Mødedato: 26.06.2003, kl. 15:30

Status vedrørende lokalisering af Pensions- og Omsorgskontorer ( og Ældrekontorer)

Status vedrørende lokalisering af Pensions- og Omsorgskontorer ( og Ældrekontorer)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 26. juni 2003

 

9. Status vedrørende lokalisering af Pensions- og Omsorgskontorer ( og Ældrekontorer)

SOU 167/2003 J.nr. 12/2003

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status vedrørende lokalisering af Pensions- og Omsorgskontorer til efterretning,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Pensions- og Omsorgskontor Østerbro lokaliseres på Hans Knudsens Plads 3.

 

RESUME

Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede sagen vedrørende analyse af behov for borgerindgange i sit møde den 15. maj 2003 (j.nr. 12/2003). Udvalget besluttede at anbefale overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der etableres 11 borgerindgange på ældreområdet bestående af de 7 Pensions- og Omsorgskontorer samt de 4 servicecentre, samt at antallet af borgerindgange kan suppleres med et eller flere Pensions- og Omsorgskontor-satellitter på baggrund af en særskilt redegørelse og en indstilling til politisk godkendelse. Forslag vedrørende indgåelse af lejemål på specifikke adresser forelægges til politisk godkendelse efter fornøden koordinering med servicecentrenes lokalisering.

Det blev endvidere besluttet, at status vedrørende lokalisering af Pensions- og Omsorgskontorer forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget den 26. juni 2003.

Borgerrepræsentationen godkendte indstillingen på mødet den 11. juni 2003 ( BR 315/03).

Den fornødne koordination af lokalisering af Pensions- og Omsorgskontorer og servicecentrenes sikres via et løbende samarbejde mellem Økonomiforvaltningen og Sundhedsforvaltningen.

Status for lokalisering af 7 Pensions- og Omsorgskontorer

Ældrekontorerne samlokaliseres så vidt muligt med Pensions- og Omsorgskontorerne.

Det kan allerede på nuværende tidspunkt konstateres, at udbud af lejemål i en størrelsesorden på op på mellem 1300 og 2500 kvm er relativt begrænset.

For de respektive 7 bydelsområder er status som følger:

Lokalområde Østerbro

Det anbefales at Pensions - og Omsorgskontoret etableres på Hans Knudsens Plads 3.

Lokalområde Nørrebro

Der er ikke i øjeblikket fundet en egnet bygning til formålet.

Lokalområde Bispebjerg

Pensions- og Omsorgskontoret forbliver i sine nuværende lokaler på Tomsgårdsvej.

Lokalområde Vanløse/Brønshøj/Husum

Der søges egnede lokaler i Brønshøj/Husum.

Lokalområde Indre By/Vesterbro/Kgs. Enghave

Der søges efter egnede lejemål i Vesterbro/Kgs. Enghave.

Lokalområde Valby

Pensions- og Omsorgskontor og Ældrekontor placeres i bygningen på Toftegårds Plads, hvor Pensions- og Omsorgskontoret i dag har til huse.

Lokalområde Christianshavn/Amager

De nuværende 3 Pensions- og Omsorgskontorer anvendes indtil anden lokalisering er fundet.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede sagen vedrørende analyse af behov for borgerindgange i sit møde den 15. maj 2003 (j.nr. 12/2003). Udvalget besluttede at anbefale overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der etableres 11 borgerindgange på ældreområdet bestående af de 7 Pensions- og Omsorgskontorer samt de 4 servicecentre, samt at antallet af borgerindgange kan suppleres med et eller flere Pensions- og Omsorgskontor-satellitter på baggrund af en særskilt redegørelse og en indstilling til politisk godkendelse. Forslag vedrørende indgåelse af lejemål på specifikke adresser forelægges til politisk godkendelse efter fornøden koordinering med servicecentrenes lokalisering.

Bente Møller (Ø) anmodede vedrørende 3. at-punkt om indgåelse af lejemål på specifikke adresser, om at kollektive transportmuligheder og den maksimale afstand fra en borger angives i forbindelse med Sundhedsforvaltningens indstillinger om indgåelse af lejemål på specifikke adresser.

Det blev endvidere besluttet, at status vedrørende lokalisering af Pensions- og Omsorgskontorer forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget den 26. juni 2003.

