Orientering om Embedslægens tilsyn med plejehjem i 2001
Orientering om Embedslægens tilsyn med plejehjem i 2001
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 28. januar 2002
6. Orientering om Embedslægens tilsyn med plejehjem i 2001
SOU 32/2002 J.nr. 17/99
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen til efterretning
RESUME
Stadslægen har i 2001 aflagt 67 uanmeldte tilsynsbesøg på 64 plejehjem, incl. Valby Bydels 4 institutioner og Indre Nørrebro Bydels 2 institutioner.
I forhold til år 2000 har der været en lille stigning i antallet af kritiske bemærkninger fra 91 til 101. Tilsynet på 15 plejehjem gav ingen kritiske bemærkninger, dette antal er lidt færre uden bemærkninger end det foregående år. Dette giver selvfølgelig anledning til overvejelser over mulige årsager.
Sundhedsforvaltningen vil fortsat have fokus på de lokale instrukser i medicinhåndtering samt hvorledes disse løbende introduceres, anvendes og revideres.
Embedslægeinstitutionens årsrapport er et godt redskab til at Sundhedsforvaltningen fastholder fokus og løbende videreudvikler tiltag indenfor det sundhedsfaglige område. Sundhedsforvaltningen og Embedslægeinstitutionen drøfter hvorledes det lovbefalede sundhedsfaglige tilsyn kan tilrettelægges, og ser frem til positivt at kunne bygge videre på det eksisterende samarbejde.
SAGSBESKRIVELSE
Sundhedsforvaltningen har fra Embedslægeinstitutionen modtaget årsrapport for 2001 over tilsynets bemærkninger fra plejehjemsområdet. Status er udarbejdet på baggrund af 67 besøg på 64 plejehjem. Der sammenlignes med tilsvarende besøg året før, dog er 3 plejehjem nyåbnede og nyorganiserede efter ombygning i år 2000. I forbindelse med hvert tilsynsbesøg er der foretaget stikprøver på områderne: beboerforhold, hygiejne, klageforhold, ordnede optegnelser og medicinforhold.
I rapporten noteres en mindre stigning i antallet af kritiske bemærkninger, samt et lille fald i institutioner helt uden kritiske bemærkninger. Da tallene er relativt små kan udsvingene rumme mange forklaringer, lige fra reelle tendenser til tilfældigheder eller variationer i tilsynets fokus. Det er derfor vanskeligt at drage en egentlig konklusion på baggrund af det ændrede antal kritiske bemærkninger.
Efter et tilsynsbesøg, hvor der har været bemærkninger, er institutionen forpligtet til at komme med en redegørelse til Sundhedsforvaltningen for, hvad der efterfølgende er gjort eller vil blive gjort, for at afhjælpe situationen og undgå gentagelser.
Besøgene giver derudover altid anledning til refleksioner - både på de enkelte plejehjem og i Sundhedsforvaltningen - og disse refleksioner munder ud i relevante tiltag med henblik på forsvarlige sundhedsmæsssige forhold.
Den relativt største stigning ses omkring manglende beboerråd, hvor der er 6 bemærkninger mod 3 året før.
Den største stigning i antal bemærkninger ses indenfor hygiejneområdet, især pga. forkert rengøringsmetode. Der er efterfølgende rettet op på forholdene på de enkelte institutioner.
Der er en lille stigning i antallet af bemærkninger på medicinområdet. Området er i Sundhedsforvaltningen under skærpet opmærksomhed og følges tæt.
Plan
Sundhedsforvaltningen er i gang med at implementere ændringerne i lov om social service, herunder etablering af de nye bruger- pårørenderåd på alle plejehjem og i beskyttede boliger.
Sundhedsforvaltningen vil følge udviklingen på hygiejneområdet tæt.
Sundhedsforvaltningen har i forbindelse med indkaldelsen af årsrapporterne for år 2001 sat fokus på lokale medicininstrukser samt træning og aktiviteter for og med borgerne, og vil arbejde videre med disse områder i 2002.
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
Det er ikke vurderingen, at der er miljømæssige konsekvenser forbundet med embedslægens tilsyn med plejehjem.
ØKONOMI
Ingen økonomiske konsekvenser
Ingen
Ingen
BILAG
"Tilsyn med plejehjem og beskyttede boliger i 2001", udarbejdet af Embedslægeinstitutionen for Københavns og Frederiksbergs kommuner.
Lau Svendsen-Tune
/ Johny Kaufmann