille sin viden til rådighed for andre kommuner og indgå i udviklingssamarbejder. Konkret vil Københavns Kommune gerne indgå i et samarbejde med andre kommuner om at beskrive metoder /modeller for, hvordan ulighed i sundhed inddrages i arbejdet med at udvikle det nære sundhedsvæsen og hvordan klyngestrukturen mere aktivt kan anvendes. Eksempelvis i forhold til udviklingen af tværkommunale tilbud.

I høringssvaret vurderes det, at der er brug for, at kommunerne i Region Hovedstaden har en fælles platform i samarbejdet med Region Hovedstaden. Det foreslås derfor, at der etableres et fast samarbejdsforum på sundhedsområdet med udvalgsformænd/borgmestre, der blandt andet kan være med til at sætte dagsordenen i det løbende samarbejde med Region Hovedstaden og ved forhandlingerne af den næste sundhedsaftale. En sådan fælles dagsorden vil bidrage til, at kommunerne står stærkere i deres udspil overfor Region Hovedstaden. Samtidig vil det medvirke til at sikre, at de enkelte kommuner lever op til de forpligtelser, der i fællesskab er sat på sundhedsområdet.

Økonomi

Høringssvaret medfører ikke økonomiske konsekvenser for forvaltningen.

Videre proces

KKR Hovedstaden drøfter på sit møde den 16. april 2013 kommunernes politiske tilbagemeldinger. KKR Hovedstaden godkender samtidig den videre proces for, hvordan der arbejdes med implementering af politiske målsætninger og indsatser.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil løbende blive orienteret og inddraget.

 

 

Katja Kayser                                             

                                                                  /Jens Egsgaard



Beslutning

Der blev omdelt et rettelsesblad under mødet.
Indstillingen blev godkendt med det omdelte rettelsesblad. 
Til top