Mødedato: 26.04.2012, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Mad- og måltidspolitik

Se alle bilag
Ny Mad- og måltidspolitik for ældre til drøftelse med henblik på udsendelse i høring.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at udkast til Mad- og måltidspolitikken sendes i høring.

Problemstilling

I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er der stor opmærksomhed på mad til ældre, ældres ernæring og det gode måltid. Den eksisterende "Kostpolitik for ældre", der blev godkendt i 2003, har fokuseret på ydelser, der støtter gruppen af de svageste ældre og de, der har mest behov for pleje. Under den eksisterende politik er der iværksat talrige udviklingsaktiviteter.
 
Gennem de seneste år er der sket en stor udvikling på mad og måltidsområdet med bl.a. økologimål, ratingordning (Køkkenløftet) og nye nationale anbefalinger for kosten til ældre. Senest er der konkret øget fokus på aktiverende ydelser og tilbud i samarbejde med frivillige organisationer om mad og måltider i fællesskab i reformprogrammet "Aktiv og tryg hele livet".

Der foreslås derfor en ny politik på området: "Appetit på livet: Mad- og måltidspolitik for ældre i Københavns Kommune 2012-2016". Politikken kan være med til at understrege, at mad er en vigtig del af et aktivt og trygt liv, samt at også måltidet indgår som en væsentlig del af indsatsen og kan være med til - i den rigtige ramme - at mindske ensomheden.
 

Løsning

Målet med den nye Mad- og måltidspolitik er at skabe tilbud både til ældre, der kan klare det meste af hverdagen og måltiderne selv, til ældre, der har brug for hjælp og støtte til måltiderne, og til ældre, der har behov for en målrettet og tværfaglig indsats for at få den rette mad. Den mad Københavns Kommune  tilbyder ældre københavnere skal være velsmagende og nærende, og måltiderne skal være med til at skabe fællesskaber og gode oplevelser.

Mad- og måltidspolitikken har tre fokusområder, der samlet set skal give borgerne appetit på mad - og på livet:
  • Madkvalitet
  • Det gode måltid
  • Det rette tilbud til den rette borger - ernæring og sund aldring  
Madkvalitet er i fokus, idet god mad vækker appetitten ved at appelere til vores sanser med velsmag, duft og indbydende udseende. I København er god mad også tilberedt fra bunden med økologiske råvarer, der afspejler årstiden. Målet er: 
  • At maden laves af mindst 90 % økologiske råvarer ved udgangen af 2015.
  • At 80 % af borgerne i hjemmeplejen og på plejehjemmene udtrykker tilfredshed med madens smag i 2015.
Det gode måltid er i fokus, idet måltider kan være med til at skærpe appetitten, skabe fællesskaber og gode oplevelser og derved give næring til at leve livet. Målet er:
  • At hjemmeboende borgere, der ønsker det, får mulighed for at deltage i fællesskaber om måltider.
  • At 80 % af beboerne på plejehjemmene i 2015 er tilfredse med stemningen ved måltiderne.
Det rette tilbud til den rette borger er i fokus, idet ældre har forskellige behov og ressourcer, når det handler om ernæring, mad og måltider. Den enkelte borger skal have det rette tilbud. På den måde støttes borgerne i at få den rette ernæring og deres muligheder for at leve en aktiv og tryg hverdag og fremme en sund aldring. Der sættes særligt fokus på småtspisende ældre. Målet er:   
  • At ældre tilbydes den rette mad og hjælp til at spise og får tilbud, der fremmer funktionsevnen og støtter en aktiv hverdag.
  • At alle plejehjem tilbyder ernæringsvurdering og ernæringsterapi, herunder særlig fokus på mund- og tandsundhed, tygge-synke-evne, mad med justeret konsistens, hjælp til at spise og fysisk aktivitet.

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser.

Hvis den nye Mad- og Måltidspolitik vedtages i efteråret 2012 og i de kommende år fuldt ud implementeres, vil det have afledte økonomiske konsekvenser som følge af de nye indsatser i politikken. De nye mulige indsatser i Mad- og måltidspolitikken, hvor gennemførslen afhænger af tilførsel af flere budgetmidler til madområdet er fx:

  • Økologi i Københavns Madservice a la Carte
  • Madklubber (opstartsmidler)
  • Madlavning i fællesskab med andre (træning) 
  • Tværfagligt fokus på tygge-synkeproblemer på plejehjem.

Disse indsatser beløber sig til ca. 9  mio. kr. om året til drift. Heraf udgør økologi den største post på mellem 5 og 8 mio. kr om året. Hertil kommer op til 10 mio. kr. i anlæg i et enkelt år. Derudover kommer fx kompetenceudvikling i køkkenerne, som vil kunne finansieres via intern omstilling i SUF. I begge tilfælde vil forvaltningen sørge for udarbejdelsen af beslutningsoplæg og/eller budgetønsker til udvalget som led i de årlige budgetforhandlinger.

Videre proces

Efter behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget, vil Mad- og måltidspolitikken blive sendt i høring hos relevante høringsparter.

Mad- og måltidspolitikken forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget d. 25. oktober 2012 med henblik på endelig godkendelse.

 

                    Anne Mette Fugleholm

                                                                      /Margrethe Kusk Pedersen

Beslutning

Indstillingen blev med de faldne bemærkninger til rettelser af udkastet til Mad- og måltidspolitik godkendt.

Protokolbemærkning fra Det Konservative Folkeparti:
"Det Konservative Folkeparti ønsker at følge om det høje krav til økologi vil have negative effekter på de øvrige mål."
Til top