Økonomiudvalget besluttede i møde den 3. juni 2003 at oversende sagen til Borgerrepræsentationen uden bemærkninger.

Borgerrepræsentationen godkendte indstillingen på mødet den 11. juni 2003 ( BR 315/03). Socialistisk Folkeparti ønskede at videreføre følgende bemærkning fra behandlingen i Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling:

" SF er principielt imod, at antallet af borgerindgange på ældreområdet reduceres fra 13 til 7, hvilket f.eks. betyder, at ældre fra Vanløse skal henvende sig i Brønshøj i en række sager."

Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 11. juni 2003 efter indstilling fra Økonomiudvalget at der etableres 4 servicecentre i løbet af 2004, og at servicecentrene lokaliseres centralt i Indre By samt på Østerbro, i Sundby og i Vanløse (BR 265/03).

Den fornødne koordination af lokalisering af Pensions- og Omsorgskontorer og servicecentrenes sikres via et løbende samarbejde mellem Økonomiforvaltningen og Sundhedsforvaltningen. Økonomiforvaltningen er ikke på nuværende tidspunkt påbegyndt den rent praktiske fremskaffelse af lejemål til servicecentre.

De permanente borgerindgange vil blive suppleret med fleksibel lokal tilstedeværelse i klubber, ældreboligkomplekser mv. Herudover kan antallet af borgerindgange suppleres med en eller flere Pensions- og Omsorgskontor-satellitter, såfremt der måtte vise sig behov herfor. Overvejelser herom vil blandt andet bero på den endelige lokalisering af de permanente borgerindgange.

Status for lokalisering af 7 Pensions- og Omsorgskontorer

Sundhedsforvaltningen har under forbehold for Borgerrepræsentationen godkendelse af sagen vedrørende borgerindgange, påbegyndt fremskaffelse af lejemål til de kommende 7 Pensions- og Omsorgskontorer.

Det er hensigten, at Ældrekontorerne så vidt muligt samlokaliseres med Pensions- og Omsorgskontorerne, hvorfor fremskaffelse af Pensions- og Omsorgskontorer og Ældrekontorer følger samme proces.

Sundhe dsforvaltningen har haft møde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, Ejendomsservice, om kontorets medvirken til at fremskaffe egnede lokaler. Ejendomsservice har efterfølgende påtaget sig at bidrage til fremskaffelse af de nødvendige lejemål, herunder med kontakter til væsentlige aktører på ejendomsmarkedet. Det tilstræbes at anvende kommunalt ejede bygninger, men der vil blive behov for at indgå lejemål med private udlejere.

Med henblik på en effektiv koordinering af lokalisering af Pensions- og Omsorgskontorer og servicecentre planlægges der endvidere et fælles møde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Sundhedsforvaltningen.

Det kan allerede på nuværende tidspunkt konstateres, at udbud af lejemål i en størrelsesorden på 1300 og 2500 kvm er relativt begrænset. Grundet markedsforholdene kan det vise sig nødvendigt, at et specifikt privat lejemål tiltrædes med relativt kort varsel. Det anbefales derfor, at godkendelse af lejemål på specifikke adresser sker som en "formandsafgørelse" efter styrelseslovens bestemmelser om afgørelse af sager, som ikke tåler opsættelse (§ 22, stk. 2) efter forudgående skriftlig høring af Sundheds- og Omsorgsudvalget.

For de respektive 7 bydelsområder er status som følger:

Lokalområde Østerbro

Det anbefales at Pensions - og Omsorgskontoret etableres på Hans Knudsens Plads 3.

Økonomiforvaltningen er bekendt hermed, idet Pensions- og Omsorgskontoret Østerbro anbefales placeret på Hans Knudsens Plads i indstilling "Analyse af behov for borgerindgange". Placeringen forventes således at blive medtaget i overvejelserne vedrørende lokalisering af servicecenter Østerbro.

Pension og Omsorgskontorer for Ydre Østerbro har i dag til huse i stueetagen i det tidligere plejehjem "Borgervænget" på Hans Knudsens Plads 3. Ejendommen er kommunalt ejet og det blev besluttet på Borgerrepræsentationens møde den 11. juni 2003 (BR 321/03) at stille en tidligere beslutning om at sælge ejendommen i bero, således at ejendommen pr. 1. september 2003 overgår til fuld kommunal anvendelse. Venstre ønskede følgende bemærkning tilført beslutningsprotokollen: " Tiden er ikke til at nedlægge kollegier i København."

