Demenspolitik
Demenspolitik
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 26. juni 2003
8. Demenspolitik
SOU 166/2003 J.nr. 39/2002
INDSTILLING
Det indstilles,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter høringssvarene,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundhedsforvaltningen fastholder de beskrevne målsætninger for demensområdet,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget får en status vedrørende arbejdet med implementering af målsætningerne i forbindelse med fremlæggelse af udmøntningen af budget 2004, ultimo 2003.
RESUME
Forslag til demenspolitik har i overensstemmelse med Sundheds – og Omsorgsudvalgets beslutning af 24. april 2003 (SOU 103/2003) været sendt i høring. Høringssvarene bakker op om de valgte målsætninger og indsatsområder og udtrykker store forventninger til demenspolitikkens gennemførelse. Konklusionen på høringssvarene er, at der nu blandt interessenter og faggrupper er etableret samarbejde og en faglig enighed om rammerne for demenspolitikken. I den konkrete udmøntning af demenspolitikken vil høringssvarene blive inddraget. Demenspolitikken er således også koordineret med H:S.
Sundhedsforvaltningen har på baggrund af høringssvarene ikke fundet anledning til at ændre på målsætningerne, og foreslår derfor, at disse godkendes af Sundheds- og Omsorgsudvalget, som ramme for det videre arbejde med Københavns Kommunes demenspolitik.
Målsætningerne er grupperet i følgende områder: "tidlig indsats", "skræddersyede tilbud", "behandling og samarbejde", "pårørende" og "personale".
Sundhedsforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget får en konkret tilbagemelding om status vedrørende arbejdet med implementering af målsætningerne i forbindelse med fremlæggelse af udmøntningen af budget 2004. Fremlæggelsen sker ultimo 2003.
SAGSBESKRIVELSE
Sundheds – og Omsorgsudvalget har senest behandlet forslag til demenspolitik på mødet den 24. april 2003 (SOU 103/2003). Sundheds – og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen om at sende forslag til målsætninger til høring hos interessenterne. Denne høring har nu fundet sted. Oversigt over høringssvarene fremgår af bilag 1 - 3.
Konklusionen på høringssvarene er, at der nu blandt interessenter og faggrupper er etableret samarbejde og en faglig enighed om rammerne for demenspolitikken. Høringssvarene vil indgå i den konkrete udmøntning af demenspolitikken. Demenspolitikken er således også koordineret med H:S.
Sundhedsforvaltningen har på baggrund af høringssvarene ikke fundet anledning til at ændre på målsætningerne. Sundhedsforvaltningen foreslår på baggrund heraf, at man fastholder målsætningerne som fremlagt for Sundheds- og Omsorgsudvalget den 24. april 2003. Det drejer sig om følgende:
Målsætninger for tidlig indsats
- Alle borgere med demenssymptomer har krav på en demensudredning
- En demensdiagnose skal altid følges op af tilbud om relevant støtte og behandling, herunder udarbejdelse af en konkret og målrettet plan for den enkelte og hans/hendes pårørende
- Der skal findes let tilgængelig information om demens og tidlige symptomer.
Målsætninger for skræddersyede tilbud
- Borgere med demens skal have samme valgmuligheder i forhold til kommunens tilbud som øvrige borgere med behov for pleje og omsorg
- De særlige botilbud til borgere med demens skal på samme måde som andre plejeboliger kunne medvirke til at danne ramme om et familieliv
- Borgere med demens, der venter på et særligt botilbud, skal ikke vente længere end borgere, der venter på en almindelig plejebolig
- Viden om, hvordan boligens indretning og rammer kan tage hensyn til borgerens demenssymptomer, skal gøres tilgængelig/formidles til alle relevante parter, også til pårørende til borgere i eget hjem
- Borgere med demens og deres pårørende skal sikres rammer for, at der kan skabes den nødvendige tryghed, sikkerhed og værdighed, uanset hvordan sygdommen udtrykker sig. For at sikre dette skal personalet anvende kreativitet og fantasi for at skabe et passende miljø for borgeren med demens. Hvis den eksisterende indsats i hjemmet eller i botilbud ikke er tilstrækkelig til at modvirke, at borgeren fx forlader hjemmet og farer vild, skal kommunen anvende moderne teknologi i overensstemmelse med bestemmelserne for dette i lov om social service.
Målsætninger for behandling og samarbejde
- Borgeren skal have mulighed for at profitere af den nyeste viden om behandlingsmetoder indenfor demensområdet, herunder medicinering
- Borgeren skal opleve en opsøgende, sammenhængende og professionel indsats fra demenssymptomernes opståen og i det videre forløb
- Ressourcerne skal følge borgerens behov, således at hjælpen tager udgangspunkt i borgerens sundhedsproblemer uanset boform og upåvirket af, hvilken del af sundhedsvæsenet der yder hjælpen.
Målsætninger for pårørende
- De pårørende skal have tilbud om støtte i form af både aflastning, råd, undervisning og vejledning som et integreret tilbud i alle faser fra den tidlige diagnosticering til efter dødsfald.
Målsætninger for personale
- Personalet skal besidde den tilstrækkelige og nødvendige tværfaglige kompetence til gavn for støtte, pleje og omsorg for borgeren med demens og dennes pårørende
- Ældrecheferne og kontorcheferne for Pension og Omsorg har ansvaret for at sikre, forankre og udvikle den nødvendige viden og kompetence i de syv områder.
Det videre arbejde
Sundhedsforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget får en konkret tilbagemelding om status vedrørende arbejdet med implementering af målsætningerne i forbindelse med fremlæggelse af udmøntningen af budget 2004. Fremlæggelse sker ultimo 2003.
MILJØVURDERING
Indstillingen medfører ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Udmøntningen af politikken er inddraget i oplægget til ønskelisten til budgetforliget 2004.
HØRING
Sundhedsforvaltningen har modtaget 15 høringssvar (bilag 3), som alle bakker op om de valgte indsatsområder og har positive bemærkninger til forslaget og store forventninger til dets realisering.
Der suppleres med forskellige konkrete forslag, som vil kunne inddrages i den efterfølgende fase to, hvor de konkrete handleplaner udarbejdes (resumé af høringssvar i bilag 2), som f.eks. en rådgivende telefon "Demenslinien" og udarbejdelse af borgerrettet informationsmateriale.
H:S Koordinationsgruppe for Demens og Sundhedsfagligt Råd for Neurologi v/formand og professor dr. med. Gunhild Waldemar har sendt et omfattende høringssvar (se bilag 3). Der udtrykkes stor tilfredshed med, at Københavns Kommune har udviklet en demenspolitik, som vedrører kommunens opgaver over for et meget stort antal demente og deres pårørende inden for de 5 målsætninger.
BILAG
Bilag 1: Oversigt over høringssvar.
Bilag 2: Resumé af høringssvar.
Bilag 3: Høringssvarene
Ib Haurum /Lars Bo Bülow