Mødedato: 27.03.2014, kl. 09:00
Mødested: Comwell Borupgaard, Snekkersten

Samarbejdsaftale om opførelse af et nyt plejecenter for blinde og svagtseende i Valby

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende, at der indgås en samarbejdsaftale med den almene boligorganisation Arbejdernes Kooperative Byggeforening København v/Københavns Almennyttige Boligselskab (AKB København v/KAB) om byggeri af et nyt plejecenter for blinde og svagtseende i Valby.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,  

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der indgås en samarbejdsaftale med Boligorganisationen AKB København v/KAB om byggeri af et nyt alment plejecenter for blinde og svagtseende i Valby.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har i dag to plejecentre - Solterrasserne og Solgavehjemmet - der er særligt indrettet til blinde og svagtseende. Begge plejehjem ligger i Valby. Solterrasserne fremstår i dag som meget nedslidt, og det lever ikke op til de krav, der normalt stilles til et moderne plejecenter. Solterrasserne kan rent fysisk ikke ombygges til et tidssvarende plejecenter. Solgavehjemmet er et moderne plejecenter, men dets fysiske størrelse med hensyn til antallet af boliger betyder, at det er vanskeligt at sikre en stabil driftsøkonomi. Endvidere ligger blindespecialets aktivitetscenter på Nørrebro i nedslidte lokaler.

Med henblik på at samle de to plejecentre (herunder aktivitetscentret) og samtidig sikre tidssvarende forhold for alle blinde og svagtseende plejehjemsbeboere samt en bedre samlet driftsøkonomi foreslås det, at der indgås en samarbejdsaftale med den almene boligorganisation AKB København v/KAB om byggeri af et helt nyt specialiseret plejecenter centralt beliggende i Valby.

Løsning

Solterrasserne (Johan Krohns vej 8) er en selvejende institution med tilknytning til Dansk Blindesamfund. Plejehjemmet har driftsoverenskomst med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og rummer 63 plejehjemsboliger, ti daghjemspladser samt 48 beskyttede boliger. Bygningsmæssigt ejes Solterrasserne af den selvejende institution.  

Plejehjemsboligerne indeholder et kombineret opholds- og soveværelse med et mindre utidssvarende bad/toilet. Boligerne er på ca. 26 m2 inklusiv toilet. Boligernes fysiske struktur giver et uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø. Solterrasserne er blandt de fysisk dårligste plejehjem i Københavns Kommune. Vedligeholdelsesstandarden af bygningen vil i de kommende år kræve, at der investeres betydelige beløb i ejendommen. Den dårlige vedligeholdelsesstand omfatter badeværelser, faldstammer, adgangsforhold, elevatorer, gulvbelægning samt elektriske installationer mv.

De beskyttede boliger, der ligger i en separat bygning adskilt fra selve plejecentret, er meget nedslidte og funktionsmæssigt utidssvarende indrettet i forhold til den særlige målgruppe. Boligerne har endvidere en del tomgang på grund af manglende søgning fra målgruppen.

Solterrasserne er arkitekt- og ingeniørmæssigt undersøgt i 2006 og fundet uegnet til ombygning, jævnfør de af Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte principper for modernisering af plejeboliger, hvoraf det fremgår, at en plejeboligbebyggelse som minimum bør have 50 boliger. Den nuværende bygningsstruktur er uhensigtsmæssig, ligesom bygningens konstruktion ved en ombygning vil resultere i en uøkonomisk planløsning med meget spildplads og et begrænset antal torumsboliger og derved uhensigtsmæssig driftsøkonomi. 

Solgavehjemmet (Vigerslev Allé 117) er en selvejende institution med tilknytning til Dansk Blindesamfund. Plejecentret har driftsoverenskomst med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Plejecentret blev moderniseret efter reglerne i almenboligloven i 2000 og administreres af den almene boligorganisation Boligkontoret Danmark. På grund af grundarealets begrænsede fysiske størrelse var det kun muligt at etablere 45 2-rumsboliger. Plejecentret har ikke eget produktionskøkken. 

Det har igennem årene vist sig at være vanskeligt at sikre en stabil driftsøkonomi på Solgavehjemmet, hvorfor der bl.a. er indført fælles ledelse på forstanderniveau med Solterrasserne. 