Ved inddragelse af 1. salen vil der være plads til Pensions- og Omsorgskontoret og Ældrekontoret for hele Østerbro.

Der er gode trafikforbindelser til Hans Knudsens Plads både med bus og S-tog. Busserne 15, 184, 185 og 150 S har stoppested på Hans Knudsens Plads. Borgere, der bor i området omkring Trianglen, har direkte bus til Hans Knudsens Plads (Bus 15). Borgere, der bor i området omkring Jagtvej/Strandboulevarden, vil skulle foretage et busskift på Vibenshus Runddel, medens borgere, der bor i området omkring Svanemøllen, vil skulle fortage busskift i krydset Haraldsgade/Lyngbyvej eller alternativt gå ca. 600 m fra nærmeste busstoppested (Bus 100S). Endelig er der kun 200 m fra Ryparken station til Hans Knudsens Plads.

Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at angive den maksimale afstand fra en borger til lejemålet, da der endnu ikke er taget stilling til lokalisering af servicecentret på Østerbro. Når servicecentret er placeret er Sundhedsforvaltningen opmærksom på, at der kan blive behov for at udbygge "borgerindgangen" med anden fleksibel tilstedeværelse i lokalområdet.

Med forbehold for Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse, har Sundhedsforvaltningen gjort Økonomiforvaltningens 9. kontor opmærksom på Sundhedsforvaltningens interesse for lejemålet, med henblik på, at få 1. salen frigivet den 1. september 2003.

Lokalområde Nørrebro

Der er ikke i øjeblikket fundet en egnet bygning til formålet. Indtil videre vil de nuværende Pensions- og Omsorgskontorer, Ydre og Indre Nørrebro, blive fastholdt på deres nuværende adresser, idet der dog som en midlertidig løsning er skabt plads til Ældrekontoret i de lokaler, hvor Indre Nørrebro i dag har til huse på Henrik Pontoppidans Vej.

Lokalområde Bispebjerg

Pensions- og Omsorgskontoret forbliver i sine nuværende lokaler på Tomsgårdsvej, og der søges efter passende lokaler til Ældrekontoret i nærheden.

Lokalområde Vanløse/Brønshøj/Husum

Idet det forventes, at der etableres et servicecenter i Vanløse søges der egnende lokaler i Brønshøj/Husum. Der er ikke i dette området fundet egnede lokaler og ifølge oplysninger tilgået Sundhedsforvaltningen, er der ej heller i dette område ejendomme med den nødvendige størrelse (ca. 2200 kvm.). Det vil således være nødvendigt at finde en alternativ løsning.

Lokalområde Indre By/Vesterbro/Kgs. Enghave

Idet det er besluttet at placere servicebutikken i Indre By, søges der i første omgang egnede lejemål i Vesterbro/Kgs. Enghave. Der er endnu ikke fundet et egnet lejemål.

Lokalområde Valby

Pensions- og Omsorgskontor og Ældrekontor placeres i bygningen på Toftegårds Plads, hvor Pensions- og Omsorgskontoret i dag har til huse.

Lokalområde Christianshavn/Amager

Indtil en egnet bygning findes, vil de nuværende 3 Pensions- og Omsorgskontorer fortsætte som hidtil. Muligheden for en midlertidig lokalisering af ældrekontoret undersøges.

MILJØVURDERING

Ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

De samlede omkostninger i forbindelse med organisationsændringerne i Sundhedsforvaltningen afholdes indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

De samlede etablerings- og omstillingsomkostninger, herunder omkostninger til flytning, renovering og montering, er skønnet til at udgøre 20 mill. kr. De faktiske udgifter til flytning, renovering og montering afhænger af de endelige lejemål.

Sundhedsforvaltningen vil søge dele af disse udgifter dækket ved generel tilbageholdenhed på andre af administrationsbudgettets poster. Resten forventes lånefinansieret og tilbagebetalt over en 5-årig periode.

HØRING

Har været sendt til høring tidligere. Forslag til mulig placering er blandt andet baseret på de indkomne høringssvar.

BILAG

Ingen.

 

Ib Haurum

/Susanne Boch Waldorff

 

 

 

Til top