Redegørelse vedr. forstærket indsats over for risikogrupper på Vesterbro i relation til kønssygdomme - status
Redegørelse vedr. forstærket indsats over for risikogrupper på Vesterbro i relation til kønssygdomme - status
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 27. august 2001
9. Redegørelse vedr. forstærket indsats over for risikogrupper på Vesterbro i relation til kønssygdomme - status
SOU 262/2001 J.nr. 12/2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller:
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status vedr. forstærket indsats over for risikogrupper på Vesterbro i relation til kønssygdomme til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 27. august 2001
Sundheds- og Omsorgsudvalget udsatte sagen til næste møde.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget har på møde den 7. maj 2001 behandlet en redegørelse fra H:S omhandlende H:S Bestyrelsens beslutning fra møde 31. januar 2001 om en forstærket indsats overfor svage risikogrupper på Vesterbro. Det var desuden indstillet, at Sundheds- og Omsorgsudvalget behandler sagen, når der foreligger en konkret plan for den forstærkede indsats.
Sundheds- og Omsorgsudvalget tog redegørelsen til efterretning. Endvidere bad udvalget om at få forelagt en status vedrørende den konkrete plan senest den 20. august 2001.
Det fremgår af redegørelsen, at H:S har besluttet, at Bispebjerg Hospital i samarbejde med Embedslægeinstitutionen afholder et seminar, hvor relevante organisationer og institutioner med kendskab til miljøet inddrages i arbejdet med at udarbejde en konkret plan for den forstærkede indsats.
Det omtalte seminar blev afholdt den 14. maj 2001. På seminaret blev man enige om, at der er behov for oprettelse af en akutfunktion på Venerologisk Klinik for den svage risikogruppe.
Der har efterfølgende været afholdt møde den 25. juni 2001 med deltagelse af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Embedslægeinstitutionen og Bispebjerg Hospital for at aftale konkrete tiltag. Mødedeltagerne har konstitueret sig som en styregruppe, som er forankret i Københavns Kommunes Forebyggelsesudvalg vedrørende stofmisbrug og HIV-smitte. Styregruppen forventer at det nye akuttilbud for den svage risikogruppe kan iværksættes i oktober 2001.
H:S udarbejder en redegørelse om tilbudet, som vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget, forventeligt i oktober måned.