Mødedato: 27.03.2014, kl. 09:00
Mødested: Comwell Borupgaard, Snekkersten

Budget 2015 - 1. behandling af Budget 2015

Se alle bilag
På baggrund af drøftelserne på budgetseminaret den 5. marts skal udvalget godkende forslag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag 1-16 til dækning af forvaltningsspecifikke effektiviseringer, jf. bilag 1, og

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager oversigt over demografitilpasning af budget 2015 til efterretning, jf. bilag 2.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har en forventet budgetreduktion i 2015 på ca. -117 mio. kr. vedrørende blandt andet forvaltningsspecifikke og tværgående effektiviseringer, demografitilpasning og budgetophør. 

Måltallet for de forvaltningsspecifikke effektiviseringer under Sundheds- og Omsorgsudvalget er på 45,5 mio. kr. i 2015. Borgerrepræsentationen har dog allerede besluttet effektiviseringer for ca. 22,2 mio. kr.

Udvalget skal derfor i forbindelse med førstebehandlingen af udvalgets budgetforslag 2015 godkende forslag til finansiering af det endelige måltal for forvaltningsspecifikke effektiviseringer i 2015 på 23,329 mio. kr.

Løsning

I det følgende gennemgås forslag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer og enkelte af de øvrige budgetreduktioner i 2015 på Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme, herunder demografitilpasning og tværgående effektiviseringer.

Forvaltningsspecifikke effektiviseringer
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har på udvalgets budgetseminar den 5. marts præsenteret et katalog med forslag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer. På baggrund af drøftelserne på budgetseminaret er to af de fremlagte forslag taget ud af kataloget. Det drejer sig om 'Standardisering af lokalaftale om tillæg ved praktikvejledning' og 'Effektivisering og servicetilpasning af befordring på aktivitetscentre'. Forslaget 'Omlægning af madservice' er revideret med fokus på ruteoptimering inden for det nuværende system med udbringning af opvarmet kølemad hver dag (model 1) og eventuel mulighed for pilotprojekt omkring MAP-pakket mad (Modificeret Atmosfære Pakning). Pilotprojektet skal afdække om MAP-pakket mad vil være et relevant supplement til ovennævnte omlægning, da det i højere grad fritstiller borgeren i forhold til ikke at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt hver dag. En række af de øvrige effektiviseringsforslag er ligeledes uddybet på baggrund af drøftelserne på budgetseminaret.

Forvaltningen har nedskaleret det forventede besparelsespotentiale i 2015 vedrørende produktivitetsstrategi for plejecentre med i alt 2,8 mio. kr., dels for at give mere tid til omstilling på området, dels for at imødekomme ønskerne på budgetseminaret om en mere forsigtig vurdering af besparelsespotentiale, indtil flere erfaringer er indhentet fra implementeringen. Såfremt udvalget ønsker at opskalere det forventede besparelsespotentiale, kan disse midler indgå i finansieringen af budgetaftaleophør eller intern omstilling.

Forvaltningen fremlægger derfor 16 effektiviseringsforslag med et samlet effektiviseringspotentiale på 23,3 mio. kr. i 2015, 39,0 mio. kr. i 2016 og 40,2 mio. kr. varigt, jf. bilag 1.

De indholdsmæssige ændringer af effektiviseringsforslagene fremgår af den indledende oversigt i bilag 1.

Demografitilpasning
Som følge af ny befolkningsprognose udarbejdet i marts 2014 er demografitilpasningen af udvalgets budget 2015 på -30,8 mio. kr. De økonomiske konsekvenser af den nye befolkningsprognose for de enkelte områder er beskrevet nærmere, jf. bilag 2.


Tværgående effektiviseringer
Forvaltningerne skal i samarbejde udarbejde tværgående effektiviseringsforslag for 60 mio. kr. i Budget 2015. I måltallet indgår stigende profiler på 28,9 mio. kr. fra tidligere års tværgående effektiviseringer vedtaget med Budget 2011-2014, så der udestår, at forvaltningerne skal udarbejde nye effektiviseringsforslag for minimum 31,1 mio. kr. i Budget 2015. Såfremt de 31,1 mio. kr. fordeles mellem udvalgene, svarende til andelen af de forvaltningsspecifikke effektiviseringer, bliver SOU's andel cirka 5,9 mio. kr. Blandt de foreløbigt drøftede indsatser på it-, digitaliserings- og ejendomsområdet er blandt andet forslag vedrørende besparelser på strøm, varme mv. gennem central overvågning og supportering af tekniske anlæg på kommunens enheder og en kortlægning af potentialer i forhold til effektivisering af befordringsområdet.  

Økonomi

Jf. ovenfor.

Videre proces

Budget 2015
Den 24. april 2014 får udvalget forelagt en samlet budgetindstilling, hvor udvalget skal godkende øvrige bidrag til udvalgets budgetforslag - herunder udvalgsafsnit, bevillingsoversigt, enhedspriskatalog og eventuelle interne omstillinger. Den 5. maj 2014 er frist for indsendelse af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetbidrag til Økonomiforvaltningen. Behandling af takster og budgetønsker sker på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 19. juni 2014.

Økonomiudvalget har budgetforslaget til 1. behandling den 20. august 2014, Borgerrepræsentationen har 1. behandling af budgetforslaget den 28. august 2014, Økonomiudvalget har 2. behandling af budgetforslaget den 23. september og Borgerrepræsentationen har 2. behandling af budgetforslaget den 2. oktober 2014.

Demografitilpasning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil forelægge udmøntningen af demografitilpasningen af Budget 2015 for udvalget på mødet i august måned, herunder navngivning af hvilke institutioner der skal lukkes som en del af Moderniseringsplanen i 2015. 




Hanne Baastrup


                                        /Søren Winther Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med følgende ændringsforslag:

at-punkt 1 affattes således:
”at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag 1-12 og 14-16. Forslag 13 udgår, idet effektiviseringspotentialet i forslag 7 og 11 opjusteres med henholdsvis 300.000 kr. og 800.000 kr."

Protokolbemærkning fra Socialdemokratiet:
”Socialdemokratiet ønskede, at udvalget inden for egen ramme fandt midler på 5 mio. kr. til at tilbagerulle besparelsen, som er tidligere planlagt på § 79 midlerne”.

Protokolbemærkning fra Enhedslisten:
”Enhedslisten beklager, at der pt. ikke kan findes flertal for at tage fjernelsen af flexjobpuljen af listen over besparelser. Enhedslisten mener, at det er et meget uheldigt signal at sende til en erhvervsgruppe, der i forvejen er hårdt ramt af arbejdsskader. Derudover har de seneste års nedskæringer af flexjobs fra statens side i forvejen gjort det vanskeligt for funktionsnedsatte at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Trist for København - at vi nu går samme vej”

Til top