På denne baggrund har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen igennem længere tid samarbejdet med Dansk Blindesamfund om planerne for opførelse af et nyt plejecenter, der kunne samle alle blinde og svagtseende i kommunen. 

AKB København v/KAB og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har fundet et egnet ledigt grundareal til opførelse af et nyt plejecenter på Følager mellem Gl. Køge Landevej, Ellebjergvej og ringbanen (se bilag). Grunden er særdeles godt placeret for blinde og svagtseende i forhold til offentlige trafikforbindelser lige ved siden af Ny Ellebjerg Station. Der er udarbejdet lokalplan for området som i de kommende år vil blive udbygget med såvel almene familieboliger, erhverv, butikker og institutioner mv. Lokalplanen er relativ detaljeret, og de nærmere bygnings- og volumemæssige rammer for plejecenterbyggeriet er dermed allerede fastlagt. Der er på denne baggrund udarbejdet de indledende skitsetegninger for et byggeri (se bilag), der kan opføres inden for lokalplanens rammer. 

Den ledige grund ejes af Freja Ejendomme, og der kan bygges ca. 12.000 etagekvadratmetre på arealet. AKB København v/KAB har pt. en betinget købsaftale med ejer vedrørende grundarealet, men det er en forudsætning for den videre opretholdelse af denne aftale, at der indgås en samarbejdsaftale mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og AKB København v/KAB om byggeriet af det nye blindeplejecenter.  

Det bemærkes, at Dansk Blindesamfund støtter planerne vedrørende placeringen af det nye plejecenter på Følager. 

Med udgangspunkt i den forventede demografiske udvikling mv. (herunder antallet af udenbysborgere) er det vurderingen, at et nyt plejecenter med ca. 100 plejeboliger med tilhørende fælles- og servicearealer, herunder produktionskøkken og aktivitets-/dagcenter, vil dække behovet i forhold til blinde og svagtseende. Endvidere påtænkes opført ca. 30 ældreboliger til erstatning for de beskyttede boliger på Solterrasserne. Ældreboligerne opføres i umiddelbart tilknytning til det nye plejecenter.  

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil i samarbejde med AKB København v/KAB, Dansk Blindesamfund og bestyrelserne for Solterrasserne og Solgavehjemmet mv. arbejde videre med disponeringen og udformningen af det nye plejecenterbyggeri. 

Såfremt der bygges et nyt plejecenter, vil Solterrasserne blive afhændet (eller anvendt til andet formål i kommunen), mens Solgavehjemmet vil blive anvendt i kommunalt regi. Det bemærkes, at de beskyttede boliger på Solterrasserne i givet fald eventuelt vil kunne anvendes til ungdomsboliger.

Økonomi

Samarbejdsaftalen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Plejecenteret opføres inden for rammerne af almenboligloven med AKB København v/KAB som bygherre og efterfølgende bygningsdriftsherre. Kommunens udgifter til opførelse af det nye plejecenter er indskud i Landsbyggefonden svarende til 10 % af tilvejebringelsesprisen for plejeboligerne (ca. 19 mio. kr.) samt montering af servicearealer (ca. 6,8 mio. kr.). Anlægsfinansieringen af det nye plejecenter vil indgå i moderniseringsplan 2, som er fuldt finansieret via tidligere budgetaftaler.

Opførelsen af ældreboligerne vil i givet fald forudsætte at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilføres budgetmidler til indskud til Landsbyggefonden (ca. 5,5 mio. kr.).

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltning indgå en samarbejdsarbejdsaftale med AKB København v/KAB om byggeri af et nyt plejecenter for blinde og svagtseende. AKB København v/KAB vil herefter forlænge den betingede købsaftale med Freja Ejendomme vedrørende grundarealet på Følager. Købsaftalen er betinget af efterfølgende politisk godkendelse i Københavns Kommune af Skema A (kapitalbevillingen) for det samlede byggeri.

Det forventes, at Skema A kan forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget og efterfølgende Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i efteråret 2014/primo 2015, og at byggeriet i givet fald kan påbegyndes i 2. halvår 2015 med en samlet anlægstid på ca. 16-18 måneder.    



            Hanne Baastrup


                                                                                                             / Per Christensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top