Aftale vedrørende offentlige begravelser
Aftale vedrørende offentlige begravelser
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 27. februar 2003
2. Aftale vedrørende offentlige begravelser
SOU 53/2003 J.nr. J.nr. 21/2001
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
at Sundhedsforvaltningen bemyndiges til at indgå aftale med Begravelsesforretningen Danmark, om forlængelse af kontrakten om offentlige begravelser/bisættelser for 1 år, gældende fra 1. september 2003 - 31. august 2004.
RESUME
I forbindelse med Sundhedsforvaltningens ansvar for varetagelse af offentlige begravelser/bisættelser indgik Sundhedsforvaltningen på grundlag af et EU - udbud kontrakt med Begravelsesforretningen Danmark for en 2 årig periode, gældende fra 1. september 2001 - 31. august 2003,
Af kontrakten fremgår, at kommunen har option på at forlænge kontrakten med yderligere i alt 2 år, dog således at forlængelsen sker med 1 år ad gangen.
Der fremgår endvidere, at kommunen, senest 3 måneder før den indeværende kontrakt udløber, skal meddele Begravelsesforretningen Danmark, hvorvidt optionen udnyttes.
Der er således mulighed for, senest den 31. maj 2003, at meddele Begravelsesforretningen Danmark, at kommunen ønsker kontrakten forlænget med yderligere 1 år fra 1. september 2003.
Samarbejdet med Begravelsesforretningen Danmark har efter Sundhedsforvaltningens opfattelse fungeret upåklageligt.
På baggrund af samarbejdet i den forløbne periode med Begravelsesforretningen Danmark, er det Sundhedsforvaltningens opfattelse, at kommunen bør benytte sig af kontraktens mulighed for forlængelse, foreløbig for en etårig perioden løbende fra 1. september 2003 – 31. august 2004.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Kommune er, i henhold til § 5 i lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding, hvis ikke afdødes nærmeste eller den person eller institution, der har draget omsorg for den afdøde, eller andre, anmoder om at forestå begravelse eller ligbrænding, forpligtiget til at påtage sig ansvaret for begravelse eller bisættelse.
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede på møde den 13. december 1999, at der skulle iværksættes en udbudssag med henblik på offentlige begravelser/bisættelser af afdøde borgere i Københavns Kommune, som ikke efterlader sig pårørende til at varetage begravelsen/bisættelsen.
På mødet den 19. juni 2000 godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget det af forvaltningen udarbejdede udbudsmateriale.
Endelig blev Sundheds- og Omsorgsudvalget på mødet den 28. august 2000 orienteret om det endelige forløb og valg af leverandør, når proceduren var tilendebragt.
I den anledning iværksatte Sundhedsforvaltningen den 18. januar 2001 et EU- udbud.
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede på sit møde den 18. juni 2001 at bemyndige Sundhedsforvaltningen til at afslutte udbuddet, for herefter at indgå kontrakt med lavest bydende.
Sundhedsforvaltningen indgik herefter, på grundlag af det gennemførte EU - udbud kontrakt med Begravelsesforretningen Danmark for en 2 årig periode gældende fra 1. september 2001 - 31. august 2003.
Sundhedsforvaltningen orienterede Sundheds- og Omsorgsudvalget herom på mødet i udvalget den 6. august 2001.
Af kontraktens pkt. 13 fremgår, at kommunen har option på at forlænge kontrakten med yderligere i alt 2 år, dog således at forlængelsen sker med 1 år ad gangen.
Endvidere fremgår, at kommunen senest 3 måneder før den indeværende kontrakt udløber, skal meddele kontraktindehaveren, Begravelsesforretningen Danmark, hvorvidt optionen udnyttes.
Sundhedsforvaltningen forventede i forbindelse med udbuddet, at der ville være ca. 300 offentlige bisættelser/begravelser om året.
Antallet af offentlige bisættelser har i den indtil nu forløbne del af kontrakt været:
1. september – 31. december 2001: 77
1. januar 2002 – 31. december 2002: 290
I den forløbne periode af kontraktperioden har Sundhedsforvaltningen afholdt et midtvejsevalueringsmøde med Begravelsesforretningen Danmark.
Der har ikke været egentlige klagesager, men i forbindelse med en offentlig bisættelse, hvor der, på trods af annoncering, mødte pårørende op ved højtideligheden, fik Sundhedsforvaltningen en henvendelse om manglende bårebuket. Denne sag har været forelagt den præst, som forestod bisættelsen og drøftet med Begravelsesforretningen Danmark. Den manglende bårebuket må beskrives som en enkeltstående menneskelig fejl.
Samarbejdet mellem Begravelsesforretningen Danmark og Sundhedsforvaltningen har i perioden forløbet upåklageligt.
På baggrund af den forløbne periode af den indgåede kontrakt med Begravelsesforretningen Danmark er det Sundhedsforvaltningens opfattelse, at kommunen bør benytte sig af kontraktens mulighed for forlængelse, foreløbig for perioden løbende fra 1. september 2003 – 31. august 2004.
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Udgifterne afholdes indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme.
HØRING
Ingen
BILAG
Ingen
Ib Haurum
/Karis Hagild